Tilføjet af REDAKTIONUdgivet 7 kommentarer

Hvad koster kvoteflygtninge?

Regeringens Rwanda-tilnærmelser har skærpet en række partiers krav om et fast antal flere kvoteflygtninge på årlig basis


Støttepartierne Ø, SF og R har i den anledning repeteret deres krav om mindst 500 kvoteflygtninge årligt (mod de planlagte 200). Kristendemokraternes Isabella Arendt gentog i P1's Slotsholmen 07.05.2021 et resolutionsforslag, hvor KD kræver 1.000 kvoteflygtninge om året. Helt i top ligger naturligvis Frie Grønne, der (akkurat som Alternativet i sin tid) kræver minimum 5.000 årlige kvoteflygtninge.

Bjarke Møller tweet
Er "irregulære migranter" ikke netop dem, som krydser grænserne irregulært, og som man vil modvirke gennem "pigtrådsmure"? Se tweet.

I DR's TV-avis 23.12.2021 blev emnet taget op igen; Ø kræver nu 2.000 årlige kvoteflygtninge, R gentog kravet om 500. Glemmer vi partierne og ser på udenomsparlamentariske lobbyister er billedet det samme: Mellemfolkeligt Samvirke, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Globalnyt etc. kampagnerer alle aktivt for minimum 500 kvoteflygtninge om året.

Helt i top kan man finde typer som t.ex Bjarke Møller - tidligere direktør for tænketanken Europa og journalist på P1's Orientering - som foreslår intet mindre end mindst 6.800 årlige kvoteflygtninge. Hvor tallet præcis stammer fra står uforklaret hen, men hensigten er vistnok et alternativ til den "intellektuelle blodstyrtning" som "pigtrådsmure" ifølge ham er udtryk for.

Men hvad koster det? Prøv at leg med tallene i den interaktive søjlegrafik herunder :



Det bredere perspektiv mangler

Rosa Lund tweet
Eksempel på "nulsumsfilosofien" Se tweet. Derudover er der ikke "historisk lave asyltal", med mindre man reducerer historien ret kraftigt ned til nogle få udvalgte fiks punkter.
Begrundelserne for et fast årligt antal kvoteflygtninge italesættes ofte som et banalt nulsumsspil: Hvis Danmark oplever "historisk få" asylansøgere, så "skylder" vi på kontoen, og bør derfor hive nogle ekstra kvoteflygtninge ned i kurven, inden vi når til kassen. Eller - som t.ex hos de konservatives Marcus Knuth - så findes der en særlig forkærlighed for "kristne" kvoteflygtninge, som tilsvarende tænkes at indgå i et slags abstrakt regnskab, hvor de kan opveje andelen af muslimske ghetto-indvandrere. Altså absurd argumentation hele vejen rundt.

De samfundsøkonomiske overvejelser er kronisk fraværende. Der er ingen debat om de langsigtede økonomiske og samfundsmæssige omkostninger ved at etablere en ny by på Sakskøbings størrelse hvert år, fyldt op med ressourcesvage passivt forsørgede.

Omkostningerne eksploderer lynhurtigt

Det står helt ubestrideligt, at en fast årlig mængde kvoteflygtninge ret hurtigt vil udgøre en betragtelig udgiftspost for staten. Og at omkostningerne akkumuleret op forbløffende hurtigt vil nå op i Metro, Øresund eller Storebælt-niveau. Endda hurtigere end disse Danmarks-historiske mega-projekter selv blev bygget.

Selv ved blot 200 kvoteflygtninge om året, med etableringsomkostninger sat til beskedne kr 500.000 og årlige omkostninger til kr 250.000 (begge ret konservative og urealistiske estimater, se senere) - bliver på 10 år til en samlet udgift på hele 3.85 mia kr. Støttepartiernes 500 kvoteflygtninge løber op i 9.625 mia; KD's 1.000 flygtninge boner' ud ved 19.25 mia, og sluttelig vil Frie Grønnes 5.000 kvoteflygtninge over 10 år betyde en ekstraregning på godt 96 mia kr., eller ca. to og en halv Storebæltsbro i nutidspriser. Lynetteholmen, "Danmarks største anlægsprojekt" vil til sammenligning koste 80 mia over 50 år.

Kvoteflygtninge er indvandrere

Det er vigtigt at gøre sig klart, at kvoteflygtninge-begrebet er en lidt misvisende betegnelse. Dansk Flygtningehjælp kalder selv ordningen for et fast genbosætningsprogram. Kvoteflygtninge er migranter som automatisk får permanent opholdstilladelse, jfr. udlændingelovens §8. Dermed er eksempelvis partiet Frie Grønnes vision bogstavlig talt en ny fjernkulturel bosættelse - som nævnt på Sakskøbings størrelse - hver evig eneste år.

Dette er en væsentlig pointe, fordi politikerne (subsidiært vælgerne) ikke senere vil kunne sende kvoteflygtninge hjem. Eller en dag finde ud af, at de måske har behov for at bruge skattekronerne på noget andet.

