Og så hævder I, at hadet er steget på twitter, efter Elon Musk overtog?

Torsdag den 23 juni kom Støjberg til byen - nærmere bestemt Spentrup - efter forinden i Skive Dagblad at have annonceret dannelsen af et nyt parti. Og så måtte København i nogle timer tage til Spentrup

Nedenstående twitter-mosaik er fra i sommers, samtlige tweets er fra samme dag. Jeg besluttede dengang at lade artiklen ligge, husker ikke helt hvorfor. Det gode ved Dfo er, at kladderne ligger til evig tid. Nårh-jo, ville egentlig splitte artiklen op i to, en dokumentations-del og en tekst-del, og det blev aldrig rigtig til noget. Nu kategoriserer jeg den bare under "Dokumentation". Som I kan se, #dkpol-ekkokammeret er blandt de mest intolerante og hadefulde i hele verden. Det her er jer selv, kære venner :

Det er forbløffende hvor meget "det jyske" egentlig fylder, a priori er det som mange forbinder Støjberg med. Hun behøver slet ikke tale om "københavneri" eller de "fine saloner", der svares skarpt tilbage inden
hun overhovedet har åbnet munden. Dette er det virkelige paradoks.

Efter en halvtam Spentrup-seance kørte journalisterne hjem til København, og I dagene derefter strømmede (københavner)-aviserne over med long-read udgaver af twitter-opslagenes pointer. Man kan reducere debatten ned til to "skoler" : De forstillet undrende  og de udenomsnakkende.

F.eks Adam Holm, som i Berlingske mente at "adressen for Støjbergs polemik [er] svær at gennemskue" for "hvad mente den Hadsund-bosatte politiker egentlig med »de fine saloner i København« – og hvor lå de i givet fald?" som det forstilt undrende blev udtrykt. Adressen kan man måske se blandt dem der føler sig truffet, men samtidig ikke mener Støjberg er præcis nok.

I "Bagklog på P1" vandt Anders Fogh et års gratis adgang til Københavns fine saloner, ugens store tema - studieværten Esben Kjær var i hopla og kaldte Støjbergs nye parti for "jydedemokraterne" ...Der er altså et eller andet paradoksalt i på den ene side at gå all in på præmissen, på den anden side fuldstændig benægte at den overhovedet findes.

I den mere spøjse ende skrev Bertel Haarder (også i Berlingske), at han er "flov" over "jyderiet".  Han har "altid været stolt af at være jyde" men "jyderiet" rummer en "usmagelig" "selvgodhed". Det er nærmest helt svensk - at være "stolt" betinger jo en slags selvglæde, men Haarder er altså i egen optik kun selvgod på en ikke-usmagelig måde. Haarder opfinder sin helt egen Støjberg, som skulle mene det er "noget særligt »ægte« at bo langt fra København" og andre mærkværdige stråmænd. Ifølge Bertel Haarder er det københavnerne generelt som Støjberg har et horn i siden på, formentlig for at få udenomssnakken om afstande og økonomi til at gå op. "Mange butikker og landsbyer har det svært, men er det københavnernes skyld?", som han retorisk spørger, og skyder dermed langt forbi målet. Han rammer dog (formentlig uforvarende) plet, da han til sidst kæder Støjberg sammen med Trrump og hans italesættelse af "the forgotten men and women".

For det handler jo hverken om københavnere, afstande eller økonomi. Eller for den sags skyld jyder.  Det ved t.ex Holm og Kjær godt (her selv brugt som abstraktioner over de fine saloner), de lader blot som om; og Haarder-typerne ved det også inderst inde, inkl. alle de domesticerede jyder som er stolte over at være jyder, og flove over "jyderiet".

Det er en mental barriere. Haarder sammenligner selv Støjberg med Trump og amerikanske forhold - her taler parnasset i kyststaterne om "flyover country", det centrale USA hvor hovedparten af "almindelige" mennesker bor, de republikanske og konservative højborge, som man overflyver i pendlerfarten mellem New York og Californien.  Der hvor ting sker, hvor politikerne, kulturen og medierne har deres fokus.

I Danmark har vi ubestrideligt et lignende "udkantsdanmark".  Der er demografisk, økonomisk og ikke mindst politisk himmelvid forskel på Storkøbenhavn og resten af landet.  Man kan konstatere at der er meget stor ulighed i Danmark versus København når det gælder adgang til uddannelse, kollektiv trafik, sundhedsydelser og statslig financieret kultur.

