Skrevet af DavidK Udgivet  0 kommentarer

Faktatjek: "Vi ryger og drikker for meget", hævder den såkaldte Robusthedskommission - men passer det?

Søren Brostrøm sagde det under sit pressemøde, det står i kommissionens rapport og ingen løfter et øjenbryn - for alle antager åbenbart, at det er rigtigt

TL;DR: Måske lidt overraskende, men danskerne er blandt dem der ryger allermindst i EU, og i verden i øvrigt. Det danske alkoholforbrug ligger på EU-gennemsnittet ...


At danskerne er ekstra slemme til at ryge og drikke er en del af det etablerede folkevid. Et mantra gentaget så ofte årti efter årti, at det kan bruges som argument uden at nogen som helst stiller spørgsmålstegn ved udsagnet.

Det lægger sig nemlig op ad folkesporten "bedst/værst" - eet af de mere signifikante karaktertræk ved det såkaldt danske.  I Danmark hersker der en provinsiel mani med at skulle være placeret i yderpoler - "vi" skal hele tiden spejle os i nogle andre, formentlig en slags identitetskalibrering, og der skal helst være fuld plade enten den ene eller den anden vej. 

Hvis ikke "vi" kan være de bedste på et område, så kan vi om ikke andet bryste os af at være de værste - som minimum blandt sammenlignelige lande - og med slet skjult fryd piske hinanden og ikke mindst samfundet og politikerne med denne dybe indsigt.

Som folkesport er det selvsagt en måde at betragte eller gestalte verden på, som også danske medier elsker som kildestof og endda selv praktiserer. Og det ved interesseorganisationer og lobbyister naturligvis godt, så med lidt talmagi og en spidsvinklet konklusion kan man rydde overskrifterne et par dage, og få alt hvad der kan krybe og gå til at beklage og råbe på forandring. 

Der går vel næppe en måned uden sådan en sindsoprivende bedst/værst-historie. De fleste af historierne mister hurtigt nyhedsværdi, nogle få bliver stående samtaleemner - men fælles er, at de alle glider ind i folkeviddets skatkammer af sandheder og kendsgerninger, uanset om de så passer eller ej. De bliver ophøjet til fakta.

Og eftersom bedst/værst-syndromet sorterer de kedelige, ikke-sensationelle mellempositioner fra - de når så at sige ikke ind på lystavlen - så ender folkeviddets fakta tit og ofte med at blive til urban myths.  De bliver aldrig korrigeret. For måske var påstanden engang rigtig, men der kan jo ske rigtig meget på 30, 40 eller 50 år. Eller verden kan simpelthen bare forandre sig. Dette er forestillingen om de storrygende danskeres verdensrekord-drukvaner et glimrende eksempel på.

Statistik uden røgslør​​

Overordnet betragtet er det jo ikke fordi danskerne ryger eller drikker mere, tværtimod. Her udviklingen for alkoholforbrug samt cigaretsalget per indbygger, 1990-2022 :

Liter ren alkohol per indbygger
Antal solgte cigaretter per indbygger











Kilde DST ALKO2, der har tal tilbage fra 1921 og frem. Der er tydeligvis tale om markant faldende tendenser for både rygning og alkohol. Rygningen toppede i 1982 med 1.570 cigaretter per indbygger, i 2022 lå tallet på 687 stk. Danskernes forbrug af alkohol toppede i 1984 med hele 10.4 liter ren alkohol per indbygger, i 2022 lå tallet på 7.8 liter. Og se, det var ikke lyv at folk drak mere under corona-nedlukningen, også selvom salg af alkohol af uransagelige grunde blev forbudt efter kl 22 ...

Man kan indvende, at indtrykket af store fald udi røg og druk sker på en billig baggrund: Set over tid eksploderer forbruget nemlig op igennem 60'erne og 70'erne, og topper i midten af 80'erne. Men i dag er vi gået fra et historisk højt forbrug af alkohol i 80'erne og 90'erne til det samme niveau som man havde i starten af 70'erne. Så reelt drikker danskerne betydeligt mindre end for blot få årtier siden, omend der er langt ned til de 3-4 liter i efterkrigsårene. 

