Tilføjet af REDAKTIONUdgivet , redigeret for 2 kommentarer

Er Tintin i Congo virkelig racistisk?

"Tintin i Congo" er igen og igen blevet anklaget for at være racistisk, men passer det nu også helt? Analysen gennemgår albummet og perspektiverer de forskellige kritikpunkter.

Tintin i Congo er igen og igen blevet anklaget for at være racistisk. T.ex krævede den britiske organisation Commission for Racial Equality - som angiveligt arbejder "for integration og imod racisme" - tilbage i 2007 tegneserien fjernet fra boghandlernes hylder.  Tintin indeholder "grufulde, racistiske fordomme, hvor de »vilde« indfødte ser ud som aber og taler som imbecile", lød det Og videre: "Det eneste sted, som ville være  acceptabelt at udstille albummet ville være på et museum, hvor det skulle udstyres med et stort skilt med teksten »gammeldags, racistiske talemåder«".  

Lad os først repetere betydningen af begrebet "racisme".  I Politikens nudanske ordbog fra 1986 står  

Teori om, at en nations racerenhed bør bevares; tro på en bestemt races overlegenhed og medfødte ret til at herske. 

Ønsker man en mere "moderne" betydning kan ordbog.dk (2020) citeres:

1. diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.SPROGBRUG kendt fra ca. 1965

2. forestilling om at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til andre

Det står klart, at de mange anklager imod Tintin i Congo har afsæt i den "moderne" betydning, dvs. en særlig diskriminatorisk eller fjendtlig holdning.  Men holder det nu også stik?


Handlingen, kort fortalt

Tintin og Terry rejser til Afrika med et slags krydstogtsskib. Allerede på overfarten møder vi en stribe afrikanere, eller negre som de benævnes (også i Carlsens oplag helt op i 00"erne). Vi møder den belevne steward, skibstømreren og masser af matroser.  

En matros er snarrådig nok til at advare Tintin imod hans dumdristigheder, og det er lige ved at gå galt, indtil en redningsbåd redder Tintin og Terry. Ingen af disse afrikanere "ser ud som aber og taler som imbecile".  Tværtimod. Havde de ikke været der, var serien sluttet ved dette det andet album fra 1930. Under skibsoverfarten møder vi også historiens antagonist, den onde hvide mand.   

Vel ankommet til Afrika modtages Tintin af en stor folkemængde. Igen portrætteres en divers afrikansk befolkning: Folk i jakkesæt, i kortærmede skjorter osv, - og naturligvis også med spyd og skjold. 

Ikke ulig hvordan en dansk statsminister i dag vil blive mødt under et statsbesøg i Afrika, eller mange andre steder. Et miks et moderne klædedragt og lokal folklore, dvs nationaldragter. 

Tintins mission er at opleve Afrika.  Han får hjælp af drengen Coco og sammen drager de på safari.  Tintin dræber en hulens masser gazeller, og nogle aber, og kommer også i konflikt med krokodiller. Den største udfordring er dog den onde hvide, som først stjæler deres bil, og derefter forsøger at slå dem ihjel. Han tages til fange men undslipper senere.  Herefter indtræffer tegneseriens mest kontroversielle scene. 

Tintin er virkelig kommet ud på landet og hænger med sin bil fast i et togspor,  hvorefter et modkørende tog afspores. Man kan godt diskutere Tintins hårde kommanderende facon i denne scene, men de fleste hæfter sig ved hunden Terry, som demonstrativt viser hvordan der skal skubbes, og samtidig siger "spyt i næverne i dovenkroppe!".  Hvis det virker som hård kost, hvordan har man det så med en heftigt talende Terry, der taler om en "skændselsgerning", inden den svømmer over floden og kaster sig ind i slåskamp med den knivbevæbnede onde hvide (s.45), for at redde en prisgivet Tintin og den lokale præst?  Eller da den på s.22-23 giver sig i kamp med en hanløve, og vinder?  

En påstand om særlig racistisk bias må stå isoleret eller være eksplicit, for at kunne være sand.  