Det virker ikke som om politikerne gør sig klart, at en målsætning om f.eks "sølle 500 kvoteflygtninge, for vi er jo så rige" ikke kan sammenlignes med en 3-årig satspulje-luns til hjemløse (som i gamle dage), en "værdigheds-milliard" til ældre o.lign.

Bordet fanger helt bogstavligt; vi taler ikke om en engangsudgift til 500 nøje udvalgte sjæle, som senere kan stryges af finansloven når der er smalhals, eller når tidens signal-populistiske temaer forandres, eller - eksempelvis - den dag hvor "vi" ikke igen oplever "et historisk lavt antal asylansøgere". Privatøkonomisk svarer det til at tage et dyrt kvik-lån, fordi man en enkelt måned slipper for varmeregningen. Nu har man jo "råd" ...

Regeringen er ubøjelig

Den nuværende socialdemokratiske regering, med Mattias Tesfaye som såkaldt "integrationsminister" i spidsen, er stålsat i forhold til at holde tallet så langt nede som muligt. Det blev t.ex gentaget i den føromtalte TV-avis 23.12.2021. Argumentet er her de kulturelle eller integrationsmæssige "udfordringer". Altså ikke en streng økonomisk kalkule, men at et fortsat influx hverken gavner "integrationen" eller modvirker yderligere dannelse af parallel- eller modborger -samfund. Ser man på statistikkerne vil flere kvoteflygtninge oven i et allerede presset asylsystem næppe gøre Tesfayes arbejde nemmere. Og som han argumenterer for her (Altinget, 05.03.2021) :

Sidste år besluttede regeringen, at Danmark vil tage imod 200 kvoteflygtninge fra flygtningelejre i Rwanda. Derudover har vi i år afsat 350 millioner kroner mere end sidste år til blandt andet at hjælpe flygtninge i nærområderne. Og næste år planlægger vi at prioritere endnu flere penge fra udviklingshjælpen til verdens flygtninge.
Tesfaye følger perspektivet op i Politiken 11.01.2022, med aktuel afsæt i Lukasjenkos brug af "migranter" som "politisk afpresningsmiddel" :
I 2019 kostede det omtrent 300.000 kroner at indkvartere én afvist asylansøger i Danmark. For det samme beløb kunne cirka 630 afghanske familier i Pakistan modtage nødhjælpspakker med varme tæpper, liggeunderlag, spande, køkkenudstyr osv.

Af mere langsigtede ikke-målbare samfundsudgifter kender vi erfaringsmæsigt behovet for flere specialskoler, flere ansatte i psykiatrien, flere fængselspladser, mere politi etc. Empirisk ved vi også, at ikke-vestlig indvandring fra de traditionelt flygtningeproducerende lande og kulturer ikke er en langtidsinvestering, men at det tilsyneladende går tilbage for hver generation.

Men hvad koster det egentlig?

Det er simpelthen umuligt at finde officielle estimater eller overslag, og derfor er spændvidden så stor i 'playgrounden' herover. Vi ved at kvoteflygtninge sjældent kommer i regulært arbejde, og praktisk talt aldrig bliver netto-skatteydere. Her kan man så indvende, at stort set ingen borger i Danmark er netto-bidragsyder hele livet. Den eneste indvandrer man med sikkerhed ved er en gevinst for et samfund som det danske, er den vandrende arbejdstager som efter endt længerevarende uddannelse tager til Danmark, er aktiv på arbejdsmarkedet hele livet, ikke får børn og aldrig bliver syg - og som tager "hjem" igen umiddelbart før pensionsalderen. Afhængig af hvordan man opgør den slags, er de fleste "pæredanske" borgere også en udgift for staten. Kvoteflygtningen er det så i overvældende grad. I et skatteyderfinancieret samfund som det danske presser det staten og kommunerne på alle fronter, når mængden af "negative ydere" øges i forhold til netto bidragsydere. Det ville være en helt anden sag i et forsikringsbaseret samfund, men et sådan samfund ville heller ikke være et velfærdssamfund.

Samfundsøkonomisk er det en tommelfingerregel, at når 1.000 personer bliver arbejdsløse koster det staten ca. 1 milliard kroner (om året). Her er naturligvis medregnet det tabte skatteprovenu. Man siger, at hvis en flygtning kommer i arbejde sparer det samfundet for ca 300.000 kr om året. Gennemsnitsindkomsten for en dansker er (per 2019) ca 325.000 kr om året før skat. Der skal altså groft sagt to fuldtidsarbejdende privatansattes skat til at financiere een flygtning.

Meget sigende, så er een af de første historier man kan støde på, hvis man "googler", en (senere berigtiget) TV2-historie hvor narrativet var: "Så meget ville det koste Danmark at sige nej til kvoteflygtninge". En slags bizarroworld-vinkel, hvor det skulle koste Danmark 38 mia ikke at tage del i EU's kvoteflygtninge-cirkus, der naturligvis aldrig blev til noget. Men i artiklen nævnes et beløb som 240.000 årligt for at huse flygtninge - vel at mærke i midlertidige lejre med stordriftfordele (2015).

