Torsten Skov: Pseudoforskning - 20 essays til forsvar for videnskaben

DR-skandalen omkring "Grønlands hvide guld" er blot toppen af isbjerget. Allerede i 2022 udgav forskeren Torsten Skov bogen "Pseudoforskning", som har flere eksempler på Danmarks Radios overlagte snyd på vægten

Af ren kedsomhed, når jeg hører eller læser historier i kategorien "ny forskning viser ...", "x fastlår i ny rapport ..." etc, så kan det ske jeg forsøger at finde artiklen, analysen eller rapporten frem. Og hvis den findes - skimme eller stave mig igennem den. Vel nok et forsøg på at se bag overskrifterne. Tit og ofte bliver man virkelig klogere og får problematikkerne nuanceret.

Men selv som absolut lægmand, uden f.eks at kunne replikere en regressionsanalyse i hånden (må bruge hjælpeværktøjer) skurrer det også en gang imellem i ørerne eller gør ondt i øjnene. Man kan umiddelbart gennemskue helt lavpraktiske svagheder ved den postulerede forskning og især konklusionerne: Såsom at talmaterialet er forbløffende småt, eller slet ikke siger det der konkluderes;- eller, at der udelades helt centrale problematikker eller at der forudsættes ting, som der ikke er belæg for, endsige forsøges bevist.

Og så er der "alt det andet", som man blot intuitivt kan fornemme eller ane, men som er vanskeligt at redegøre for. Simpelthen fordi man mangler redskaberne og forudsætningerne for at gennemskue kvaliteten af en artikel som tilsyneladende ser lødig og akademisk ud: Masser af referencer, svært tilgængelig akademisk fag-engelsk med brug af indforståede begreber, termer, fine tabeller osv.  Man fornemmer blot, at noget er galt ...

Det er som regel i kategorien spørgeskemaundersøgelse ophøjet til forskning hvor det går galt. Og altid indenfor de humanistiske eller socialantropologiske discipliner.

Et lys i mørket​

Derfor var det befriende at "opdage" Torsten Skov for et par år siden, og følge hans skriverier på begrund.dk.  Med en Ph.d i epidemiologi og en grad indenfor videnskabsteori, og med årtiers kræftforskning i bagagen må man sige, at Torsten Skov har bedre forudsætninger end de fleste for at kunne dissekere "gøjemøget".

Og for omtrent to år siden udgav Torsten Skov så en hel bog, "Pseudoforskning" med undertitlen "20 essays til forsvar for videnskaben". 

Udgangspunktet er "feministisk forskning", som jeg tror rigtig mange gennem tiderne har undret sig lidt over.  Dvs. forskning indenfor fænomener som kønsdiskrimination, ulighed, kønslig bias etc. Men det er vigtigt for Skov at understrege, at han hverken er imod forskningen eller dens væsentlighed.  Det er mere eller mindre tilfældigt at lige dette blev et slags udgangspunkt - og det skyldes ikke en generel holdning eller antipati ift. disse fagområder, men at det akademiske skred indenfor netop disse er særlig markant og tydeligt.

For der er rigelig med "vrøvl", som det formuleres, at give sig i kast med. Ud af flere eksempler på "Mindre radikale afsporinger af videnskaben" bruger Skov et par sider på at gennemgå Helmuth Nyborg og farcen omkring UVVU. Som Nyborg i sidste ende vandt over i Landsretten, ved et civilt søgsmål. Men det skyldtes ikke at Nyborg bedrev god forskning - tværtimod, mener Skov - pointen er, at der er masser af dårlig forskning, og meget fanges i peer review-processen eller gendrives af andre forskere.  Her virker kontrolmekanismerne altså, men når det handler om feministisk forskning, socialantropologiske studier osv, går den manglende kvalitet simpelthen under radaren. Ingen vil, eller tør måske ikke, råbe op om at de jo ikke har nogen bukser på.  Folk skal tilsyneladende ikke have noget "klinket", og så er den videnskabelige idé eller tilgang jo braset sammen.

Som alle steder i bogen er Skov åben over for enhver forklaringsmulighed, der giver mening. Der kan være en række faktorer på spil: Tidsskrifterne er ikke interesserede i at publicere artikler der kan vække modstand. Og der er i dag ringe incitament til at gendrive andres forskning - det er simpelthen for besværligt og tager for lang tid ift. konkurrencen og hvor meget det fylder på CV'et. Og så er der berøringsangst,  i disse tider kan man hurtigt blive lagt for had af "woke" studenter, aktivister, medier, interesseorganisationer osv - og så er det sådan set nemmere blot at lade helt være. 

