Nordboerne på Grønland importerede tømmer fra Amerika gennem 500 år

Man vidste godt at nordboerne - eller den norrøne kultur - flittigt rejste til Nordamerika. Men nyt islandsk studie viser, at de gjorde det over en meget længere periode end man hidtil har antaget

Her i april måned (2023) offentligjorde Lísabet Guðmundsdóttirm (samt naturligvis hendes kollegaer) fra det islandske universitet i Reykjavik artiklen "Timber imports to Norse Greenland: lifeline or luxury?"

Ved hjælp af forholdsvis moderne teknikker - mikroskopisk artsbestemmelse og en metode til at bedømme om træ er opsamlet drivtømmer - undersøgte de hele 8.552 stykker gammelt grønlandsk træ, fundet i fem forskellige såkaldt norrøne bebyggelser på Vestgrønland. 

Og der gemte sig flere overraskelser: For det første var artsrigdommen blandt de bevarede træfragmenter forholdsvis stor.  For det andet var andelen af importeret træ overraskende høj, især andelen af træ som stammer fra Nordamerika. I hvert fald hvis ikke man havde regnet med at finde noget overhovedet. For det tredje dækker det importerede træ hele perioden, dvs de omtrent 4-500 år, frem til at de norske grønlændere uddøde.

Man skal huske at nordmændene på rekordtid skabte nogle store byer - på størrelse med de største danske byer i samtiden - med kirker, klostre og hele pivtøjet. Det har krævet en masse tømmer, og det kunne kun komme to steder fra: Norge eller Nordamerika. Der var ingen træer på Island - den smule træ der havde været, fik nordmændene fældet allerede i 900-tallet - og de britiske øer ligger for langt væk (strøm og vindforhold).

Selvom det gunstige klima på dette tidspunkt gav mulighed for flere og større træer på Grønland, ligesom dyredrift og f.eks dyrkning af byg, så man kunne brygge øl, har nordboerne formentlig også her drevet rovdrift på ressourcerne. Dyreholdene har også gjort deres indhug på træerne og vegetationen generelt, og måske endda medført erosion (se også Træer i Grønland, Dansk Dendrologisk Forening).

Alligevel, eller måske netop derfor, er Guðmundsdóttir nået frem til, at ~36% af de analyserede træfragmenter kom fra lokal grønlandsk skovvækst. Til sammenligning udgør den lokale produktion af forbruget af træ i Danmark i dag omtrent 25%. Selvom det er æbler og pærer, så viser det, at nordboerne har haft rigelig med træ ved hånden på den store ø.  Overordnet konklusion fra artiklen (Dfo's oversættelse) :

Fundene understreger, at de norrøne grønlændere havde tilstrækkelig med ressourcer, viden og skibe til at krydse Davis Strædet over til Nordamerikas østkyst, i hvert fald frem til det 14. århundrede.

Der blev således foretaget rejser fra Grønland til Nordamerika i hele den periode, hvor nordboerne bosatte sig i Grønland, og nordboerne fik ressourcer fra Nordamerika i langt længere tid, end man tidligere har troet 

Inden man nu når til den konklusion, at nordboerne uophørligt fragtede enorme mængder tømmer fra Nordamerika til Grønland - kun 0.27% kan entydigt konkluderes at være regulær import fra Nordamerika - så kan op imod 25% stamme fra import, eller være drivtømmer.  Af det importerede træ ser man eg, bøg, skarntydegran og skovfyr.  Af det mulige drivtømmer ser man især lærk, gran, skovfyr og ædelgran.

Den voldsomt spændende baggrundshistorie

Det er så utrolig en historie, at man bare ikke kan lade være med at læse op på den, hver gang man hører nyt om emnet.

Erik den Røde og hans far måtte i huj og hast forlade Jærven i Norge, og søgte derfor mod det nye mulighedernes land, Island. Årsagen var en kedelig mordsag faderen havde været involveret i, og den havde fået jorden til at brænde under klanen.

Og sørme om ikke historien gentog sig på Island nogle år senere. Efter at faderen var død kom Erik i klammeri med sine naboer, og slog to af dem ihjel. Han blev forvist fra sin gård og byggede en ny et andet sted, men røg igen ind i stridigheder med sine naboer, og dræbte igen (mindst) to af dem.

Selv set i forhold til datidens normer har Erik nok været anset for lige lovlig "handlekraftig", og han blev derfor erklæret fredløs i 3 år.