Men 25% "mindre druk" i løbet af 40 år, med faldende tendens - det er en succeshistorie, uanset. Det samme gælder rygning, alle kategorier af "røgprodukter" falder markant, selvom det kun er cigaretforbruget der er vist i grafen herover.

Så hvorfor skal dette egentlig addresseres af en "Robusthedskommission" anno 2023? Er det fordi danskerne så drikker og ryger mere end alle mulige andre?

Rygning​​

Betragt søjlediagrammet til venstre. EuroStats tal for rygning 2019.

Beklager grafikken er så ringe; EuroStat har ikke prioriteret eksport af grafer specielt højt (det er i det hele taget en rodebutik). Blot som illustration, hvis ikke man gider klikke på linket.

Danmark ligger i bunden over rygere i EU, altså i positiv forstand - kun i Sverige, Finland og Luxemborg ryges der mindre end i Danmark.  Bulgarien, Grækenland og Ungarn ligger i top.

Hvis ikke man stoler på EuroStat som troværdig kilde, så findes der stribevis andre.

Se f.eks. Our world in data, 2019-tal, her ligger DK i den bedste tredjedel, nogenlunde på samme niveau som Norge. Man kan se at andelen af voksne rygere i Danmark er faldet fra 37.3% i år 2000, til 17.5% år 2020. Et fald på hele 53%.  Og krydstjekket med DST, tallene stemmer.

Billedet er entydigt: Danmark glimrer ved faktisk at ligge i de bedste 10% - af alle verdens lande - hvor flest har droppet tobakken indenfor de seneste 20 år. Utrolig nok er der en række lande hvor rygning er i vækst (Kroatien, Congo, Saudi-Arabien for at nævne nogle).  

I forhold til EU er danskerne dem der ryger fjerde mindst, et godt stykke under gennemsnittet. Set i forhold til "sammenlignelige" oversøiske lande, er andelen af rygere højere i f.eks både Israel, Schweiz og USA. I Schweiz ryger 25.5% af befolkningen (mod DK's 17.5%), men de har både højere gennemsnitslevealder, et bedre sundhedsvæsen og betaler mindre i skat.

Hvor Danmark skiller sig helt markant ud, er, at der er flere kvinder end mænd som ryger. Det er vist kun tilfældet i Serbien og Nauru (dem med .nu-domænet).

Alkohol​

Her ville jeg af pædagogiske grunde gerne have vist en EuroStat-statistik over forbruget af alkohol på tværs af EU-lande; men den statistik findes utrolig nok ikke i deres data-browser. Der er tal over hyppighed for indtagelse af alkohol, hyppighed for "hazardous drinking" (rusdruk), alkoholforbrug set ift. indkomst og mange andre ting, men ikke det helt grundlæggende nøgletal 😕

Nå, DST udgav i 2022 Notat om alkoholforbrug og drikkemønstre i Danmark [PDF]. Her kan man bla. læse at :

Sammenlignet med andre lande i Europa lå det danske alkoholforbrug pr. voksen, målt på salg af alkohol, på niveau med gennemnittet i EU-landene i 2018. Letland og Østrig har det højeste niveau af alkoholforbrug med over 12 liter pr. voksen og Grækenland, Sverige, Italien og Malta har et relativt lavt forbrug med under 8 liter ren alkohol pr. voksen.

DST benytter WHO-tal fra 2018. Det samme gør Our world in data, hvor tallene er visualiseret på Europa-kortet her til venstre.

Den skarpsindige læser vil bemærke, at der ikke er tal for Grønland, og så snyder de danske tal måske? 