I tilfældet Nyborg var det dog helt "gratis" at rejse en kritik, og heri ligger et af de store problemer: Hele ideen med forskning er jo en slags iterativ proces, hvor man enten udfordrer det bestående eller bidrager til det bestående med nye vinkler, nye data, nye undersøgelser ...Indenfor nogle fag er dette basale princip så ikke længere gældende, og det er her Skov har sit egentlige ærinde. Det handler jo ikke om hvad forskningen når frem til, det er komplet irrelevant, men om hvorvidt forskningen reelt er baseret på "videnskab" - om der slet og ret findes belæg for konklusionerne.

Til Skovs ærgrelse startede det med nogle få artikler indenfor "feministisk forskning", men jo dybere han gravede fandt han ud af, at det indenfor nogle felter nærmest mere er blevet reglen end undtagelsen at se stort på den traditionelle videnskabelige metode. Man skriver konklusionerne på forhånd, tilpasser data til denne konklusion (hvis data da overhovedet findes), der benyttes ofte et slags røgslør hvor man korrekt henviser til anden forskning, men hvor denne forskning hurtigt viser sig blot at referere til andet forskning, som oprindelig sagde noget helt fjerde eller slet ikke havde belæg for konklusionerne.  I hvert led spidsvinkles eller forvrænges der, og hvem hulen tjekker de mange referencer bagud? Ja, tilsyneladende ikke forskerne selv. Eller også er det en helt bevidst fremgangsmåde.

Skov bedriver i flere tilfælde et kæmpearbejde med at gå disse artikler efter i sømmene. Det må tage enormt lang tid. Dybest set peer-reviewer han egenhændigt blot det som allerede burde være peer-reviewet, men hvorfor skal han sidde på afstand, og komme fra et helt andet felt, og gøre det arbejde forskernes kollegaer skulle have gjort af sig selv, inden artiklerne blev udgivet? Når f.eks jeg læser den slags artikler går jeg ud fra, at det der henvises til, rent faktisk dokumenterer det der henvises til. Det må vi jo stole på, er det ikke sådan det burde være? Men det viser sig desværre langt fra altid at være tilfældet. Aka "Den akademiske selvdestruktion".

Skov gennemgår en lang række kendte eksempler på "forskning" der har trukket overskrifter i hjemlige og udenlandske medier, og som derefter a priori og åbenbart for altid opfattes som uigendrivelig sandhed.

Som et eksempel på "sandheder" der blot får lov at stå, og nok som et eksempel på hvordan biasede medier svigter fælt, nævner han DR's programmet "Hvorfor hader alle feminister".  DR fabrikerede nogle videoer under den lovende overskrift "Få styr på fakta i den ophedede debat om ligestilling", som blandt andet påstod, at på grund af "dårlig diagnosticering" (som postuleres kønsulighedsrettet) er der overdødelighed blandt kvinder som følge af hjertesygdomme.  Dette er bare ikke korrekt. Nu arbejder Skov professionelt med udvikling af kræftmediciner, så den slags "almindelige" statistikker kan han nok mere eller mindre i hovedet. DR's tal kom fra Hjerteforeningen, og efter henvendelse indså Hjerteforeningen straks deres fejl og fjernede tallene fra deres hjemmeside. Men DR er ikke sådan til at bide skeer med - deres versionering står der endnu, her 5 år efter, som om det er fakta - og de fleste går vel ud fra, at man kan stole på Danmarks Radio? Hvis man bare skulle google nogle tal f.eks i en diskussion på nettet, eller skrive en opgave i gymnasiet, så ville man gå ud fra, at DR's tal og fakta er bare nogenlunde rigtige.  Det er et lillebitte eksempel, men eksponent for det større mere alvorlige problem.

Det kan hurtigt slåes fast, at bogen ikke er et opkog af artiklerne fra hans hjemmeside. Der gåes langt mere i dybden med mange flere eksempler, og undervejs er der også diskussioner (eller forklaringer) på den akademiske bias, dvs. hvor det går galt, med tilhørende eksempler. For hvordan kan forskere nå frem til noget helt andet, end det deres egen forskning påviser? I afsnittet "Skabelsen af en myte" præsenteres vi for typiske fejl (bevidste som ubevidste) "der er så gamle, at de har latinske navne".  Det er (på dansk) begreber som fejlslutninger og misinformation, lige præcis den slags en lægmand kan fornemme intuitvt, men måske ikke redegøre så godt for i praksis. 