Grønland blev "opdaget"

Erik den Røde havde ikke så mange steder at tage hen. Norge var selvsagt udelukket, ligesom Skotland, Shetland og Orkney-øerne, som under Landnamstiden fra midten af 800-tallet allerede var delvis koloniseret af nordmænd. Og hvor dette ikke var sket, var udsigten til norske skibe i horisonten ikke specielt populær på grund af kvinderov og lignende petitesser 😉

Men Erik havde hørt om Gunnbjørn Ulfsonn, en skibskaptajn der engang under en storm var drevet ud af kurs, og havde opdaget nyt land som gik under navnet Gunnbjørns skær.  Hvornår præcis er kilderne temmelig uenige om, alt fra 7 til 100 år tidligere. Gunnbjørn var dog ikke den første, helt sikkert, de islandske sagaer har interessante anekdoter der peger modsat, så forholder mig her mest til den "officielle" historieskrivning. Det er reglen at een mand (eller kvinde) får æren, men også reglen at mange andre har tænkt eller gjort det samme før, som denne mand eller kvinde så hviler på skuldrene af.

Nå, disse "skær" genfandt Erik så - året var 982 - men den grønlandske østkyst var både skuffende udsigtsløs som potentiel beboelsesegn og rigtig farlig på grund af havisen. Så han sejlede rundt om Grønlands sydspids og overvintrede i det han kaldte Østerbygd, ved det nuværende Julianehåb eller Qaqortoq. Her var der helt anderledes grønt og frodigt, dengang var der også et varmere og mildere klima i forhold til i dag - og derfor kaldte Erik det nye land for Grønland. I de følgende to år udforskede Erik fjordene og navngav dem med henblik på fremtidig kolonisation; det var som Island (fraset myggene, som Island er forskånet for) - blot meget større og ikke mindst ubefolket. På Island havde nordmændene jo i sin tid måtte smide de irske munke på porten, men her var der jomfrueligt land. Erik og hans folk overvintrede også i Vesterbygd, det nuværende Godthåb eller Nuuk. Og så var fredløse-perioden udløbet.

Tilbage på Island bedrev Erik et stort lobbyarbejde for at kunne realisere sine koloniseringsplaner - og i år 986 stævnede hele 35 nybygger-skibe mod Grønland, kun 14 af dem nåede frem. Men flere fulgte efter, og på ganske få årtier blev Østerbygd og Vesterbygd i forhold til samtidens normer regulære storbyer. Vi taler om ~300 gårde, 14 kirker, 2 klostre og et indbyggertal på mindst 3.000 personer;- og her er trælle mv. naturligvis ikke medregnet.  Det var der eksempelvis ikke mange af samtidens danske byer der kunne matche - Jelling, Hedeby og Roskilde er vel de eneste kandidater. Så landnamningen' af Grønland var på alle måder en stor succes.

Kilderne er mangelfulde

Hvad der så præcis skete århundrederne efter har vi ikke noget særlig godt overblik over.  Nordmændene og islændingene var meget skrivelystne, så naturligvis findes der også nogle grønlandske sagaer, der blandt andet beskriver nogle rejser til Vinland, og de evindelige blodfejder helt i nordboernes ånd som vi kender det fra de islandske sagaer. 

Men det kan kun være toppen af isbjerget. Disse beretninger har været nedskrevet i Grønland, måske været opbevaret på klostrene, men da nordboerne mistede kontakten til Island og Norge er der ikke sendt kopier ud af Grønland. 

Så rigtig meget af hvad der må have været af beretninger om dagligliv, fejder, kriser og hvordan det egentlig gik tilbage for nordboerne, indtil de til sidst uddøde, al denne viden er gået tabt.

Vi ved at nordboerne drev storstilet handel - import og eksport, og at Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige (igen, næppe den første), opdagede Vinland ("vin" er oldnordisk for eng eller græsland), hvorfra de importerede tømmer (det var simpelthen hurtigere og mere tilgængeligt end den farefulde rejse til f.eks Norge). Vi ved at Grønland endda havde sin egen biskop, en af dem, Erik Gnupsonn, rejste i 1122 eller deromkring til Vinland, og at Grønland var uafhængig "nation" (uafhængige stormænd med slavehold) frem til 1261, hvor de kom under den norske krone. Vi ved at europæiske konger (eller fyrster) var meget interesserede, og rettede henvendelser til deres danske og norske kollegaer. 

Vi mener at vide, at nogle helt nye indvandrere eller kolonisatorer, Thulekulturen, de nuværende grønlændere - kom i konflikt med Vesterbygd i 1379; vi ved at den sidste kontakt med Østerbygd (tilmed et dansk skib) var i 1410, og vi ved at Ribes stift, efter at Norge var kommet ind under den danske krone i 1536, officielt også omfattede Grønland og Vinland. 