Tintin er nu for alvor kommet ud i "junglen", og efter uheldet med toget ender han i kongeriget Babanesien, hvis indbyggere ubestrideligt portrætteres mere enfoldige eller landlige end krydstogtsskibets og storbyens afrikanere.   De er gode som dagen er lang, på nær medicinmanden, som i ærgrelse over Tintins popularitet lader sig forføre, eller korrumpere, af den onde hvide. 

her møder han den primitiva stamme 
Hvis det virker helt i hegnet må man også have ret svært ved 


Det imbecile sprog?

Som beskrevet, og som alle kan forvisse sig om hvis de læser tegneserien, så er det langt fra alle afrikanere der er blevet udstyret med et primitivt sprog. Det er faktisk helt og aldeles isoleret til de landlige eller rurale  babanesere.  Dette træk går igen i stort set alle de Tintin-album, som ikke foregår i en eksplicit fransktalende sammenhæng. Hergé fortalte eventyr ud fra en ultrarealistisk ramme - det er formentlig genrens mest gennemresearchede værker - og folk der ikke kunne forventes at tale perfekt fransk, er slet og ret ikke udstyret med et perfekt fransk. Ganske enkelt. 

Vi ser det i Soltemplet, hvor landbefolkningen taler umådelig ringe, hvis de overhovedet siger andet end "no senor". Og Tintins modige hjælperAlvaro taler endnu mere primitivt end afrikanerne iTintin i Congo. Vi ser det samme i Krabben med de gyldne kløer,;- og i Det knuste øre og Picaroerne taler  urumbyanerne faktisk ikke andet end deres eget indianske stammesprog, gengivet i store talebobler. Vi ser det også i Tintin i Tibet, hvor de lokale sherpaer, nepaleserne, taler akkurat lige så "imbecilt" som de landlige afrikanere.   Ja, vi ser det såmænd også i  De syv Krystalkugler, hvor belgiske gadebørn er udstyret med en særlig primitiv dialekt (man skal vel forestille sig flamsk accent?).  I  Flight no.714 til Sydney taler de sondonesiske patrioter deres eget sprog indbyrdes, og kun nødtørftigt lidt fransk. Og sådan kunne man blive ved. Og i lige fra ...Congo over Kong Ottokars scepter til Picaroerne  opfinder Hergé faktisk folkeslag.  Hverken  babanesere eller nogen af de andre har rent faktisk fandtes i virkeligheden. Så man må konkludere, at Herge faktisk har anstrengt sig for at beskrive lokale forhold osv, uden samtidig at kæde disse sammen med noget eksplicit anstødeligt eller sprængfarligt.  Her er Syldavien og Bordurien gode eksempler. Det må helt klart være Serbien og Kroatien der menes, men Hergé havde Første Verdenskrigs rædsler og alle fordommene i den henseende i frisk erindring, så han kaldte dem bare noget andet. Første verdenskrig startede som bekendt i Sarajevo, med en serbisk nationalist der skød den østrig-ungarnske kejser.  Tintin opererer i et univers hvor alt dette er en slags parallelvirkelighed, men alligivel underforstået. Man er kommet ud af krigen, har fundet uran i bjergene, og så kan man med en eksact kopi af Werhner von Brauns V2-raket blive skudt til månen. 1954. 


De manglende sprogkundskaber hos babaneserne er altså blot een ud af mange eksempler, og ikke det værste eksempel, og i virkeligheden udtryk for et forsøg på realisme. Den eneste undtagelse i Tintin-universet er Den blå Lotus, hvor alle  - kinesere, englændere, japanere, indere, amerikanere samt Tintin selv - åbenbart taler samme sprog, og ikke har noget som helst problem med at kommunikere.  Også ude på landet. Ja, Tintin kan narre den japanske hær og tale med den kinesiske bondesøn Chang.   Den Blå Lotus er udover Tintin i Sovjet i øvrigt også det eneste album, som Hergé ikke ville bearbejde til en mere moderne udgave.  Hele setuppet er baseret på datidens japanske besættelse af Kina, Folkeforbundets apati osv, og ville være vanskeligt at modernisere.


