Skrevet af REDAKTIONUdgivet 0 kommentarer

At holde sig velorienteret rummer en social slagside

Danmark er et af verdens dyreste lande at bo i, men selvom vi har guldrandede mediestøtteordninger er aviserne og deres digitale abonnent-ordninger langt dyrere end i lande vi normalt sammenligner os med

Se eksempelvis MedieTrends'  Danske digitale aviser er markant dyrere end udenlandske, som er opfølgning på en Reuters Institute analyse (begge 2019). 

Hvad kræver det at holde sig ajour og velunderrettet? Man burde nok som minimum abonnere på et par danske aviser, under alle omstændigheder de mere dybtgående og reelt journalistisk orienterede såsom Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. Men det er meget, meget dyrt - der er næppe mange studerende, folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, førtidspensionister eller de mange i lavindkomstgrupperne - såsom de 200.000 i detailhandlen - der føler de har råd til at bruge "blot" 4-5.000 kr om året på abonnementer. For det er hvad blot et par kig ind bag de allestedsnærværende betalingsmure koster. 

Mediestøtte

Mere grelt har vi en mediestøtteordning, der i 2022 kastede omtrent 390 mio kr efter the usual suspects. Sidst jeg regnede sammen fik JP/Politikens hus sammenlagt omtrent 65 mio;- de sidder på en pengetank der rummer 3 milliarder kroner, og den magtfulde direktør Stig Ørskov udtalte engang til TV2 News, at de sådan set slet ikke behøvede pengene. Blot som eksempel på visdommen i ordningen. Rationalet er:

Formålet med loven er at fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark.

Det er en smule forvirrende, for de mange rare skatteyderkroner medfører ikke medie-priser i et så at sige demokratisk leje, og hånden på hjertet - der er nok heller ikke mange der opfatter den danske mediebranche som udpræget divers eller mangfoldig. 

Hvad koster det, efterår 2022?

Her er en opdateret oversigt over hvad det koster at abonnere på en række fremtrædede danske medier. I tilgift også hvad de modtager i mediestøtte per marts 2022 (PDF).

Information
Digitalt abonnement kr. 215/md. Papiravis kr. 465/md.
Min. udgift kr. 2.580/år. Mediestøtte kr. 25.526.165.
Jyllandsposten
Digitalt abonnement fra kr. 99/md. Papiravis kr. 549/md.
Min. udgift kr. 1.188/år. Mediestøtte kr. 17.500.000.
Berlingske Tidende
Digitalt abonnement fra kr. 119/md. Papiravis kr. 639/md.
Min. udgift kr. 1.190/år. Mediestøtte kr. 17.500.000.
Digitalt abonnement kr. 149/md. Papiravis kr. 269/md.
Min. udgift kr. 1.490/år. Mediestøtte kr. 9.968.755.
Kristeligt Dagblad
Digitalt abonnement fra kr. 285/md. Papiravis kr. 515/md.
Min. udgift kr. 2.895/år. Mediestøtte kr. 28.984.778.
Politiken
Digitalt abonnement fra kr. 299/md. Papiravis fra kr. 679/md.
Min. udgift kr. 3.588/år. Mediestøtte 17.500.000.
Børsen
Digitalt abonnement (inkl. papiravis) kr. 549/md.
Min. pris kr. 5.599/år. Mediestøtte kr. 17.500.000.
Nyhedskanalen, billigste pakke med News "uden reklamer 
med alm. reklameblokke
"(!) kr. 159/md; min. pris kr 1.908/år.
Ingen mediestøtte.

Man kunne også have haft Fyens og Århus Stiftstidende med - eller Bornholms Tidende - det er jo gode aviser også. Der er i hvert fald næppe nogen der mener de ikke er væsentlige, eller ikke har berettigelse eller ikke bedriver alsidig journalistik, sammenlignet med ovenstående eksempler. Altinget ville også være oplagt, i dag en meget vigtig spiller i den danske medieverden og den politiske (underforstået demokratiske) debat, men deres abonnementvilkår og priser er uigennemskuelige. 

Nå, men altså hvis man på daglig basis gerne vil læse Christian Jensen, Tom Jensen og Jacob Nybroes guldkorn, så koster dette den nette sum af kr. 5.966 per år ...

Jeg synes det er mange penge. Hvis man et kort øjeblik glemmer den grasserende inflation og skrumpflation, så lever vi også i en tid hvor folk mener de ikke har råd til at sende deres børn til fødselsdage, eller gå til fodbold. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse, og et argument der dyrkes vidt og bredt på især venstrefløjen. Og madspildkøerne blev også før "krisen" bare længere og længere.

Vi taler om en opsplitning blandt borgerne i et A og et B hold, endda på een af de væsentligste områder. B-holdet er så henvist til medier som BT (der med statsgaranti snart lukker helt), og kan via tvangs-udskrivningen af en "medieskat" følge Danmarks Radio, hvor demokratibærende produktioner som Kender Du Typen kan nåes med et enkelt klik. Jeg vil med al respekt vove at påstå, at orienterer man sig kun via disse to medier, så bliver man dummere. Ganske enkelt. 

Det er dog en trøst at man stadig kan deltage i den demokratiske debat på sociale medier. Til de redaktionelle mediers store fortrydelse - altså de ovenovernævnte rigtige aviser. Hvis en politiker ønsker at nå langt ud med et budskab skriver han eller hun ikke et læserbrev til en avis - som potentielt kun kan ramme en kvart promille af befolkningen bag betalingsmuren; de fabrikerer et opslag på eksempelvis Facebook i stedet. 

Selvom der som regel er tale om strengt styret envejskommunikation, er det i relation til den demokratiske samtale ovenikøbet en gevinst for B-holdet: De kan om ikke andet inddrage sig selv i en debat, i modsætning til i avisen - digital eller ej - hvor dialogen i bedste fald foregår mellem politikeren og en Ellen Imellem ...

Måske det var på tide at gentænke medielandskabet helt forfra? Overveje mediestøtteordninger og ærligt og redeligt italesætte det brede avis-koncept som det, det er - en anakronisme som bliver holdt i live via kunstigt åndredræt. En boble hvis samfundsbetydning er stærkt på retur, og som involverer og berører færre og færre mennesker i Danmark. Den lever og ånder primært kun for sig selv.


0 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer