Ask Rostrup kommer alt for tæt på en pinlig sandhed om danske medier
Nok taler Ask Rostrup til "vennerne" i #dkpol-ekkokammeret, men den forbløffende ærlighed rummer en række spørgmål som det er værd at dvæle ved. Vi taler om et "minefelt" i forsøget på at finde en "EU-skeptiker"
For det første - hvad er det for et "minefelt" Rostrup hentyder til? Det er jo i grunden et temmelig simpelt - og må man formode - ret uskyldigt spørgsmål.
"Vader lige en tur ud i minefeltet: Kender I en murer som er god til at reparere stuk-lofter?" ...Det ville være kontroversielt hvis stuk var forbudt, hvis det underforstået handlede om sort arbejde - eller, hvis man var ude i at kompromittere lovgivne faggrænser: "Kender nogen en god køkkenbords-kirurg som kan fikse min betændte blindtarm for en kasse bajere?". Se détte ville være et minefelt, hvorimod Rostrups annoncering på ingen måde objektivt set kan tolkes som afvigende.
Den med minefeltet må man derfor kategorisere som et freudian slip, tilmed af den mere banale slags. Men der er et par underforståelser yderligere, som siger ret meget om den medievirkelighed vi lever i.
Hvorfor averterer Ask Rostrup overhovedet efter en EU-skeptiker?
Har man nogle sinde hørt om en "EU-overtroisk"? Eller "EU-begejstret"? Og hvorfor skal det absolut være en scient.pol eller jurist? Dette er interessant. Rostrup gør blot sit arbejde som journalist - han vil have en nuanceret tilgang hvor alle synspunkter høres, og det er jo helt i overensstemmelse med de 5 journalistiske nyhedskriterier: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation, konflikt. Og at journalister opfinder konflikter eller konstruerer modsætninger for at give deres historie lidt schwung, er lige så bredt velkendt (og accepteret) som den praktiserende læges Big Pharma-merchandise i venteværelset eller konsultationen. Her er det dog en ret bunden opgave, vi taler trods alt om en meget vigtig folkeafstemning med to modsatrettede poler, hvis resultat uanset vil få betydning for Danmark mange år fremover. Så konflikten skal man ikke ligefrem lede efter. Det fører til et andet centralt spørgsmål:
Hvorfor kender Rostrup ikke een eneste "EU-skeptiker" med den ønskede profil?
Hvordan kan dette i det hele taget lade sig gøre? Rostrup har dækket talrige valghandlinger, har formentlig et enormt netværk og rigtig mange kilder at trække på. Alligevel må han gå på twitter for at finde en antagonist, så dækningen af valget bagefter kan siges at have været nogenlunde fair og nuanceret.
For det er ikke fordi der mangler professorer eller forskere at trække på. Faktisk lever vi i en virkelighed, hvor der er ansat mindst lige så mange professorer (~2.500, 2020) på universiteterne og de højere læreanstalter, som der er ansat præster i Folkekirken. Der uddannes årligt flere forskere (Ph.d.'ere, 2.577, 2020) end der uddannes t.ex politifolk (955, 2019) eller tandlæger (199, 2020). Der er større sandsynlighed for, at dem du passerer på gågaden er en person med forskerbaggrund, end det er en politibetjent i civil eller en tandlæge. I forhold til f.eks jurister, som Rostrup specifikt efterlyser, så overhalede antallet af jurister tilbage i 2017 antallet af murere (19.659 vs 19.608).
Og vi ved jo godt, at akademikere, forskere og professorer - dvs. de eftersøgte eksperter - ikke kan have stærke meninger om EU. Vi har adskillige som her og der og alle vegne slet ikke er blege for at øse ud af deres enorme viden, f.eks i form af ekspertudtalelser såsom at folk dyrker "den indre svinehund" o.lign, hvilket jo i sandhed kræver mindst titel af professor for at analysere sig frem til.
Men blandt titusindvis "almindelige" jurister og scient.pol'er - så har Ask Rostrup gennem årtiers virke som nyhedsredaktør, chefredaktør og politisk redaktør på DR siden 2007 - hvor han har dækket omtrent 10 valg som en slags valgekspert - altså aldrig nogen sinde mødt en såkaldt "EU-skeptiker", der havde sådan en baggrund? Det lyder ærligt talt meget mærkværdigt, men der kan være flere forklaringer i spil :
1. Veluddannede EU-eksperter har i kraft af deres viden og indsigt en automatisk forståelse for EU og alle dets fordele
Den er jo nærliggende, og det er formentlig også derfor Rostrup angler efter netop en polit eller jurist. Selvom der som nævnt uddannes flere forskere end politimænd, og der findes flere jurister end murere - dvs. det er ikke ligefrem et eksklusivt ypperstepræsteskab som for 50 år siden - så har vi som samfund stadig en opfattelse af akademikere som en gruppe mennesker med en særlig klarsynet, objektiv indsigt og autencitet. Også selvom vi dag ud og dag ind er vidne til eksperter med stærk personlig holdningspræget slagside, og alle kender til de 20% som uddannes til direkte arbejdsløshed. Men måske er EU-skepsis blot udtryk for mangel på viden? Jeg vil umiddelbart hævde at denne forklaring kan skydes ned på stedet - næsten lige så sikkert som skeetskyderen Jesper Hansen ved OL i Tokyo. Se kommentarerne under Rostrups tweet, der findes faktisk EU-skeptiske eksperter, men de er ikke blandt de 2-3 ("EU-venlige") eksperter som samtlige medier benytter sig af, og så kender Ask Rostrup dem (åbenbart) ikke. Det virker utroligt.