Hvis alle Tintin-album var som Den blå Lotus, så ville kritikerne afTintin i Congo have en fuldgod uafviselig pointe; men det lejlighedsvise "imbecile" sprog i ...Congo er faktisk normen hele serien igennem. Det er ikke rettet specifikt imod afrikanere i et enkelt album, men er en fast del af seriens fortællegreb.  Og dette fortællegreb er ikke noget Hergé blot dyrkede i de første album, hvorefter det aftog eller blev modereret, men er kendetegnende for serien fra start til slut. 

På den måde er Tintin faktisk meget moderne og "ufransk" - Tintin kan ikke forvente at alle i hele verden taler fransk. Og hvem har ikke oplevet en lettere irritation over nutidens serier og spillefilm, hvor alle tilsyneladende kan tale perfekt engelsk eller amerikansk, endda med accent? Selv interstellare rejsende der har rejst 500 lysår kan tale texansk eller dreven Harry Potter-britisk ...Denne skribent er Star Trek-fan (de ældre serier), men Hergé overrulede selv disse serier med en slags konstrueret realisme.  Og på den baggrund kaldes han i dag "racist" ...

I dag skal ting ikke være virkelige, de skal honorere en politisk korrekt virkelighed. Men lad os fortsætte med de forskellige påstande :


Ser de »vilde« indfødte ud som aber ?

Tintin i Congo ser vi flere forskellige arter af aber illustreret side om side med afrikanere, og der kan ikke spores nogen ligheder overhovedet. Hergé benytter et klassisk greb med at overdrive fænotypiske træk for genkendelsens skyld; - for afrikanernes tilfælde store læber, men det er vist også alt man kan hive op af krænkelsesposen. 

Den omstridte debattør Mary Consolata Namagambe ligner til forveksling en figur fra Tintin i Congo.  Hun har "traumer" over slaveriet (på trods af, at hun stammer fra Uganda) og her tænker hun selvsagt ikke på den tusindårgamle afrikanske tradition med at slavebinde og sælge sine medmennesker men de par hundrede år den europæiske civilisation faldt ned på samme niveau. Der findes afrikansk slaveri den dag i dag. t.ex i Mauretanien, hvor 10-20% af befolkningen skønnes at være regulære slaver. Consolata er kendt for at promovere eksplicit etnocentriske karakteristika som "lange kønslæber" og den slags. Hun er dermed selv en prototype-racist. Pressebillede fra hendes  egen hjemmeside

Igen ville det være et relevant kritikpunkt hvis Hergé ikke karikerede fænotypiske særheder generelt, men det gør han konsekvent gennem alle sine albums.  Onde hvide er som regel kridhvide. Japanere  vises med deres skarpe tænder, alle asiater har markant skæve øjne, sydamerikanske indianere karakteriseres ved deres sorte hår og dårlige tænder, indere har store skæg, sydamerikansk spansk-indiansk blandingsrace  fremstilles med tydelige læber, men indianerne selv er uden. Osv osv.  

Vi ser i øvrigt stadig den slags overalt, også i vore politisk korrekte dage.  I Hong Kong-actionfilm kan man tydeligt sondre fastlandskineseren, cantoneseren eller Han-kineseren, fra Hong Kong-helten. Og selv i svenske Beck er der tydelig fysisk forskel på den socialdemokratiske pamper fra Stockholm,, der er blevet politichef, og så den jævne lokale befolkning.

Og det er jo bare sådan, at afrikanere er sorte og har store læber.  Det er en genkendelig karakteristik, akkurat som at "hvide" er hvide, og har mindre læber. Herge portrætterer endda mange hvide uden læber overhovedet, og som nævnt ofte nærmest kridhvide, hvad ingen jo er.  Tintin selv fremstilles gennem hele serien stort set uden læber, og det samme gør hans eventyrpartnere. Det er ofte blot en sort streg, eller en rund cirkel. Og sådan ser de fleste europæere naturligvis ikke ud. 