Danmark bliver involveret​

Grønland kom under dansk flag i 1397, da Erik af Pommern blev udråbt til norsk konge. Og i 1523, da det norske rigsråd blev afskaffet og Norge ophørte med at være selvstændig stat, blev Grønland en del af krongodset, eller et såkaldt "arverige".

Først fra 1605 sendte Chr. IV igen et skib mod Grønland, faktisk hele tre ekspeditioner, og da kunne man konstatere, at kun ruinerne af det gamle Østerbygd stod tilbage. Til gengæld rendte man ind i et nyt folk, de nuværende grønlændere, som siden 1300-tallet havde koloniseret landet fra Canada ved hjælp af hundeslæder, kajakker og konebåde. De nuværende grønlændere har ikke noget med hverken den Norrøne eller endnu ældre kulturer at gøre, som t.ex Dorset-kulturen, en uhyre lille kultur der prædaterer dem begge, og som uddøde måske et godt stykke tid før Thule-kulturens indtog, formentlig af sult og indavl. Dem havde nordboerne sporadisk kontakt til, når de en sjælden gang rendte ind i dem - vi kender dem fra sagaerne som "skrællinger". 

Så hvad skete der?

Man kan måske ane, at jeg hører til dem der mener at italieneren Columbus og den øvrige samtid i 1492 var fuldkommen klar over at der lå land mod vest. I hvert fald på rygtebasis, og f.eks de portugisiske fiskere havde deres fangstpladser ud for den amerikanske nordkyst, en slags forretningshemmelighed - akkurat som man kendte til Grønlands eksistens, og nogle af beretningerne derfra.  Især beretningerne om grønlændernes (nordboernes) rigdom har floreret i  Europa i 1000-1300-tallet, og sikkert lydt ret tillokkende og eksotisk. 

Det koldere klima og de uendelige krige i Europa gjorde blot at man mistede interessen,- og forbindelsen. Den klassiske fortælling er moderne bovlam fortolkning, på samme måde som at "man" i folkeskolen kunne lære, at i gamle dage troede alle på at jorden var flad. Der er givetvis flere fladjordstilhængere i dag end for f.eks 2.000 år siden. Moderne tider har ikke gjort mennesket mere moderne, eller klogere.

Klimaet var blevet helt anderledes koldere, og Thule-kulturen kunne bedre begå sig med introduktionen af netop hundeslæder, iglooer' og fangstmetoder tilpasset den stigende mængde havis. Landbrug og dyrehold var blevet umuligt. 

Vi skal op til 1728, før nordmanden (og fantasten) Hans Egede fik den idé at rejse til Grønland for at "genkristne" grønlænderne. I øvrigt med kong Frederik IV's velsignelse, sådan nogenlunde i samme periode som det lykkedes de tyske Herrnhutere at få lov til at missionere med udgangspunkt i Trankenbar (og på Grønland), meget imod kompagniets vilje og ønsker. Uanset hvad man tror i dag, opfattede samtiden den slags typer som netop fantaster eller lidt småskøre. De havde helgenkomplekser, og at inddrage "ideologisk" missionsvirksomhed kunne i bedste fald blot gøre handlen og forhold til lokale mere kompliceret.

Vi har virkelig ikke nogen konkrete beviser på konflikter mellem nordboerne og den indvandrede inuit-kultur, eller Thule-kulturen. Nogle tror de blev slået ihjel, og f.eks Vesterbygd blev massakreret i 1379, men det er ren teori. Man kan blot arkæologisk konstatere, at nordboerne helt sikkert forsvandt i 1400-tallet, men mon ikke det i virkeligheden skyldtes naturlige årsager? Indavl, sygdom, ringere levevilkår, fejl i høsten, dyreholdene døde osv.

Undersøgelse af grønlænderes genom viser, at de ikke har nogen som helst forbindelse til nordboerne, som nogle forskere og historikere ellers engang spekulerede i. Altså helt to seperate folk, så væk med forestillingen om at nordboerne var "glade for inuitpiger" og den slags fantasier, som man jo lidt uvenligt gerne har ville klæbe til dem.

Er grønlænderne et "oprindeligt folk"?

