Serenity: Magisk realisme når det er bedst

Er man først tuned ind på Serenity kan man ikke lade være. Man skal se den igen. Og så lige een gang mere. Og så igen. Man kan blive ved med at fange de små hints, de små detaljer, og alligevel bliver man ikke svært klogere på den dystre musik eller Matthew McConaugheys plagede udtryk

For lad os sige det med det samme, det er film med et kæmpe twist. Så stort at jeg ikke engang vil antyde det her. Det er vildere end den store overraskelse i The Crying Game, som mange måske erindrer.

Handlingen er ellers ligetil: Vi har en fordrukken "vil-glemme-sin-fortid" type, på en fiskerbåd et sted i det vestindiske øhav. Han er besat af "ham", en kæmpe stor tunfisk, som han med alle midler forsøger at fange. "Ham" kalder han selv for "justice".  Matthew McConaughey kalder sig selv Baker Dill (hvis du forstår pointen, har du en IQ over 120).

Det er nærmest perfekt filmet, med panoramaer og lækre shots af hovedpersonerne. Matthew McConaugheys drevne accent og muskelspændende krop driver en stor del af værket. Han er en fantastisk dygtig skuespiller. Så ægte, autentisk.

Men man bliver mere og mere draget ind i noget mystisk. Der er et eller andet galt. Der er noget som ikke stemmer. Vi kan se det, Baker Dill kan overhovedet ikke fornemme det. Han lever i sin fordrukne, cigaretrygende flugt fra virkeligheden.

Ind træder så Anne Hathaway, i form af Karen Zariakas, hvis mand Frank Zariakas (Jason Clarke) hun forlanger myrdet på åbent hav dagen efter. For 10 mio dollar. En Karen? Det stemmer virkelig ikke, men vi fornemmer de har en fortid sammen. Dill sidder i sine branderter og taler til sin søn Patrick, som hun påstår at være moderen til. Der er noget rivravruskende galt.

Jeg kan ikke sige mere end at Djimon Hounsou (kendt fra bla. Guardians of the Galaxy) leverer en uforglemmelig præstation som Dill's boatfriend.

Oh boy, glemte helt, musikken er perfekt.. Der er den der snigende "noget vil komme" hele tiden. Men man lægger ikke så meget mærke til det, fordi billedsiden og dialogen i forvejen er så perfekt. Og måske for perfekt, finder man ud af ...

Det her er film når det er bedst. For mig strøg den direkte ind i top-20 af verdens bedste film. Den er næsten perfekt. Slutningen kunne jeg godt have undværet, den er lidt overflødig. Alle brikkerne er jo sat på plads, men sådan er det nok: Det er et filmselskab som ser på det kommercielt, og ikke kunstnerisk. For sådan er Serenity, et filmisk kunstværk -- som et billede på et museum der trænger sig ind, og man husker længe efter man har været på museet. 

Jeg forstår ikke IMDB's lave 5.4 score, eller jo - det gør jeg godt. Hør min formel: Hvis man ser en film have mange ekstremt gode anmeldelser, og mange ekstremt dårlige anmedelser, så er der stor chance for, at det er en god film. En film der deler vandene har stort potentiale for at være god. Hvis du derimod ser noget ala 7.1, hvor der er rigtig mange gode anmeldelser, så er der stor chance for at det er en lala-film, pølsefabrikken om igen.

10/10 herfra.