Cocaine Bear: Forårets bedste film - højst overraskende

250 kilo sortbjørn på kokain går amok i skov. Det lyder ærlig talt som det dummeste B-film-plot set længe, og det er faktisk lige præcis det man får. Men ikke som tarvelig horror, tænk mere "Coen-brødrene møder Bjørnen" i flot lavet, velproduceret pointeløshed

Nogle gange kunne det være interessant at være flue på væggen: "Jeg har fået verdens bedste idé! Vi laver en western hvor guldhungrende aliens i flyvende tallerkener terroriserer en guldgraverby!" (Cowboys and Aliens).

Eller, "hvad siger I en til en TV-serie i 62 afsnit, der handler om en dødssyg og ekstremt ordinær og ukarismatisk gymnasielærer som begynder at fremstille narko?" (Breaking Bad). Og så videre. Hvordan pitches den slags egentlig?

Der er gennem +100 år drevet rovdrift på skabelonerne - der kan vel dårligt pines mere ud af dem - og findes der efterhånden overhovedet en bog, tegneserie, legetøj, computerspil eller musikstykke, som ikke er forsøgt af på det hvide lærred? Remakes er i dag remakes af remakes. 

I et fuldkommen overdænget marked, hvor milliard-dyre CGI-blockbusters og pompøse stjernebesatte TV-serier dominerer, og hvor alle de gode ideer var udtømt sådan omtrent år 1980, må man tænke kreativt og ud af boksen. Og det er hvad der sker her.

Kokain er bare no-go​​

Amerikanerne elsker kokain, har nærmest et mytologisk eller kvasireligiøst forhold til stoffet. Det er slået fast i film og TV-serier utallige gange siden 70'erne. Det er lige fra kultfilm som Scarface til at Richard Gere kunne slippe afsted med at kalde kokain for et "karrierestof". Vi går ud fra, at hele Hollywood og branchen som helhed er gennemsyret af kokainmisbrug. Det er en forbandelse for amerikanerne, der har oplevet så mange forskellige drug-epidemier gennem tiderne. Senest er det blevet fentanyl. Det nye hit. Ikke underligt, når stofmisbrug kædes så direkte sammen med succes. Ingen løftede et øjenbryn over, at f.eks præsident Obama havde taget kokain i sine unge år på Hawaii.

Personligt har jeg intet forhold til kokain, og jeg priser mig lykkelig for lige denne mangel udi i det åbenbart alment menneskelige. Har naturligvis prøvet flere gange, men det virker ganske enkelt ikke på mig. Jeg forstår simpelthen ikke hvad folk får ud af det, og slet ikke at de kan finde på at bruge så mange penge på det. Jeg har mødt folk som har snøftet sig fra hus og kernefamilie. Og nogle bruger angiveligt stoffet som beroligende middel, "selvmedicinering" - forklarede en psykiater mig, og fik så i samme ombæring tilbudt ritalin, men undertegnede afslog naturligvis.

Giv mig en 5'er eller lidt blomstermarok i stedet ...Men jeg kender signalerne, t.ex hvordan danske skuespillere med succes gestikulerer og tager sig til næsen i sådan noget som Aftenshowet. Forskellen på dem og Betina der døde i en grøft er penge, sund levevis og god rådgivning.

Nå, men Cocaine Bear er et glimrende eksempel på amerikanernes kokain-fetisch. Og resultatet er forbløffende effektivt, en underholdende film. Måske er det i virkeligheden instruktøren Elizabeth Banks forsøg på en slags opdragende film, the american way?

Historien kort (uden spoilere)

Filmen hævder selv at være baseret på "virkelige hændelser", men man kan hurtigt google at det ikke er tilfældet. Faktisk grunden til min kokain-smøre herover, det er sjovt at plottet skal forklares ind i ovenovernævnte kokain-mytologi. Åbenbart den måde den kan sælges til amerikanerne på. I den virkelige verden blev bjørnen fundet død på stedet, lige ved siden af kokainen. Den kunne ikke tåle det.

Men det hele handler om nogle kokain-smuglere som fra et fly kaster deres last ud, og pakkerne ender så i en skov - eller naturpark - hvor en bjørnemor er den første til at opdage mulighederne, samtidig med at man følger glade naturvandrere som helt uforvarende kastes ind i dramaet. Og ikke mindst de kriminelle, som jagter kokainen. Dem er der flere af: Dem som håber på hurtig gevinst, og dem som er nødt til at finde kokainen, hvis ikke de vil slåes ihjel af et mexicansk drug-kartel. Sådan, så er der dømt drama.

Det var i øvrigt fantastiske Ray Liottas sidste rolle. Faktisk genindtalte han flere replikker lige ugen inden han døde, og det kan man både se og høre, hvis altså lige man ved det. Kender man ikke Liotta kan jeg bare sige Godfellas, og så ringer der nok en klokke. Min personlige Liotta-favorit er dog E.R (Skadestuen) afsnittet "Time of Death", der sjovt nok handler om en døende alkoholikers sidste minutter. Det er 20 år siden, men jeg får stadig nærmest tårer i øjnene, blot af at tænke på det. Han kunne virkelig noget.

Som en Coen-brødrene film​

Men det fede ved filmen er hele den excentriske atmosfære. Det er som en Coen-film, hvor den ene figur er mere aparte eller skør end den anden. Ikke som i skør-skør, men blot som almindelige mennesker, der jo er skøre nok i forvejen. Det er derfor Coen-brødrene har haft deres enorme succes, de portrætterer mennesker som de er, eller kan være - ikke som klicheer eller falske arketyper. Folk kan spejle sig i deres univers, og derfor synes publikum at filmene er gode. Og det er i Cocaine Bear lige fra den lille søde pige der stikker af hjemmefra, hun er måske ikke så sød, til den desillusionerede naturpark-vagt, der udemærket godt ved at ungdommen stjæler fra hendes lille butik. Eller den aldrende politimand, hvis største problem er, at hans hund ikke er en stor bidsk terrier der kan hente pinde, fordi han inderst inde selv er til små Paris-Hilton-hunde. Hvis man kan lide Fargo, så er der ingen vej uden om Cocaine Bear.

Det er så fedt at se en film der er blottet for tidens ekstreme woke-tendenser. Der er ingen morale, ingen af de fasttømrede "god-ond"-skabeloner. Der er stor overvægt af unge, piger, kvinder og negre, men de er bare mennesker. Som vi allesammen er, vi er negre, piger osv. De har ikke en særlig funktion i forhold til et god-ond narrativ. Og de gør bestemt ikke som der står i nutidens manualer over, hvem der nu gør hvad hvornår. Det er virkelig befriende. Vi er altså mennesker, eller vi burde være det. Ikke statister i en ideologi. 

Jeg elsker at en person kan få et chok over at telefonen ringer. Det gør jeg også selv. I "normale" film er ingen overraskede over at blive ringet op af helt fremmede. Og selv hvis det er deres gamle mor siger de aldrig farvel. Lidt ligesom pengene åbenbart altid passer i taxaen osv. Jeg tror man kunne skrive en hel bachelor-opgave udelukkende baseret på den her film, sat op imod konventionerne.

Og det allerbedste? Man kan ikke regne ud på forhånd hvem der dør. Her følges der ikke nogen skabeloner, overhovedet. Og når folk dør, så er det flere gange højst overraskende og på en anderledes måde, end den man er blevet vant til at se i så mange andre film.

Hmm, danske medier?

Det kan virke lidt mærkeligt, at Cocaine Bear slet ikke har fået omtale i danske medier. Den ligger ellers lige til højrebenet for t.ex et program som Kulturen på P1. Instruktøren Elizabeth Banks er jo ikke blot kvinde - det virker til at være forhåndskriteriet for omtale i Kulturen - men sørme også berømt i USA for ved gentagne lejligheder at have langet ud efter Trump. Og er tilmed erklæret demokrat! Nå, en bjørn på kokain kan nok også dårligt tales ind i en uber-woke og queered' programsendeflade.

Cocaine Bear har i skrivende stund været på gaden i godt tre uger (nu tre måneder, red.), men den må allerede nu nok karakteriseres som nyklassiker. Bedømmelserne på Imdb følger kult-skabelonen: Det vil sige rigtig mange ratings på 1-3 og 8-10, ikke mange mellem-karakterer. Enten er folk vildt begejstrerede - eller også kan de ikke holde filmen ud.

Vi taler næppe om en genredefinerende film, som åbner op for et helt nyt film-univers af gode, spritnye ideer og koncepter. Men der vil blive skelet til Cocaine Bear lang tid fremover, vi kommer til at høre mere fra Elizabeth Banks, der nok får et større budget til sin næste film. Og sørme om vi ikke allerede kan se frem til Attack of the Meth Gator henover sommeren. Gator-filmen påståes dog at være tænkt før Cocaine Bear selv blev annonceret.

Det er fedt med nytænkning. 8/10 herfra.

Update (01.05.2023)​

Jeg tog gruelig fejl. Øv. Nu er Cocaine Cougar og Cocaine Shark annonceret. Gee. Så Cocaine Bear bliver altså i sidste ende en såkaldt genredefinerende film. Men mon ikke det ender som det plejer? Eksempel: Der kom Dune i 2021, som i øvrigt er en elendig film, kan slet ikke måle sig med David Lynch's i det mindste hæderlige take på Frank Herberts bøger, der i forvejen var rigtig dårlig (altså filmen, ikke bøgerne, læste dem som ung, det er ikke lige mig, men det er OK litteratur), og Lynch' adaption alligevel bedre end det meste. Og så får man i kølvandet t.ex Planet Dune osv. Dårligt nasseri på en i forvejen absurd ringe kopi.