Skrevet af David KonradUdgivet 0 kommentarer

"Den danske model" er en kollektiv fortrængning

Vi har set det så mange gange før: Staten (eller politikerne) indfører et eller andet i bedste mening, typisk fordi der er et konkret behov eller en stemning. Her et par eksempler på gode hensigter der efterfølgende fik deres helt eget modsatrettede liv

Nu er det så Lars Løkkes tur til at stå skoleret overfor den kollektive dysfunktionelle fortrængning. Et forslag om på sigt at erstatte folkepensionen med en slags "universiel pension", som folk selv indbetaler til, har fået praktisk talt hele Danmark op af stolen. Det er afskaffelse af den danske model, det er det rene USA, bla bla.

Men ikke blot bliver forslaget givetvis komplet misforstået, reaktionen lægger sig i forlængelse af en lang række fortrængninger der om noget kan kaldes "Den danske model": Har man først indført en ordning i Danmark, ender den med at leve sit helt eget liv. Folk glemmer hvorfor det i sin tid var en god idé, og overser derfor fuldkommen, hvorfor det i deres egen samtid måske ikke længere er så god en ide. Her kommer nogle eksempler :

Efterlønnen

Det lyder måske for unge mennesker utroligt, men for ikke så mange årtier siden var der +350.000 arbejdsløse i Danmark. Og det med en befolkning der var omtrent 1 mio færre mennesker end i dag. Overalt på gader og stræder gik unge mennesker uvirksomme rundt. Det var dengang fænomenet med unge mennesker der hænger ud i parker og på bænke blev skabt. Unge mænd med sorte veste, med store hunde, der udviklede sig en hash-kultur og fænomenet "rockerbander" blev skabt. I dag ser vi stadig lommer rundt omkring, foran den lokale Netto for eksempel, med unge - eller semiunge - som sidder og drikker, typisk på kontanthjælp, eller pga. deres druk på førtidspension. Det blev en hel subkultur. Punken er faktisk et produkt heraf, den udspringer ikke fra Danmark, men billedet var det samme i de fleste vesteuropæiske lande.

Det skyldtes den tårnhøje arbejdsløshed. Der var simpelthen en række store årgange, som slet ikke fik muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Løsningen på dette problem blev efterlønnen, vedtaget af SV-regeringens Anker Jørgensen i 1979, formentlig under indflydelse af den geniale "samfundsarkitekt" Poul Nyrup Rasmussen, der senere selv blev statsminister.

For hvad er lige bedst for staten? At tabe en generation eller to på gulvet, med hvad deraf følger - eller forære nogle ældre en smule penge, så de har motivation til at trække sig tilbage før tid? Set ift. samfundsudgifter er det jo lige meget om du giver den ene eller den anden passiv forsørgelse, men det er på sigt nok lidt bedre at den +50-årige går derhjemme, end den -30-årige ...

Så kom der andre tider, og behovet for efterløn forsvandt. Men ordningen var nærmest umulig at afskaffe. Pludselig hed det sig, at det handlede om ældre og nedslidte, om at hver anden dansker umuligt kunne arbejde til vedkommende fyldte 65 osv osv. Det var en debat der kørte over et årti. Poul Nyrup selv tabte formentlig et valg på at love at bevare efterlønnen, hvorefter han begyndte et udfasningsprogram. Den yderste venstrefløj så det som et angreb på "den danske model", men dybest set handlede det jo blot om, at i en tid med højkonjunktur gav det ikke længere mening, at betale ældre for at sidde derhjemme på overførselsindkomst.

Men i "den danske model"-optik handlede det pludselig om 52-årige Grethe der havde ondt i sin venstre arm, og ikke om 18-årige Børge, som kun kunne se frem til et liv på kontanthjælp.

Modersmålsundervisning

Hele konceptet var faktisk funderet i et dekret fra EF, i forbindelse med udvidelsen til et EU, og etableringen af det såkaldte "Indre Marked". Nu skulle man have "den vandrende arbejdstager" på kryds og tværs af grænserne mellem EU-landene, og derfor skulle de forskellige EU-lande facilitere og bekvemmeliggøre muligheden for at person X kunne flytte fra A til B, for at arbejde.

Et af grebene var modersmålsundervisning. Og det var jo rigtig godt tænkt: En lad os sige franskmand skulle ikke have betænkeligheder ved at tage arbejde i t.ex Danmark, og være bekymret for sine børns trivsel og skolegang. Så længe de var i Danmark skulle de være garanteret at kunne lære fransk, og så kunne den franske arbejdstager efter nogle år tage hjem igen - eller videre - uden det på den måde havde gjort hans børn danske eller ikke-franske.

