Om SAS, og dengang Adam Smith brugte fejlslagen dansk koloni-politik som skoleeksempel

I sit økonomisk-liberale hovedværk "The Wealth of Nations" tog Smith virkelig fat om nældens rod, og een de rigtig gode eksempler var det danske Vestindisk-Guineisk Kompagni. Det trækker tråde helt op til nutiden, ikke mindst til SAS

De danske kolonieventyr var over samfulde 300 år i store træk den rene ruin. Økonomisk kostede det aktionærer og staten enorme summer, og menneskeligt blev både Ostindien, Guinea-kysten og de Caraibiske Eylande i samtiden betragtet som en slags dødens forgård. Og det helt uden at nævne de omtrent 86.000 slaver, som skiftende kompagnier i deres skibe fragtede over atlanten. Man så aldrig de strømme af kapital - hård valuta som spanske sølvmønter eller hollandske styck von achten - som oprindelig havde været selve formålet. 

I "An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations" (1776, PDF 3.2mb) nævner Adam Smith en passant det danske kongerige i et lille dusin forskellige sammenhænge.  

Mest fremtrædende er et afsnit, hvor den merkantilistiske monopol-tilgang kritiseres, s.441 (hold musen henover for en skønsmæssig computer-oversættelse) :

The small islands of St. Thomas and Santa Cruz are the only coun-
tries in the new world that have ever been possessed By the Danes. These
little settlements, too, were under the government of an exclusive com-
pany, which had the sole right, both of purchasing the surplus produce of
the colonists, and of supplying them with such goods of other countries as
they wanted, and which, therefore, both in its purchases and sales, had
not only the power of oppressing them, but the greatest temptation to do
so. The government of an exclusive company of merchants is, perhaps, the
worst of all governments for any country whatever. It was not, however,
able to stop altogether the progress of these colonies, though it rendered it
more slow and languid. The late King of Denmark dissolved this company,
and since that time the prosperity of these colonies has been very great.

Videre på s. 445 repeterer eller uddyber han kritikken af det koloniale kompagni-system :

Some nations have given up the whole commerce of their colonies to
an exclusive company, of whom the colonists were obliged to buy all such
European goods as they wanted, and to whom they were obliged to sell the
whole of their own surplus produce. It was the interest of the company,
therefore, not only to sell the former as dear, and to buy the latter as cheap
as possible, but to buy no more of the latter, even at this low price than
what they could dispose of for a very high price in Europe. It was their
interest, not only to degrade in all cases the value of the surplus produce
of the colony, but in many cases to discourage and keep down the natural
increase of its quantity. Of all the expedients that can well be contrived
to stunt the natural growth of a new colony, that of an exclusive company
is undoubtedly the most effectual. This, however, has been the policy of
Holland, though their company, in the course of the present century, has
given up in many respects the exertion of their exclusive privilege. This,
too, was the policy of Denmark till the reign of the late king. It has occa-
sionally been the policy of France, and of late, since 1755, after it had been
abandoned by all other nations on account of its absurdity, it has become
the policy of Portugal with regard at least to two of the principal provinces
of Brazil, Fernambuco and Marannon.

Og dette er, må det siges, hovedet på sømmet. En lektie man egentlig godt kunne drage nytte af i dag også, i andre sammenhænge. Adam Smith var arg modstander af slaveriet, og stærk tilhænger af abolitionist-bevægelsen, der havde sit udspring i hans hjemland England. Det er med andre ord en kritik af monopolerne, ikke et forsvar af for eksempel slaveriet. 

Kort om øerne

Danskere gik med kongens tilladelse første gang i land på den øde ø St. Thomas, i 1666. Senere gjorde man det samme med den nærliggende ø St. Jan i 1718; og endelig købte man i 1733 St. Croix af franskmændene. Det bør nævnes at vi taler om meget små klatter jord. St. Thomas er lidt mindre end Rømø. St. Jan en del mindre end Fanø; St. Croix kan i størrelse måle sig med Møn.

Alle tre øer er kendetegnet ved bjerge og uvejsomt terræn, ikke flad fed landbrugsjord - og de naturlige grundvandsreserver blev på St. Thomas og St. Jan meget hurtigt brugt op.  Læg dertil den frygtede orkansæson, og sågar tsunamier som et par gange ryddede alt hvad der var bygget op. Med andre ord: Hvis disse kolonier skulle gøre noget som helst godt for moderlandet, ville det kræve en pæn portion flid, rettidig omhu og ikke mindst held. 

Katastrofal forvaltning

Men i næsten 100 år blev øerne drevet som et gods, hvor planterne (plantageejerne) opfattedes som en slags fæstebønder, og slaverne som deres livegne. Spøgefuldt omtalte man på de omkringliggende øer planterne på de "danske" øer som "kompagniets negre". Alting var monopoliseret og afgiftsbelagt i den klassiske merkantilistiske ånd. 