Moderne grønlændere kan dårligt hævdes at være et oprindeligt folk, sådan i ordets lavpraktiske betydning. Grønlænderne er ikke sprunget op af mulden fjeldene engang i tidernes morgen eller i tilbage Arilds tid. De er tværtimod efterkommere af senest indvandrede folkefærd, eller kolonisatorer, hvis man fraser nordboernes tilbagekomst et par århundreder senere. Det sidste var så også en kolonigørelse og ikke en kolonisering.

Danmark udnævnte i 1989 grønlændere som oprindeligt folk ifb. med ratificering af konventionen vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater. Det trådte i kraft 1991, og indebærer en masse danske forpligtelser på grønlandske præmisser.  Det meste er ret indlysende og selvfølgeligt for en moderne retsstat baseret på alle mulige andre konventioner og folkeretslige principper også.

Men der er også gråzoner, se f.eks ovenover nævnte ratifikationstekst §25, hvor der står at "Sundhedsvæsenet [skal] tage hensyn til [deres] økonomiske, geografiske, sociale og kulturelle forhold".  Og det fører så til anklager om strukturel racisme osv, fordi der i Danmark (ikke på Grønland!) tvangsfjernes 7 gange så mange grønlandske børn som danske. Hvorfor det hænger sådan sammen i det hele taget bekymrer hverken FN, Institut for Menneskerettigheder eller f.eks foreningen Grønlandske Børn. Grønlandske børn der er født i Danmark og som bor i Danmark, skal - netop fordi grønlænderne er udråbt til "oprindeligt" folk - åbenbart have nogle andre regler og vurderes på en anden måde end alle mulige andre. Det er "strukturel racisme" at en dansk forældrekompetence-undersøgelse er baseret på "dansk kultur" og ikke tilpasset "inuit kultur". Louise Holck fra IM mener ligeud at det er udtryk for diskrimination.

Det kan man jo mene om efter behag. Ingen kan vel være uenig i, at grønlænderne kan basere deres forældrekompetencer på en "grønlandsk måde" lige som de vil. Altså på Grønland, men bør det også være normen på dansk grund, blandt grønlændere der bor i Danmark? Og hvorfor skal dette princip så ikke gælde kinesere eller hottentotter også? Der er formentlig endnu større diskreprans mellem "dansk kultur" og f.eks "somalisk kultur". Forskellen skyldes selvsagt udelukkende etiketten "oprindeligt folk" - begrebet er altså ikke for sjov eller en ligegyldig symbolsk besværgelse.

Om Grønlænderne er et oprindeligt folk er hård jura i en dunkel og tvetydig vrimmel af definitioner. Læs f.eks denne oplysende artikel bragt i Nordisk Administrativt Tidsskrift (Barten, Ulrike; Mortensen, Bent Ole Gram, 2016). Det er faktisk ikke så nemt og ligetil at besvare spørgsmålet om hvorvidt grønlænderne nu kan kaldes det ene eller det andet. De kunne jo også betragtes som mindretal, eller slet og ret som et folk. De forskellige etiketter rummer forskellige krav og rettigheder. Konklusionen på artiklen er vist, at spørgsmålet ikke kan besvares, eller ikke kan besvares "kort".  Det må sådan set være op til grønlænderne selv.

Og grønlænderne selv, de nærer ikke den mindste tvivl. Hvis altså man skal tro en lille flok højtråbende grønlandske seperatistiske / populistiske politikere, hvis synspunkter på dette område formentlig slår lige så meget igennem den brede grønlandske befolkning, som Sikander Siddique i den danske. Det var ret markant, at statuen af Hans Egede fik lov at blive stående efter en folkeafstemning, og at Eskimo-isen øjeblikkeligt blev udsolgt i Nuuk, dengang de krænkelsesparate pludselig kastede deres kærlighed på pind-isens svar på Sedna ...

Man kan kun blive ærgerlig over den nye grønlandske isolationisme. Grønland kunne blive et af verdens rigeste lande, men det vælges aktivt fra, til fordel for førnævnte uforklarede separatisme, offermentalitet og oprindelighedstanke. Storskala-projekterne var en fantastisk ide. Men hvis ikke dette, hvad så med at gøre Grønland til verdens største mekka for jagt og fiskeri-turisme? Eller ski-turisme?

Grønlænderne har nok også lidt svært ved at kapere, at hvis ikke de havde kunne få forsyninger og mere moderne fornødenheder udefra, gennem de seneste +400 år, så var det med al sandsynlighed endt som med Dorset-kulturen og nordborerne: De havde forlængst været uddøde. Så lille befolkning er ikke levedygtig, og hvis 10% af befolkningen dør hver vinter, så ville det jo have været på lånt tid uanset.