Politisk har København det altfortærende fokus, og alle københavnske problemer konverteres per automatik om til generelle danske samfundsproblemstillinger.  Når nyudnævnte ministre kommer cyklende til Christiansborg, taler om CO2-afgifter, sunde principper og betalingsringe, så er det politik gennem en københavner-prisme, der kun inkluderer en lille andel af borgerne i landets største by, som udgør 20% af befolkningen. I stort set resten af landet, inkl. hovedstadens sattelitbyer - der hvor sygeplejersken og politimanden bor - er cyklen eller offentlig transport kun for et mindretal et realistisk alternativ til bilen.

Hvis ikke "jyden" kan føle sig fremmedgjort over for politikernes københavner-prisme, så er der en udbredt - ikke mindst korrekt - opfattelse af, at være en slags ekspropriationsområde for københavnernes løsninger. Tænk blot på Niels Hausgaards "Hilsen fra os" fra 1976, hvor han foreslår atomkraftværket lagt på Sjælland. Det syntes københavnerne var morsomt, for de vidste jo godt det aldrig ville komme til at ske. For sådan er fordelingen i Danmark: København får en metro, jyderne får plastret udsigten til med havmølleparker, må køre udenom naturreservater (som er københavner-projekter der ikke giver bedre biodiversitet) bliver nabo til udrejsecentre og kan i øvrigt høre ulven tude i det fjerne ...Sådan opfattes det af mange.  Nu er det næppe alle "venstrebønder" (som det indforstået kunne hedde f.eks i Politiken) som har noget imod ulve eller vindmøller, men betingelserne - og hvilke hensyn der bør prioriteres - ikke blot føles som et diktat fra København, det er københavnske diktater.

At al politik har afsæt i København kunne måske være opvejet af et mere regionalt medielandskab, men her dominerer "københavneriet" om muligt endnu mere.  Alle store medier er københavnerbaserede og anskuer ligeledes Danmark gennem en kyklopisk københavner-prisme.  Politikens herostratisk berømte "Planerne om at gøre Danmark landfast med Tyskland igen er pludselig blevet betragteligt dyrere" kan vel karakteriseres som et freudian slip.  Mere alvorlig var hele farcen om R247, hvor radioen hellere ville nedlægge sig selv end at rykke hovedkvarteret 110 km væk fra hovedstaden.  Parantes bemærket har de fine saloner i dag besluttet det var DF's skyld, men ideen blev faktisk fostret af socialdemokraten Benny Engelbrecth. Nuvel, argumentationen for at nægte "udflytning" (eller 1½ times køretur) var fair nok - den kunne koges ned til "Det er i København det sker" - altså en erkendelse af de faktiske forhold i jernindustrien, men kom så ikke og sig, at "københavneriet" ikke er nærmest latterligt hysterisk. Samme reaktion har man kunne se med "udflytning" af et beskedent antal offentlige styrelser, uddannelser osv. Det er åbenbart værre end døden at bo og arbejde i Hjørring, og for pionererne fra R247 tilsyneladende værre end tabet af livsværket. Lidt grotesk i et land hvor den længse afstand til alt er 300 km.

Mediernes "københavneri" er så veletableret et faktum, at det er indarbejdet i sproget: F.eks på DR (Danmarks absolut største medie) tager Vores Vejr "ud i sommerlandet". Når Agger og Hjernøe tager ud i ferielandet, som resten af Danmark kaldes, så er vi aldrig i tvivl om, at basen er København og det monstrøse halvtomme skandale-byggeri i Ørestaden til 4.7 mia kr.  Et "moderne" programkoncept med stærk bismag af forskønnelse og iscenesættelse. En konstrueret virkelighed, som ikke handler om virkelige mennesker eller "os selv", mere en slags antropologiske naturudsendelser henvendt til, ja - de fine saloner? Vi er lysår fra dengang DR var et public service-medie, hvor man uge efter uge kunne høre programmer som "En arbejdsplads i Danmark" eller se "Landet rundt" på hovedkanalen. Alt udenfor København er noget man rejser til, besøger, sender fra i særlig anledning ...

Her stoppede jeg vistnok mit rant.​