Behøvede planterne byggematerialer skulle det ske gennem kompagniet. Forsyningen af slaver var et monopol (eneste grund til at man kastede sig ud i dét eventyr), men det lykkedes aldrig at honorere efterspørgslen. Og var i øvrigt en total underskudsforretning.  Fraset sporadisk nytte-landbrug skulle al kød, mel, krydderier osv. købes gennem kompagniet.  Selv slavernes livret - saltede sild fra Nordsøen - blev fremskaffet gennem monopolet. Havde man brug for nogle æsler eller stude til at trække sukkermølle eller vogne, så var kompagniet din "ven". Og værre endnu, akkurat som landbrug i dag, så kræver det store kreditter - dvs. gældsætning - indtil høsten er i hus. Planterne stod ofte i en gældsfælde til kompagniet, og det sukker man lastede på skibe til København var typisk afdrag på lånene, ikke en regulær handel. Og som Adam Smith er inde på, og kilderne dokumenterer, så satte kompagniet selv priserne.

Som for at gnide salt i såret var der også etnisk og kulturelt stor forskel på kompagniet og beboerne, dvs. planterne.  Der kom aldrig en egentlig dansk befolkning på øerne. De danskere der var, var administrativt personale, nogle toldere, en flok soldater osv. I starten udgjordes befolkningen primært af hollændere, tyskere (Brandenburgere), franskmænd og såkaldt ny-kristne. Kompagniet insisterede på at være dansk, danske stednavne, dansk i administrationen osv, og det har nok øget modviljen parterne imellem. Der gik omtrent 100 år før man fik et trykkeri og kunne sætte plakater op. Forestil jer, at man har slået på tromme på torvet, læst en proklamation op på dansk, og så har den hollandske eller franske planter stået som eet stort spørgsmålstegn bagefter.  Man talte aldrig dansk på øerne, nogen sinde. Der blev talt tysk, fransk, engelsk og hollandsk - det multilinguale sprog, f.eks også blandt slaverne, blev det man kaldte "negerhollandsk", eller det man kender som kreolsk. Et nu uddødt sprog. 

Alt dette førte også tit og ofte til dyb uenighed mellem selve kompagniet og det udsendte administrative danske personel. En del oppermænd - senere guvernører, senere generalguvernører - handlede slet og ret imod deres foresattes ordrer.  De undlod at realisere forordninger, så igennem fingre med tuskhandel på de andre øer, som formentlig i perioder er foregået helt åbenlyst - og tog ikke altid skatteinddrivelse, fortoldning og indvejning så nøje. Det gjorde klimaet lidt mere tåleligt for alle parter, så kunne de i praksis regere, og ikke mindst formentlig stikke en hel del til side til sig selv også.

Det gik også over ud over slaverne

Det er vel selvklart, at de hårde kampagni-kår for planterne smittede af på slavernes vilkår. Når høsten var slået fejl, eller kompagniets indkøbspriser ikke svarede til produktionsomkostningerne, hvad mon man så sparede på? Der er vitterlig eksempler på at planterne i sparetider nærmest lod slaverne dø af sult. Her fungerede oppermanden som et værn mellem slaverne og planterne, men det krævede som nævnt ovenover nogle lempelser eller "frisind" at få goodwill nok, til at gøre sin magt gældende. 

Der er næppe nogen tvivl om, at slaverne på de danske øer frem til sidste halvdel af 1700-tallet var dem som havde det ringest, af alle slaver på samtlige de caraibiske øer.  Ikke blot var dødsraterne meget høje, såkaldt maronering (dvs. de stak af) var nærmest normalt. Man skal ikke tro på alle historierne om de straffe der overgik en bortløben slave. Dertil var en slave alt for værdifuld. Man kan i kilderne se lister over planternes inventar som f.eks : 

Osv. Så rendte de rundt i skovene eller bjergene nogle uger, måske måneder, Kom tilbage, fik nogle pisk og gik i marken igen. I grelle gentagelsestilfælde en tid i lænker. Men sådan var det over hele Caraibien. Den store forskel på de danske øer og andre var, at slaverne simpelthen også forsøgte at slippe væk fra øerne, formentlig nogle gange med held.  De tog slet og ret chancen for at nå til andre øer (hvor der også var slaveri). Det kunne være med små både eller kanoer, som i forvejen var forberedt og lå klar. Men også ved at svømme, med lidt held og gode strømforhold kunne man godt tage de ture på 5-20 km mellem de ubeboede små klippeskær. Hvis man altså ikke rendte ind i hajer. Pointen er her, at slaverne flygtede fra de danske øer, der var bestemt ingen der flygtede til St. Thomas eller St. Jan ...

I det hele taget er der intet godt at sige om driften af Dansk-Vestindien under slavetiden. Kun i et meget lille vindue henimod slutningen af 1700-tallet gav det overskud, og i nogle få år kunne Danmark faktisk eksportere sukker også til østersøregionen. Og det var dette skifte, som Adam Smith bemærkede i sin analyse.