Men det Indre Marked blev en gigantisk fiasko. De eneste virkeligt vandrende arbejdstagere blev arbejdsløse fra den gamle østblok, som massivt underbød de laveste samfundsklasser i de "gamle" EF-lande, og det førte i sidste ende til Brexit, men det er en anden historie.

I Danmarks tilfælde blev modersmålsundervisning i stedet et fixpunkt for indvandrere fra ikke-vestlige lande. Frem for at lære tyske børn tysk, og franske børn fransk, endte det med at staten (dvs kommunerne) gav tyrkere, pakistanere, arabere osv, undervisning i deres modersmål. Altså en gruppe ordningen slet ikke var tiltænkt, for ingen af dem var jo "vandrende arbejdstagere", men indvandrere som var kommet for at blive.

Så i stedet for at ordningen sikrede muligheden for at arbejdstageren med god samvittighed kunne tage et arbejde i Danmark, og efter nogle år tage hjem igen, blev det en øvelse ud i seggretion og fastholdelse af ikke-vestlig sprogkultur på statens regning. Og det kostede utrolig mange penge.  Da man opdagede dette, og nogle foreslog ordningen burde afskaffes, brød helvede løs i laksegade.

Det var racisme. Det var ondskab. Vi fik masser af eksempler på "eksperter" og "forskere" (med vilje i citationstegn) som i ramme alvor bedyrede, at børn ikke kan lære noget som helst sprog, hvis ikke de kender et andet sprog i forvejen, og det sprog skulle tilfældigvis være urdu, pashto o.lign. Hvem glemmer "Den Store Københavnerrapport", som igen og igen blev fremført i debatten. Selvom os på gulvet ved, og har set masser af gange, hvordan helt almindelige børn sagtens kan lære 2, 3, 4, 5 sprog, blot det bliver talt i deres omgivelser. Helt uden at gå i skole.

Men den lange, lange debat endte altså op med en forestilling om, at modermålsundervisning var skabt for at integrere 2 og 3-generationsindvandrere, for de kunne jo umuligt lære at tale dansk, hvis ikke man havde lært dem urdu først.

Resultatet kender vi: Selv i en såkaldt 0-kommune som Albertslund bliver der flittigt talt på diverse modersmål i Netto, og selv tredjegenerationsindvandrere er i forhold til det danske sprog en slags analfabeter. For dem er dansk et fremmedsprog. Det er noget man taler i skolen eller nede på kommunen. Men ikke i frikvarteret, i bussen eller i Netto.

Tilbage til Lars Løkke

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at stemme på Moderaterne, men Løkke har virkelig en pointe. Der har for mig i mange år ikke været i tvivl om, at folkepensionen kører på lånt tid.

Ordningen blev indført i 1970, bla. som svar på kvindernes selvstændiggørelse. Det var en tid hvor man nærmest kunne forvente, at mange ældre ikke havde formue, friværdi (det fandtes slet ikke) eller opsparing. Generationerne var også små, ift. i dag ret lave udgifter set i sammenhæng med det overordnede budget.

I dag har vi kæmpestore generationer, som er på, eller på vej til, folkepension. Og de er mega-rige. De har skummet fløden af årtiers nærmest uafbrudt økonomisk fremgang, De lukrerer på vækst i boligmarkedet, de er heldige fordi typer som Poul Nyrup Rasmussen indførte tvungne pensionsindbetalinger mm.

Så hvorfor skulle man ikke på sigt kunne lave ordningen om igen?

Alene set ift. hvem der skal financiere gildet virker det som en umulig opgave: Små generationer skal kunne financiere store generationer på overførselsindkomst - de selvsamme som de ringer hjem til, for at få økonomisk støtte fra, når el-prisen er blevet for høj ...

Så der er ræson og fornuft i Løkkes politik. Det er en statsmand som har overblik, og evner at skue fremad. Hvorfor ikke udfase ordningen gradvist, og lade folk spare op selv? Det danske samfund, eller den danske model, er jo ikke en forsikringsordning med uanede ressourcer. Det er en fin mekanisme, som et urværk, hvor der skal være balance mellem nydere og ydere, mellem børn, unge, studerende, folk på hospitalet, folk i arbejde, folk på pension ...

Og når de ældste alligevel er de rigeste, og resten af samfundet kører på pumperne, hvorfor så ikke gribe chancen og udfase folkepensionen over lad os sige 50 år?

Men den kollektive fortrængning kommer så atter ind i billedet: Det er udansk, det strider med den danske model, Løkke vil amerikanisere Danmark, bla bla bla. Men dybest set er det jo blot rettidig omhu.


0 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer