Alien: Romulus
Som fan af Alien-franchisen var det med blandede følelser - og en lille smule angst - da jeg satte mig ned, og endelig, endelig kunne se uruguayanske Fede Alvarez' længe ventede fortolkning af universet.
Romulus virker til at have været på vej nærmest i en evighed. Ventetiden har i hvert fald været lang, og på et tidspunkt fik denne anmelder tilmed en fornemmelse af, at det var endnu éen ud af flere kuldsejlede projekter eller forkastede ideer. Men den enorme hype viste sig at have hold i virkeligheden, og gradvist blev der løftet lidt af sløret omkring den kommende films retning og placering i "kronologien".
Man blev dog en smule bekymret, da man kunne erfare at Romulus ville gå direkte på streaming (Hulu). Det smager lidt af "direct to video", men er nok en lidt gammeldags fordom. Det er ikke nødvendgvis kvaliteten der er afgørende, men handler i dag mere om strategi og omkostninger. Eksempelvis var vinterens store hit "The Beekeeper" (2024) udelukkende tænkt som streaming, men der var et hul i markedet, ingen andre action-film havde biografpremiere, og så kunne man lige så godt sende den ud i biograferne også. Heldigvis kom producenterne af Romulus på bedre tanker - den er på alle parametre en klassisk biograf eller popcorn-film.
En rigtig Alien-film
Endnu mere glædeligt - det fortjener alle, som er i tvivl om hvorvidt de "tør" se filmen, at vide på forhånd: Resultatet er hverken Disneyficeret eller "woke". Nu når Disney ejer 20th Century Fox, så kunne man frygte en tragedie som sammenbruddet af Star Wars-universet. Eller endnu værre, at man i tidens ånd går planken ud i woke absurditeter, som eksempelvis den ubærlige, nærmest groteske Star Trek Discovery, der i skrivende stund kører sin afsluttende sidste sæson. Hold dig væk!
Og hvis du frygter en film ala Promotheus eller Covenant - som nok har aliens med, men ret beset ikke er alien-film - så kan du også tage det ganske roligt, lige på den front.
Det er mere overraskende - det virker endda til tider lige lovlig påtaget og konstrueret - hvor tro Romulus er i forhold til sine forgængere. Det er ikke bare en fanboy-film, det er en mega-maxi-fanboy-film. Instruktøren Alvarez er tydeligvis selv meget stor fan, og har endda forklaret hvordan nogle af ideerne til plottet går mange år tilbage, da han igen og igen så diverse director cut-udgaver af de tre første film i serien.
For inkarnerede fans af diverse franchises eller koncepter, er der altid stor glæde og fryd ved tilbageførende hints, ikoniske scener der repeteres, oneliners der gentages osv. I Romulus bliver det næsten for meget. Der er elementer fra samtlige film i designet, det samme gælder en del af lydfladen - til tider et veritabelt cutup - og naturligvis får vi "I cant lie about your chances, but you have my sympathies", "get away from her you bitch" etc, og dem er der mange, mange af.
Så på den måde kan man sige, at Alvarez' film i helt usædvanlig grad genbruger greb og klicheer. Kan faktisk ikke komme på nogen anden film, der gør det så omfattende og gennemført. Men det betyder jo overhovedet intet, i hvert fald hvis man er fan, og slutproduktet i øvrigt er i orden.
Klassiske special effects
Alvarez insisterede på at bruge rigtige effekter, håndholdte dukker, miniaturer osv, frem for "green screen" og dødssyg computeranimation. Faktisk fik han opsporet en række af de special effect-kunstnere / eksperter, som var med til at lave især de første to film. Alvarez gik ud fra tommelfingerreglen "kan det laves med special effects, skal det laves med special effects" (frit oversat). Det giver langt bedre synkronitet i forhold til forgængerne, og det er - stadigvæk - langt det mest troværdige, sålænge naturligvis folkene bag kan deres kram.
Her minder Alvarez om Christopher Nolan, der også som en anden dinosaur insisterer på klassiske filmtricks, frem for at fabrikere en slags computertegnefilm (tænk Avatar som skrækeksemplet). F.eks skulle man tro Interstellar er en CGI-installation, men der blev i vid udstrækning brugt miniaturer, interiørs i fuld skala og rigtig meget blev filmet på eksotiske locations frem for foran en grøn skærm.