Her kan jeg aflive en anden urban myth: Det er over 10 år siden danskerne overhalede grønlænderne i alkoholforbrug. Eller rettere: Hvor danskerne har reduceret deres alkoholforbrug rigtig pænt, har grønlænderne reduceret deres forbrug endnu mere.  Grønland ville i dag være duks i EU på linie med f.eks Malta, se Grønlands statistik.  At tælle Grønland med ville faktisk have trukket Danmark i positiv retning.

Har man meget stor tålmodighed kan man gå ind og se WHO's data-samling over alkoholforbruget i verdens lande. Eller se de samme tal bedre sorteret på verdensbankens hjemmeside. Som eksempler på lande hvor der konsumeres mere alkohol per indbygger end i Danmark : USA, New Zealand, Canada, Australien, Belgien, Scweiz, Rusland, Portugal, Ungarn, Slovakiet, Spanien, Slovenien, Frankrig, Luxemborg, Irland, Litauen, Tyskland, Polen, Tjekket ...

Billedet er i forhold til alkohol som med rygning helt entydigt: Danskerne drikker betydeligt mindre end førhen, og de drikker ikke mere end andre.

Så hvorfor er dette et tema for Robusthedskommissionen?​

Som man læse i rapporten, så var formålet med kommisionen at :

Det politiske ønske var, at kommissionen skulle komme med anbefalinger til løsning af de grundlæggende udfordringer i sundhedsvæsenet og på ældreområdet med sikring af uddannet og kompetent personale i hele landet. Kommissionen skulle særligt have fokus på den lange bane, hvor der bliver flere ældre og forventes flere med kroniske sygdomme og psykiske lidelser.

De grundlæggende udfordringer handler om ressourcer og arbejdskraft, ikke om at danskerne ryger og drikker "for meget", som Brostrøm hævder.  Vi taler om markant dalende forbrug, ikke stigende, og om at danskerne performer bedre på alle de kedelige statistikker, også i forhold til sammenlignelige lande. 

Ganske vist er der et efterslæb i dødeligheden (alkoholrelaterede sygdomme osv) men det rækker jo tilbage til overforbruget der toppede for 40 år siden - det er sikkert som amen i kirken, at også fremadrettet vil færre ryge og der vil blive indtaget mindre alkohol. Det er med andre ord fuldkommen irrelevant for en robusthedskommission at addressere danskernes ryge og drukvaner.

Alle ved at det danske sundhedsvæsen er et udsultet fallitbo, som stryger ned af listerne på samtlige parametre. Medarbejderne flygter, går ned med stress, de skriger efter kollegaer - der går ikke en måned uden en skandale omkring fejlbehandlinger, groteske ventetider eller at psykisk syge slår plejepersonalet ihjel. 

Men ifølge robusthedskommissionen fikser vi den ved at lade de offentligt ansatte arbejde mere, altså løbe hurtigere, ved at fordele vagtarbejde bedre, ved at forlænge pensionsalderen og så naturligvis hvis vi alle sammen holder op med at trække vejret - jeg mener ryge og drikke.

Det kaldes utilitarisme

Robusthedskommissionen lægger sig op af en kedelig udvikling i dansk politisk forståelse, som især socialdemokratiet har gjort til en mærkesag: Du er til for staten, staten er ikke til for dig.

Du må ikke holde fri, du må ikke gå ned i tid, som partiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen proklamerede forleden, så er det "et kæmpe problem" at nogle vælger at gå ned i tid, for f.eks at passe deres børn. Eller som Mette Frederiksen sagde tidligere på året

Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner​

Vi mistede st. Bededag, vi har verdens højeste progressive pensionsaldre, vi betaler verdens højeste skatter og afgifter, har een af verdens største offentlige sektorer - men hvis der er problemer i sundhedsvæsenet, så skyldes det dig!

Du knokler bare ikke hårdt nok, du yder ikke nok til "velfærdssamfundet" og skam dig, hvis du i din fritid skulle finde på at ryge en cigar eller drikke en fyraftensbajer. Glem det, venner ....

0 kommentarer. Skriv en kommentar som gæst eller opret dig som bruger. Gæstekommentarer godkendes før de vises.