Vi bliver præsenteret for en række nye (altså i forhold til hans blog) dubiøse artikler, som Skov har brugt tid og ressourcekraft på at dissekere. Mange kender man eller har hørt om i overskriftsform. I flæng kan nævnes "Orkesterundersøgelsen" (at kvinder ved optagelsesprøve skulle have fordel af at sidde bag en skærm). World Economic Forums årlige "Global Gender Gap"-rapporter.  FN's "Tackling Social Norms [...]" coail   eller Institut for Menneskeretigheders    ...

Skov går også i kødet på den lemfældige omgang med de mere moderne "woke" eller "queerede" begreber.  Det er belejligt at hævde, at køn blot er sociale konstruktioner, bare ikke når det ikke er belejligt. Det nye sort er "strukturel" og "systemisk", som antages at være baggrunden for diverse opsigtsvækkende sager.  Trylleord som forklarer alt, men som mildest talt er uklare og ofte benyttes selvmodsigende. 

Ærgerligt nok hævder Skov at "en sort mand blev dræbt af politiet et sted i USA", og rigtig nok (antager der menes George Floyd) blev dette anset for at være et udslag af "strukturel racisme". Men Floyd blev altså ikke dræbt af politiet, også selvom denne opfattelse hersker i folkeviddet. Jeg læste tilfældigvis obduktionsrapporten i sin tid, og den når frem til et andet resultat, og den hvide politimand blev ikke dømt for mord, men for uagtsomt manddrab.  Politiets håndtering af den forvirrede og stærkt narkotiserede Floyd (der i øvrigt selv anmodede om hjælp) var kritisabel - "overdreven brug af magt" - men det var ikke derfor han døde. Det var en kombination af en række alvorlige livstruende sygdomme, en mængde stoffer som kunne have slået en hest til jorden, han havde corona, og ja - politiets pacificering af ham var i dette tilfælde så blot sidste dråbe i bægeret.

Men her lægger jeg blot til, den "ubevidste bias" (og det er en selvmodsigende konstruktion i sig selv, som Skov påviser gang på gang), han har nok ikke fundet det umagen værd at gå en banal kriminalsag efter i sømmene, han har fokus på hvordan denne ulykkelige sag (mis)bruges af academica og i medierne. Og ubevidst falder han faktisk selv lidt i fælden. Hvis han en dag selv skulle læse denne anmeldelse, håber jeg han får den med som et eksempel på ubevidst bias. Problemet er så vidtstrakt, at han bliver ramt af det selv.

Et helt fantastisk essay er gennemgangen af Judith Butlers forskning. Hun har altid været en gåde for mig. Hun er svært tilgængelig, klassisk eksempel på det jeg ville kalde "bevidst forvirring på højere niveau". Har engang prøvet at læse hendes Undoing Gender, og måtte simpelthen give op. Mere en slags roman, kom dengang til at tænke på nobelpristageren Doris Lessing, der dog varedeklarerede sig selv mere korrekt. Hendes sci-fi-romaner er selvom de er kryptiske og utilgængelige, faktisk fremragende. Elskede "De sirianske eksperimenter" o.lign da jeg var teenager. Men alligevel er Butler blevet et slags referencepunkt for kønsforskningen generelt. Man kommer uværgerligt til at sammenligne med L. Ron Hubbard og Robert Heinlein. Den ene opfandt en pseudo-religion, den anden endte med at blive forfatter. Skov påviser, at Butler dybest set bedriver aktivistiske fristile (mine ord), og at hun når hun siger at hun vil være "uvidenskabelig", eller holdningsorienteret, faktisk er videnskabelig.  Det virker til at være en generel tendens. Holdninger forklædes som forskning, og forskning italesættes som holdninger. Det videnskabelige "åg" er åbenbart noget med skal frigøre sig fra. Det er jo også ondt patriarkalsk. Smager det ikke af pseudovidenskab og konspirationsteorier? (mine ord, det nævner Skov ikke med et ord, måske med rette, her er det mig som lægmand der "snarker"). Man bliver så inspireret af Pseudovidenskab ..., at man uværgerlig kommer til at køre ud af en tangent. Det må virke som en anbefaling i sig selv.