Dette ubetydelige kapitel af Danmarkshistorien havde nok været glemt i dag, hvis ikke vi havde haft en statsbankerot i 1813, og der pludselig opstod en bevidsthed om en fjern egn, hvor nøden og elendigheden i samtidens optik ikke nåede ud. 

Så hvorfor gjorde de det?

Ja, i dag forestiller ubelæste sjæle sig, at det handlede om "den danske trang til sukker" og andet vrøvl. Det kunne ikke være mere forkert. Faktisk kunne købmænd bare have købt sukkeret på børsen i Antwerpen eller Amsterdam, og solgt det videre med god fortjeneste i Danmark. Og det var reelt også hvad der skete. 

Men det var et prestigeprojekt. Som fattig fyrste i Europas udkant var det afgørende for skiftende danske konger, at der sejlede skibe rundt med Dannebrogsflag. Om det var 1 eller 250 skibe var sådan set lige meget. Det var enormt prestigøst selv at kunne fremskaffe varer fra Indien, og selv kunne fremelske nogle af de nye eksotiske afgrøder, som "den nye verden" frembød. Det var altafgørende at man selv kunne sikre øerne i Caraibien den nødvendige arbejdskraft (slaver). Ingen af delene lykkedes særlig godt efter hensigten. Vi taler om flere hundrede års ruin og fallit, hvor der blot igen og igen blev pumpet penge ind i projekter, som samtiden - og mange forskellige skiftende kommissioner - med usvigelig sikkerhed konkluderede, var at smide gode penge efter dårlige. 

Historien gentager sig med SAS

Nu hører jeg til dem, som mener at historien aldrig gentager sig. Men hvorfor hulen bliver man ved med at kaste penge efter dødssejleren SAS? Jo, af præcis samme årsager. 

Det var engang vigtigt for de skandinaviske lande at sige "se, vi kan flyve selv", men det har sådan set aldrig rigtig givet mening. En kort overgang i 70'erne og 80'erne havde SAS endda en slags moderat succes, men det har ingensinde været en givtig overskudsforretning eller været drevet effektivt med en sund forretning for øje. SAS skulle bare være SAS, det skulle blot eksistere i egen ret, og om 200 år vil nogle måske hævde "på grund af skandinavernes trang til at flyve". Pt. står aktionærerne til at tabe alt, akkurat som når de skiftende kompagnier fra slutningen af 1600-tallet og frem gik konkurs. 

I stedet blev der bygget en fortælling op om særlige skandinaviske værdier - en kæmpeløgn der dog nærmest blegner i forhold til den moderne forestilling om de godt drevne kolonier, der skaffede rigdom og vækst til Danmark og København. Forestillingen om et SAS der er bedre end alle andre flyselskaber er dog svær at mane i jorden. Måske også fordi man gerne vil tro på det, især hvis man er politiker og som i 1700-hvidkål skal overbevise sig selv om, at det er en fantastisk idé at drive udenrigshandel på monopolistiske præmisser.

Men SAS lider under de præcis samme ulyksagligheder som Adam Smith beskrev i 1776 :

• Monopolisering
• Dårlig ledelse
• Eksorbitante udgifter
• Intet lavpraktisk formål

Monopoliseringen har i forbindelse med SAS ikke været statslig eller på kongeligt bud, men de forskellige fagforeninger som på skiftende niveauer har gjort alt for at trække tæppet væk under SAS, simpelthen fordi man gennem tiderne har haft en forestilling om, at pengekassen aldrig løber tør.  Og det er lidt de samme skøre mekanismer som går igen, senest hørte man om en strejke fordi de pæne uniformer og hele den pseudomilitaristiske fernis skulle nedgraderes til noget mere normalt. Man er jo "luftkaptajn". 

Akkurat som i Dansk-Vestindien, sidder man til det sidste og insisterer på fjerdragte, uniformer, pompøse titler og urealistisk høje lønninger. General-guvernør-et-eller-andet, og gerne en masse sildesalat på uniformen, så bliver SAS-stewarden glad.

Men det er helt meningsløst, der er i praksis ingen som har brug for SAS. Akkurat som med sukkeret kan vi gøre det meget bedre og billigere, uden SAS og de statsstøttede monopoler.

Videre læsning

"Vore gamle Tropekolonier", 1966-udgaven, bd. 1-8.
J. O. Bro-Jørgensen, J. Vibæk, F. Skrubbeltrang, G. Nørregaard.
1: Vestindien til 1755; 2: Vestindien 1755-1848; 3: Vestindien 1848-1880; 4: Vestindien 1880-1917. 

Kåre Lauring, "Slaverne dansede og holdt sig lystige - en fortælling om den danske slavehandel", 2014.

Jan Carlzon, "Riv pyramiderne ned", 1985.