En lødig analyse af karikaturelementet bør naturligvis inddrage alle benyttede greb, og ikke blot et enkelt nedslagspunkt i et enkelt album.  Alle "racer" og folkeslag vises i lettere karikeret form for genkendelighedens skyld.  Europæere, arabere, afrikanere, kinesere, japanere, indere, sydamerikanske blandingsfolk, og ditto indianere og inkaer, nordamerikanske indianere og ikke mindst europæiske efterkommere.  

Og når man samtidig holder for øje, at afrikanerne portrætteres som en divers, forskelligartet gruppe er der simpelthen ikke noget at komme efter.  En belgier kunne lige så godt kritisere den overdrevne hvidhed og den manglende mund, akkurat som en afrikaner kan kritisere de store læber.  Og hvad er der i grunden i vejen med store læber? Det er under alle omstændigheder ikke noget Hergé har fundet på.




En lødig analyse af karikaturelementet bør naturligvis inddrage alle, og ikke blot et enkelt nedslagsounkt i et enkelt album.  Alle "racer" og folkeslag vises i lettere karikeret form for genkendelighedens skyld.  Europæere, arabere, afrikanere, kinesere, japanere, indere, sydamerikanske blandingsfolk, og ditto indianere og inkaer, nordamerikanske indianere og ikke mindst europæiske efterkommere.  Og når man samtidig holder for øje, at afrikanerne portrætteres som en divers, forskelligartet gruppe, er der simpelthen ikke noget at komme efter.  En belgier kunne lige så godt kritisere den overdrevne hvidhed og den manglende mund, akkurat som en afrikaner kan kritisere de store læber.  Og hvad er der i grunden i vejen med store læber? Dyrk dette billede af den danske debattør xxx ....




Tintin i Congo er seriens klart mindst komplekse album.  Handlingen er primitiv og ligeud ad landevejen.  

Påstanden er heldigvis ikke sand, som det vil blive påvist senere. Commission for Racial Equality (i dag "Equality and Human Rights Commission") var/er i øvrigt dybt kontroversiel. Ikke uden grund er den blevet sammenlignet med den spanske inkvisition, og som en række andre på overfladen "humanistiske" bevægelser virker det i bund og grund til at være et antieuropæisk samfundsnedbrydende projekt. De mente f.eks at indførsel af et britisk sygesikringskort (og CPR-nummer), som vi kender det i Danmark, ville være racistisk og skadeligt for "minoriteter" og "udsatte grupper". Civilisation og samfundsorden tolkes som en slags hetz, noget problematisk. 


Af yderligere læsning kan anbefales Tintin & ToRS. Tværkultur Nr. 4, Årbog for ToRS 2012-13.  Det er et slags festskrift fra Institut for tværkulturelle og regionale studier. Hele bogen kan downloades i PDF-format her, og ellers har Aarhus Hovedbibliotek vist et enkelt eksemplar der kan bestilles hjem.  Det er slet ikke så tosset læsning, omend man nogle gange kan få lidt medfølelse med forfatterne og deres formentlig lidt tvangsbundne politiske korrekthed. Selvom de højt begavede skribenter i store træk frikender Tintin og Hergé for de mange anklager, og t.ex akkurat som den belgiske domstol placerer Tintin i sin egen samtids kontekst, er de ikke fri for selv at skrive med afsæt indenfor deres egen tids normer og (vrang-)forestillinger.  Man kan således ikke være helt enig med Miriam Zeitzen, når hun skriver (s.93) at Tintin i Congo "i sin helhed fremstår som anstødeligt og måske endda afskyeligt set med nutidens øjne".  Og den akademiske jargon kan for de uindviede blive trættende i længden; - det skal jo lyde så intellektuelt det hele. Miriam kunne altså godt skrivemandsdomineret frem for paternalistisk, for det er jo dybest set det hun mener.  Og sådan er der et par irritationsmomenter, men "Festskriftet" kan i store træk anbefales. 

De fleste danskere har nok hørt om "Tintin-gate" bla bla

Den hvide europæiske mand kommrumperer den sorte medicinmand. Og vanhelliger den lokale gud ...Er biografpublikummet i øvrigt en negativ stereotyp?


I 2012 afgjorde en belgisk domstol (Belgien er jo Tintins hjemland) efter5 års forbitret kamp ført af en Bienvenu Mbutu Mondondo heldigvis, at Tintin i Congo ikke er racistisk. 



Men hvorfor dog ikke bare trække på skuldrene?
Det kan - indrømmet - hurtigt komme til at ligne en slags racistisk projektion i sig selv, at insistere på at Tintin i Congo ikke er racistisk. Det smager af privilegieblind hvid selvfedme. Hele spektret af kedelige konnotationer er repræsenteret: Fra "hvisvaskning" af det belgiske kolonistyre i Congo, der formentlig er det hårdeste Afrika har set, over tilsyneladende "stereotypisering" af negrene til klassiske kulturmarxistiske Vi har jo hele spektret af europæisk Men det er faktisk det modsatte der er på spil. 







så meget for, 


I Tintins hjemland Belgien afsagde domstolene heldigvis den eneste 

Heldiigvis ko


Den homofile Tintin

Akkurat som Tintin er blevet omklamret af såkaldte "antiracister" har han haft LGBT-segmentets store bevågenhed. Der er vist enddog i Belgien skrevet en doktorafhandling om alle de homofile dyder en manisk bøsse kan læse ind i serien.  Ad dette kan man kun le.  Tintin foregår helt sikkert i et patriarkalsk univers. men det foregår også i et drengeunivers.  Voksenalderens åg er afmonteret Tintin og alle hans venner. Om det er Dupond og Dupont eller Tournesol. Alle er de barnlige og ofre for egne fikse ideer  -eller mannerismer - som aldrig har med kønsdriften at gøre.  

En analyse vil vise, at Hergé lægger sig op af det middelalderlige ridder-ideal.  Tintin eksponerer de største ridderlige idealer, og som nærmest anonym og umælende foregår hans største kamp med at opdrage sine venner til dette ridder-ideal.  Hergé lod Tintin udkæmpe sine kampe i de allermest moderne miljøer, flere album har faktisk karakter af science-fiction, men han lod altid sin hovedkarakter være bundet af ridderens væsen. 


Den ædle, kyske ridder?

Det er måske i virkeligheden hemmeligheden bag Tintin"s success. Det var ultramoderne tegneserier med højmiddelalderens moral in mente.  Ægte katolsk revisionisme ...?  Der går en lige linie fra 1200-tallets digt om ridderen Parzifal til den moderne Tintin.

Denne skribent vil dog fremhæve Hergés tegninger. De er nærmest perfekte. Her tænker jeg ikke på den såkaldte "rene streg" men på detaljerigdommen i billedrammerne. Det er forskønnet realisme. I nærmest alle tegninger fra især "Den blå Lotus" og frem er denne streg uovertruffen. Tekst, handling, sprog er een ting. Hergé mestrede stregen.  Og i stregen den den magiske forestillingsevne. Han lader Tintin rejse til månen i 1953-54, og vover endda at lave et bud på hvordan jorden ser ud fra månen. Lang tid før det ikoniske XX billede. Det er før Asimov får udgivet sine stiftelsesbøger.  Det er 20 år før Philip K Dick skriver sin "drømmer androider om elektriske får".  Det er før Niels E. Nielsen. Det er før Inge Eriksen. Det er før Iaian M. Banks.   Det er før Star Wars og Alien, den ottende passager.

Akkurat som det er vanskeligt at forestille sig Star Wars uden sine inspirationskilder, Tarzan-tegneren Edgar Rice Borroughs og hans John Carter-historier fra Mars, samt Linda og Valentin, er det faktisk vanskeligt at forestille sig et Apollo-projekt uden at Tintin 15 år forinden havde demonstreret at det kan lade sig gøre, med denne i grunden overdimensionerede V2-raket.

Altid starter drømmene i fiktionens verden, og drømmene ender op med at blive udkrystallineret virkelighed.   I dag har vi spaceX, og Elon Musk kopierer sjovt nok Hergé"s raketmodel: En tre-fodet raket der rækker op i himmelrummet og lander et præcist, prædefineret sted.  Elon Musk har også læst Tintin.

2 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer

Array ( [site_status] => 3 )