Og her er det heller svært ikke at tænke på DR's mislykkede "Ellen imellem"-programmer. Godt nok deler jeg ikke fladjord-tilhængernes synspunkter. Men det er grotesk at Anja C. Andersen kan slippe afsted med at blive fornærmet, linselus som hun er, og ligeud påstå, at "viden er ikke tro". Lige indenfor hendes eget felt er den viden vi har, netop tro, et foreløbigt resultat, en afvejning af forskellige teorier som udskiftes sådan ca. hver 10 år. Ikke en endelig facitliste. Hun mener det godt, og man forstår 100% pointen. Der er afgrundsdyb forskel på tåbelige konspirationsteoretikere og Anja C. Men hun glemmer lidt, at hendes eget felt har store problemer med, at hver gang vi kigger på noget, sender en sattelit eller sonde ud, eller får et bedre rumteleskop, så bliver man overrasket og må ændre det videnskabelige standpunkt fuldstændig. Så meget videnskab (fraset 2+2=4, kemi og den slags) er jo tro, men i ACJ's tilfælde styres "troen" helt sikkert af forskningen. Altså af videnskab. Indenfor den socialantropologiske afart af videnskab, styres forskningen åbenbart af troen. Det er en markant forskel.

Selvmodsigelserne eksemplificeres blandt andet med baggrund i den tragiske sag fra Bornholm, hvor en sort blev slået ihjel af to hvide.  Her anså mange medier, kommentatorer, politikere osv. et klokkeklart eksempel på et racistisk funderet mord, og at politiet pure afviste denne vinkling blev forklaret som udslag af "systemisk racisme". Samfundets mest vitale organer er onde, drevet af ubevidst bias og fordomme. Men offeret var jo venner med sine banemænd. De var ikke kendt som racister, dette var ikke bevæggrunden.  Det forklarer racismeforskeren Skadegaard så med, at alting er en social konstruktion, "race" er en kombination af mange faktorer, ikke blot "negative opfattelser af mennesker med en anden hudfarve".  Her tillader jeg mig at citere, for det er også et fint eksempel på at man bogen igennem skal holde tungen lige i munden. Og dette er ovenikøbet blandt de mere letfattelige pointer:

Men det mærkelige ved den bornholmske sag er jo, at påstanden på den ene side er, at hudfarven i sig selv ikke betyder noget, det er den sociale konstruktion af sort mand, der gør manden sort og potentiel genstand for racistisk vold. Men når folk, der kender manden og hans sociale omgang, gør gældende, at han socialt set var ikke-sort, så er det socialkonstruktivistiske argument på den anden side pludselig ugyldigt. En sort kan slet ikke socialkonstrueres som ikke-sort, for "strukturerne" slår ubønhørligt igennem. Hvilket skaber den modsigelse, at det er hudfarven, der gør, at individdet ikke kan undslippe den sociale konstruktion som sort.  Hvormed hudfarven igen som biologisk fæmomen får primat. Socialkonstruktivismen synes ude af stand til at undslippe en biologisk "essentialisme".

Skov minder mig om en favorit indenfor mit eget hobbyfelt (romerriget) dr. phil Allan A. Lund, som giver pokker i de etablerede konventioner, og som bare skriver hvad der (hvis man skal følge ham) er indlysende logisk. Lunds nyfortolkning af Tacitus' Germania kan stærkt anbefales. Den store forskel er, at Skov rammer ned i en samfundsdebat som i sidste ende kan få praktiske følger for os som almindelige mennesker. Det får næppe konsekvenser om man nu anskuer Germania fra den ene eller anden side. Jo, der var lige noget der hed WWII, nazisme, tyskerisme osv. Men det er en anden historie, og strengt taget fortid for os nulevende, fraset at det netop benyttes af wokeismen som et modbillede. Men de stofområder Skov behandler er udgangspunkt for mediers og politikeres standpunkter, lige nu. Derfor er bogen ekstraordinært væsentlig. Det er ikke noget som er sket, det er lige nu bagtæppet for mange samfundsdebatter.

Bedømmmelse

Umiddelbart virker bogen sådan fysisk ikke overvældende. 244 sider, ikke sat med de største skrifttyper, men heller ikke de mindste. Sådan een man kan læse over en 2-3 timer på en eftermiddag. Tror man naivt. Men i praksis er der så meget kød på indholdet, at det tager en del længere tid. Man bliver forvirret undervejs, på den gode måde, fordi man går fra den ene gode pointe til den anden i et nærmest hæsblæsende tempo. Der er ikke eet budskab, målet er ikke at detronisere et fag eller bestemte forskere. Man kan kalde det en temperatur-måling på hvor "vi" er henne, i den der næsegruse beundring for humanistisk "forskning" som en slags facitliste for den offentlige debat.

Alt i alt en bog man kun bliver klogere af. Den er virkelig fremragende. Den er også forklarende, personligt blev jeg en del klogere på begreber som "at queere" o.lign. Selv er jeg meget bevidst om, at jeg ikke synes den er "god", blot fordi den bekræfter nogle pointer jeg måske nærede i forvejen. Altså bias, som behandles indgående i bogen i essay efter essay. Skov er ikke en arg modstander af synspunkter eller forskning som evt. skulle gå hans egen bias eller fordomme imod - hans anke er, at det netop ikke er "rigtig" forskning. Note-apparatet er fuldstændig i orden, 231 lækkerbidskener som sådan een som undertegnede kan dykke ned i. Det eneste jeg mangler er faktisk et register, det kan komme med i en evt. 2. udgave.

Bogen er tætpakket information fra start til slut, der er ingen sludrevorne gentagelser, og allerede ifb. med at skrive denne anmeldelse måtte jeg genlæse hele afsnit, for at genfinde de ting jeg syntes var relevante for omtalen. Men en mindre detalje, og alligevel kan jeg ikke lige huske andre bøger hvor jeg har måtte gøre dette før. Det virker nærmest som om sidetallet med vilje har skulle holdes nede på et minimum. Sammenpresset stof.

Det er en bog man vil kunne læse igen og igen, eller kan bruge som opslagsværk for korte koncise forklaringer på dé mere vage og tågede begreber, som folk slynger om sig med i disse tider. Når folk siger "social konstruktion" tænker jeg lavbundsjorde. Eller hockeystick eller biodiversitet. Ja, virkelig - se omkring på twitter eller facebook, folk aner vitterlig ikke hvad det betyder. Folk klynger sig til mode-begreber, men de færreste ville kunne forklare dem, og slet ikke hvis du ringer dem op kl 03 om natten. Dette råder Skov bod på.

Det er også et plus at man ikke bliver talt ned til. Det er ikke en læselet-bog, i sandhed ikke, men heller ikke så indforstået, at man som lægmand ikke kan følge med, hvis man tager sig sammen. Nogle afsnit (eller essays) kræver allerede efter første gennemlæsning at man straks læser dem forfra, men det er et plus. Der er meget "bang for the buck", for at bruge et moderne dansk udtryk. Og som Skov pointerer allerede i indledningen:

Som helhed, overordnet set, er "Pseudovidenskab ..." bedre end forventet. Og jeg havde store forventninger - nok regnet med noget andet - dvs. mere ala, som nævnt, et "opkog" af hans blog. Tværtimod, frem for "rants" eller kritik af bestemte artikler, får vi hans analyser sat sammen i en større, forklarende helhed. Der er ikke meget "jeg synes" - har man blot taget lidt studenterkursus, HF, kender lidt til idéhistorie osv, så kan man være med. Det er stærkt. Jeg fornemmer lidt af en milepæl. Andre lige så opvakte kapaciteter kan måske blive inspireret og byde ind på andre felter eller forskningsområder. Han knuser så at sige æggeskallen. Det kan virkelig lade sig gøre at komme med en sammenhængende kritik af såkaldt aktivistisk forskning eller skrævvridningen af et bestemt område eller felt.

Og det er særlig vigtigt i en tid, hvor rigtig meget debat reduceres til "Jamen, tror du ikke på forskningen?".  Og så skal al debat eller uenighed åbenbart stoppe, for "forskerne siger ...". Forskere er ikke ypperstepræster,- der uddannes pt. >2.500 Ph.D'ere om året, flere end politifolk, præster og tandlæger tilsammen, t.ex. Hvad "forskere" siger er i min optik stort set lige så ligegyldigt som hvad præsten siger i kirken hver søndag. Det er forskernes forskning som er interessant, og Torsten Skov påviser, at forskningen ikke i alle tilfælde er det samme værd, som det papir det er skrevet på.

Og det er jo superærgerligt. Og vigtigt at få rettet op på. For hvis ikke dette bliver gjort, ender vi med endnu flere typer som tror al forskning er fup, og at jorden er flad. Hvis vi ikke allerede er der, er vi på vej ind i det postfaktuelle samfund. Jeg oplever en verden hvor det i stigende grad er lige meget om 2+2=4, eller 7, eller 11 eller 13. Hvis ikke hele verden skal styres af Ida Auken-typer, så er det ved at være sidste udkald. Og her tænker jeg ikke politisk.

-------------------

Konstruktiv kritik

Som læser: Hvor var nu lige afsnittet omkring Judith Butler? Og hvor blev GAP-rapporten beskrevet? Man bladrer rundt, for man skal nærmest mønstergenkende siderne for at kunne finde tilbage.

Det ville have været fint med et register. Og at indholdsfortegnelsen medtog underafsnit. Det handler måske om at spare sider (fra forlagets side). Måske også derfor bogen virker så "komprimeret", måske har der været en ramme på et vist antal sider? Når man har så meget på hjerte må det have været svært.

Dom​

2. udgave må for min skyld gerne udvides fra 242 sider til 484 sider.