I forhold til de "genbosatte" må udgifterne vurderes højere. Permanent ophold, bolig, sprogundervisning, behandling for diverse sygdomme, skolegang, tøj, møbler, børnepenge osv.

Kommunale udgifter på 600.000 kr. om året

Med forbehold for at kommuner er forskellige, kan man betragte Københavns kommunes Evaluering af budget for modtagelse af flygtninge og familiesammenførte (2020). Her kan man læse, at i 2019 brugte kommunen kr. 75.540.000 på posten "modtagelse af flygtninge", fordelt på 121 personer. En gennemsnitlig udgift på kr. 624.413 på et år, per flygtning. Altså det man kunne kalde etableringsomkostninger, efter at flygtningen (eller den familiesammenførte) er visiteret, evt. fragtet til Danmark og fordelt ud til en kommune.

Især det sidste er en sindrig øvelse som i sig selv rummer sine egne visiteringskvoter. Det omfangsrige bureaukrati og hensyntagen til 98 kommuner, der alle som een helst ser sig fritaget for omkostningstunge "genbosatte" (med mindre der følger statsstøtte og egnsudvikling med) - koster vel også penge.

Så, hvorfor er dette relevant?

Gennem mange år modtog Danmark omtrent 500 kvoteflygtninge om året. LLR-regeringen suspenderede denne "ordning" tilbage i september 2016, formentlig fordi det var eneste måde hvorpå Lars Løkke kunne leve op til løftet om "straksopbremsning". Således kan man hævde, at de absolut mest udsatte flygtninge i verden (igen) betalte prisen for, at menneskesmuglernes klientel og grænseoverløbende lykkeriddere kunne håndteres af systemet.

Op til valget 2019 blev kvoteflygtninge atter et politisk tema, dvs. en slags symbolpolitisk kampplads hvor forskellige politiske aktører kunne (og kan) overbyde eller underbyde hinanden i et kapløb om dels vælgere, dels økonomisk støtte fra "feelgood"-klassen. Den nuværende socialdemokratiske regering har sat sig på 200 kvoteflygtninge, til stor fortrydelse for støttepartier og NGO'er. Det trækker formentlig også ned, at disse 200 kvoteflygtninge kom fra det "forkerte" sted, dvs. Rwanda - for det kan jo næppe genere Pia Kjærsgaard-segmentet.

Begrundelserne for at skulle modtage et særlig fastlagt antal kvoteflygtninge er vidt forskellige, et par stykker nævnt ovenover - men desværre som regel akkurat lige forsludrede: Danmark mister anerkendelse, Danmark har særlige forpligtelser, Danmark får for få asylansøgere, Danmark skal følge "konventionerne", Danmark skylder "verden" et eller andet, som følge af en ond, ond kolonitid, slavehandel osv osv. Hjernespind og arvesynd fabrikeret af det postfaktuelle overdrev. Og altsammen bevæggrunde som primært handler om dansk indenrigspolitik og selvfølelse, ikke om verdens flygtninge.

Helt i top ligger påstanden om, at der aldrig har været flere flygtninge i verden, end der er i dag. Tallene flyver gennem luften, og sættes typisk op imod et vilkårligt antal flygtninge umiddelbart efter WWII. For tiden florerer tallet 80 mio flygtninge, hvilket er mindre end et års befolkningstilvækst på globalt plan. Det er nemlig her hunden ligger begravet - i 1945 var der anslået 2.1 mia mennesker i verden, i dag er der 7.9 mia, og stiger med 83 mio næste år (2022) også.

Den desværre nu afdøde svenske professor Hans Rosling ville formentlig være helt enig i, at vi i virkeligheden taler om en enorm nedgang, og burde glæde os over markant færre flygtninge relativt set, end ærgre os over de tilsyneladende numerisk mange i en verden, som på trods af en eksponentiel befolkningstilvækst faktisk i store træk er lykkedes med at afskaffe sult, sygdomme, analfabetisme, krige og ja - flygtninge.

Det er her denne "artikels" vinkel bliver relevant. For det eneste virkeligt betydende spørgsmål i en debat om kvoteflygtninge er implikationerne for Danmark - fremadrettet økonomisk og socialt. Men det er desværre også den eneste vinkel som konsekvent og systematisk bliver forbigået eller ignoreret. Det her handler jo ikke om at hjælpe flygtninge, det kan man i en globaliseret verden løse på 117 måder;-- og at fragte 0.000625% af verdens flygtninge til Danmark, altså det magiske antal på 500, løser med sikkerhed ingenting. Det svarer til at du afdrager på en gæld på 1.000 kr, med 0.62 øre årligt. De fleste kreditorer ville nok finde en sådan ordning temmelig overflødig.

Men det kan have enorm betydning for det danske samfund på sigt.

7 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer

Array ( [site_status] => 3 )