Og det kan man se, det gør vitterligt film mere realistiske og troværdige - også i Romulus. Det handler om at "narre folk", som Alvarez har sagt et sted, og han ærgrer sig over at branchen i det store og hele er holdt op med blot at forsøge. Det ærer virkelig konceptet, og man sidder ikke og tænker "hvor er det bare overtydeligt computergrafik" men snarere "hvordan hulen har de egentlig lavet det?".
Filmens plot (uden større spoilere)
Vi starter med en sekvens hvor et rumskib indfanger "noget" ude i rummet, der tilsyneladende fragtes til et laboratoum. Man aner i en kort sekvens der står "Nostromo" på nogle vragrester. Man erindrer at Nostromo blev pulveriseret af 4 kæmpestore fusionseksplosioner, så det må godt nok have været et solidt skrog. Derefter klipper vi så til en planet 65 lysår fra jorden, hvor man lever i evigt mørke. Vores to hovedpersoner Rain og Andy (sidstnævnte er en slags retarderet androide) lever som søster og bror, som stavnsbundne under det mægtige firma Weyland/Yutanis' hyperkapitalistiske åg. Forældrene er døde, og da Rain får at vide, at de alligevel ikke kan få en rejsetilladelse før om 4-6 år (vi ser det hele som et trick, som slaven der alligevel aldrig kan købe sin frihed), virker det ret håbløst. De render ind i bekendte (Rains eks-kæreste), som har en ny plan: De har hørt der er en forladt rumstation, Romulus, som de måske kan plyndre, og der få teknik og grej som t.ex cryobokse, så en rejse til et bedre sted bliver praktisk mulig. Rumstationen er naturligvis identisk med det føromtalte laboratorium.
Og så kan man sikkert næsten regne ud hvad der sker. Filmen er på en måde delt op i tre segmenter: Den indledende fase (der varer langt over en halv time), indtrængen i og recognisering af Romulus, samt mødet med bæsterne, og så den endelige kamp. Det er 1:1 skabelonen fra især de to første film.
Det ville være synd at afsløre for meget fra de to sidste segmenter. De foregår i et gradvist stigende og til sidst hæsblæsende tempo. Traditionen tro. Vi har (rigtig mange) facehuggers, i et lidt nyt mere creepy design, aliens der kommer ud af maverne på folk, stærkt begrænset ammunition, alien-reder etc etc. Vi får tilmed Ian Holm (Ash i den første Alien, nu Rook), der døde i 2020, men hvis ansigt og stemme posthumt er blevet digitaliseret. Der er også en række nye greb, eksempelvis bliver syreblod og tyngdekraft brugt på en helt ny måde. Og så er der også en ny type alien, men hvorfor og hvordan må man se filmen for at finde ud af.
Placering i Alien-universet
Officielt foregår filmen mellem Alien og Aliens, altså 1'eren og 2'eren, men det er klart den mest dystre i forhold til samtlige de fire første "rigtige" alien-film. Jeg kender ikke den filmtekniske jargon, men der er tydeligvis brugt "filtre" til at illudere den "mørke" let grynede stemning fra den oprindelige Alien. Så "cinematografisk" fører den tilbage, ikke frem. Og akkurat som man kan glæde sig over, at der på ingen måde er tale om en disneyficering, taler vi heller ikke om en "opgradering", eller en "modernisering", sovset ind i unødvendige effekter, overdreven brug af utroværdig CGI, nyt konceptuelt design der matcher internet-æraen, kunstig intelligens osv (fraset naturligvis Mother).
I forhold til uhyrerne ser man mindre af dem end i Aliens og Alien 4 - det er i Romulus (selvom der er langt flere) relativt på niveau med Alien og Alien³ - altså primært hurtige klip, enkelte closeups mv. Det er det vi ikke ser, der er det skræmmende. Selvom man i dag kunne lave en horrorfilm med et orgie af effekter, lægger man sig op af de originale ideer, også på monstersiden. Det er virkelig godt tænkt og effektueret.
Filmen er bevidst "retro", den kunne i og for sig, undtaget visse effekter, med lidt god vilje være lavet omtrent år 1985. En fin lille humoristisk detalje er et rumskib med vinduesviskere. Den erindrer jeg ikke at have set før.
Så alt i alt passer Romulus således glimrende ind i universet. Fremadrettet, når filmene skal genses, så tror jeg faktisk jeg først vil se Alien, så Romulus, så Aliens etc, altså i "kronologisk" rækkefølge. Romulus er et fint supplement.
Skuespillet
Det er nok her Romulus halter mest. Der er bestemt ikke noget i vejen med skuespillet eller castingen, det handler nok mere om manuskriptet. Og det er vel nærmest en naturlig konsekvens af trofastheden til forgængerne, der således snævrer det kreative råderum ind. Den mest interessante figur, eller som jeg husker bedst, er androiden Andy (David Johnson). Han spiller undervejs flere forskellige roller eller personligheder, endda ret sublimt og overbevisende - det har vi ikke set før i Alien-universet. De gør det alle glimrende, og Cailee Spaeny (Rain) må have verdens bedste agent. Ikke blot en fremragende skuespiller, men hun er nærmest kun med i gode, anmelderroste film.
Men, de første Alien-film udmærker sig ved karismatiske og "arketypiske" figurer. Hver og een i Alien har en skarp profil eller personlighed man kan huske. Det samme gælder Aliens og Alien³. Man husker Vasquez, Gorman osv i Aliens, lægen og prædikanten i Alien³ med mange flere. I Romulus kommer man aldrig rigtig ind under huden på hovedpersonerne. Det var i hvert fald min oplevelse. Men det er sikkert bare mig. Når jeg har set den 10 gange er det muligvis noget andet. Den slags film har det med at ældes som vin. Tænk f.eks "Alien vs Predator" (2004) der blev sablet ned, men jo i dag nærmest er kultklassiker, netop også fordi der er et diverst eller karakteristisk persongalleri. Det kan måske også sige noget om kvaliteten af de film der er kommet efterfølgende, sådan helt generelt ...
Kan Romulus så anbefales?
Ja bestemt, 100%. Men den henvender sig formentlig nok mest til de inkarnerede fans. Kan ikke lige forestille mig førstegangsseere blive konverteret til "alienister" - og tror ikke det gør den store forskel, at der er et "ungt" persongalleri. Som standalone skræk eller horrorfilm er den langt over middel (det er i øvrigt også Alvarez' varemærke), så hvis man sidder lidt indifferent tilbage, skyldes det nok egne forventninger (som altid er tårnhøje til en Alien-film) mere end filmens kvalitet.
Der kommer med sikkerhed en "directors cut". Du kan ikke lave en film så tro mod universet, uden der også kommer en forlænget og redigeret udgave. Det var vist Chaplin der fandt på ideen, han sad jo også selv inde med råmaterialet, og en række tidligere film kan findes i forskellige udgaver, men primært fordi et filmselskab har ville presse en film ned i tid, eller opnå en særlig familievenlig rating. Det virkelig grelle eksempel er "Once Upon A Time In America", som vel helt bogstavligt tog livet af Sergio Leone. Ingen aner hvor den originale kopi, der blev vist i Cannes, er henne, hvis den overhovedet stadig eksisterer. Vi har timevis af New York-optagelser, pist forsvundet. Men Aliens "directors cut" er nok det første egentlige moderne eksempel. David Finchers Alien³ blev voldklippet og ødelagt af selskabet, DC-udgaven er en 10 gange bedre film, den mest originale i serien. For de fleste Alien-nørder er "directors cut" udgaverne de "rigtige". Det må stå i kontrakten, Alvarez har uden tvivl forlangt muligheden, så kan man bedre acceptere skrivebordgeneralernes beslutninger - så en DC kan man nok allerede begynde at glæde sig til.
Personligt kunne jeg godt tænke mig en Alien-film, der handler om slagtningen af kolonien på LV426. Sådan een kunne endda twistes, hvor nogle til sidst slipper væk. Eller en efterfølger til 4'eren, hvor man kunne forestille sig aliens som overlever crashet på jorden - altså Ripleys spådom fra Aliens der går i opfyldelse. Men sådan er der så meget, de film kommer måske en dag ...
7/10 herfra.