2. Eksperter, forskere - er netop eksperter, ikke linselus eller holdningsdrevne samfundsdebattører
Personligt kender jeg kun lidt til historiefaget, IT og naturhistorie, men derfra ved jeg at der sidder ekstremt dygtige eksperter som bevidst går under radaren. Der findes frustrationer blandt fagfolk, men det er ikke noget man braldrer ud med. Man går op i sin forskning, sit interessefelt, og nogle gange kan man blive frustreret over "sandhederne" i den løbende medie-orkestrerede samfundsdebat. Tænk f.eks da "ulven kom" - de rigtige eksperter gjorde nærmest alt for ikke at have en mening, og var formentlig landets mest skeptiske, også i forhold til reproduktion, ulveunger. På samme vis: De "rigtige" faghistorikere korser sig, når der bliver talt om kolonialisme, slavehandel osv; og de inviteres aldrig med i debatterne heller. Berøres emnet i t.ex P1 Debat, Orientering eller Deadline er faghistorikeren med kirurgisk præcision skåret fra. Det er folk fra andre humanistiske fag og deres holdninger som er interessante, hvis ikke det er den medfølende kunstner eller aktivist. Men aldrig faghistorikeren.
At gå imod det herskende narrativ, eller blot nuancere en smule kan have store konsekvenser for den akademiske karriere. Forskning og academica rækker langt op i det politiske hieraki, og enkeltpersoner kan have stor betydning for funding etc; dvs. går man imod strømmen kan det have betydning for andre også, eller hele faget. Derfor ser vi først eksperterne tage bladet fra munden, den dag de ikke længere har noget på spil, og som emeritusser' kan tale frit. Gode eksempler er Uffe Østergaard og Johannes Krüger, som efter endte professorgerninger gav deres personlige "kontroversielle" besyv med. Siden er de aldrig blevet inviteret ind i et TV-studie eller omtalt som eksperter. De ved, eller har vidst, at det i bund og grund ikke var deres ekspertviden som var eftertragtet, men den aura af autencitet som de kunne tilføre narrativet, som var det væsentligste de kunne bidrage med. Og præcis det samme som Ask Rostrup efterlyser! Og hvorfor skulle nogen dog risikere noget som helst? Et modsat eksempel er Helmuth Nyborg, som rent faktisk turde at sige det som hans forskning pegede i retning af, men så blot endte som paria, skammet ud som en slags nazist og indklaget for UVVU.
3. Ask Rostrup og DR opererer i en selvskabt boble, og han aner det ikke engang selv
Akkurat som der averteres efter eksperter i "ekkokammeret", så lever han i en virkelighed hvor man ud af hundredtusindvis af akademikere, forskere, professorer - eksperter - forunderligt nok kun benytter omtrent fem håndfulde i enhver tænkelig sammenhæng. Allesammen forbløffende enige på helt centrale værdipolitiske områder. Vi taler om et lille gæng usual suspects der bruges som sandhedssigere i snart sagt enhver tænkelig sammenhæng, tit og ofte også langt uden for deres fagområder.
Engang sad journalister - også på DR - og fabrikerede rigtig journalistik. De ville skrive en historie om X, og så ringede de rundt til eksperterne. Så fik man fat i en professor i Aarhus, der kunne henvise til en lektor på KU, der kunne henvise til en emeritus som boede på Langeland. Osv, og efter at have indhøstet baggrund fra en række kilder kunne historien så skrives. I dag går man direkte til konklusionen, skriver artiklen - producerer indslaget i P1 Orientering, eller som i Ask Rostrups tilfælde "planlægger vælgdækning" - og først bagefter ringer man til eksperten. Og de eksperter man kontakter, er fra et lille diminutivt kartotek over dem, som man på forhånd ved kan legetimere den vinkel, man allerede har lagt sig fast på.
Man skal så i forbindelse med dækningen af en EU-afstemning bare lige have en "skeptiker" med også, så det ikke virker alt for pløret. For hvordan kan man som neutral journalist vælge at bruge ordet "EU-skeptiker"? Jeg har aldrig hørt det modsatte, t.ex "EU-begejstret" o.lign. Det afslører ufrivilligt, at Ask Rostrups tilgang ikke er specielt objektiv - dækningen af valget konstrueres som et teaterstykke med på forhånd fastlagte roller, og "EU-skeptikeren" med jura-baggrund mangler så i DR's eget lille skuespiller-kartotek ...
4. Men kritik er komplet urimelig
Der findes ingen "EU-skeptikere" med polit eller jura-baggrund, og Ask Rostrup er undskyldt. Han søger desperat efter nogle kloge hoveder som kan vinkle de vigtige spørgsmål objektivt og sandfærdigt, set ud fra et akademisk "EU-ekspert"-perspektiv. For det mangler i den store debat, har han med beklagelse måtte konstatere - han brænder kun for at Folkeafstemningen 01.06.2022 bliver belyst så grundigt som muligt, set fra alle vinkler.
...
Eksperterne ved at de vil blive spændt foran en vogn. Hvis jeg var forsker, og blev inviteret ind som "EU-skeptisk", så ville jeg også betakke mig. Der er simpelthen ting, som er vigtigere i livet. Ikke fordi afstemningen ikke er vigtig, men eens argumenter ville nok ikke få den store afgørende betydning alligevel, og "rummet" ville formentlig være ret konfliktfyldt og udfordrende. Og man ville sidde tilbage som "EU-skeptikeren". Hvorfor skulle nogen risikere alt, blot for at være Ask Rostrups pauseklovn?