Skrevet af REDAKTION Udgivet  0 kommentarer

The Wandering Earth

Er man til hjernedøde "Jorden går under" katastrofefilm, vil man helt klart nyde hvert eneste øjeblik af The Wandering Earth. Filmen følger i store træk genrens dramaturgi, men i en kinesisk indpakning og så lige 17 gange vildere og mere dramatisk - så selv typer som Roland Emmerich eller Michael Bay må sidde gule og grønne af misundelse

Historien kort (uden større spoilere): Solen er gået i gul dværg mode. Indenfor 100 år vil Jorden være udslettet, indenfor 300 år vil hele solsystemet være opslugt. Så en forenet menneskehed fatter en plan, nemlig at bruge alle ressourcer på at udstyre selve planeten med over 10.000 kæmpe raketmotorer, som skal flyve den til Alpha Centauri, altså slet og ret skifte solsystem. Der er så lige det nuværende solsystems største planet Jupiter, som står i vejen ...

Sådan ser det ud når jordens atmosfære suges væk af Jupiters tyngdekraft. Ifølge The Wandering Earth. Screenshot fra filmen.

Vi får alt fra en komplet ødelagt jord, kæmperumskibe, mærkværdige irrationelle beslutninger, rumvandringer som går galt, enorme jordskælv, ja - at planetens atmosfære suges ud i rummet, og hvad har vi. Handlingen er delt op i to sideløbende segmenter, hvor man følger kampen på jordoverfladen, det er den del der fylder mest, og så kampen i rummet i nærheden af Jupiter, hvor et enormt observatorium guider jorden frem i sin flyvefærd. Det hele garneret med et par flashbacks til hovedpersonernes fortid samt indbyrdes relationer. Og alting går naturligvis galt for hovedpersonerne. Et over 2 timer hæsblæsende drama, som er oppe at køre i højeste gear fra start til slut. Der er virkelig godt lavet CGI, virkelig høj "production value", meget opfindsom og kreativ pseudoteknologi - fra start til slut er der tænkt ned i detaljen uden at gå på kompromis.

Kulturelle forskelle

Ser man på lignende amerikanske Jorden-går-under blockbustere er der nogle skabeloner der går igen. Roland Emmerich (det er ham man uværgeligt kommer til at tænke på) har typisk et drama bygget op omkring f.eks en far der har forladt hjemmet, eller har et problematisk forhold til sin søn eller datter. Og så forenes familien naturligvis via katastrofen og heltemodet hos den far som svigtede engang i fortiden.

I The Wandering Earth findes der tilsvarende et underlæggende familiedrama, men her har vi tre generationer og "bedstefar" som den store patriark, som vi undervejs finder ud af i virkeligheden har adopteret eet af børnene, formentlig uden at han nogen sinde selv har fortalt dem det. Men sønnen (yngste generation) er naturligvis sur på faren, der aldrig vendte hjem fra Jupiter som han havde lovet. Og alle familiemedlemmer ender med at blive brikker i den sidste desperate aktion for at undgå den ultimative katastrofe; det er kollektiv frem for individuel selvopofrelse. Det mindes jeg ikke at have set i en amerikansk katastrofe-film.

En fin detalje er de gigantiske transport-lastbiler, der bruges til at transportere brændstof rundt på jordens -85 grader celcius frosne overflade. Hver gang de startes op, minder deres AI om at "mange veje fører til målet, passer man ikke på kan det ende i tårer". Det er rimelig sikkert ikke blot en reference til muligheden for at køre galt, men også en påmindelse om "Beijing 3"'s mulige sanktioner (byen ligger 4.5 km under jordoverfladen) imod dem der forbryder sig imod "loven". 

I den kinesiske katastrofefilm er der en verdensregering, som i øvrigt kommunikerer på det reelt uddøende fransk, men det er også det totale overvågningssamfund, hvor penge er afskaffet og den kinesiske regering - eller "offentligheden" - dybest set ejer alt. "Verdensregeringen" ser i sidste ende gennem fingre med heltenes beslutning om et sidste forsøg på at redde jorden, men man fornemmer den ikke ville være gået hvis kineserne selv skulle bestemme. Den kinesiske AI gør faktisk alt for at spolere heltenes heltemod, men det skyldes naturligvis - fanfare - Verdensregeringen, og ikke kommuniststyret. Men så er det jo godt man har en flaske alkohol med ud i rummet, selvom vi bliver mindet om at allerede Gagarin fik forbud imod det.

Som i andre katastrofe-film oplever vi et vist internationalt snit. Der er f.eks den lidt skøre eller halvgale russiske kosmonaut, og lejligheds nævnes eller optræder canadiere, tyskere, fillipinere osv. USA er stort set fraværende, amerikansk optræder i maskin-stemmernes katastrofealarmer på den fjerne rumstation og i visse sammenhænge ifb. computerprogrammer, men NASA og amerikanske flag ser man ikke meget af. Måske er der en "logisk" forklaring der er klippet ud eller måske blot antydes. Eller som jeg overså
fra indledningen, men det er bestemt ikke et joint-venture mellem USA og andre rumfartsnationer. Må med skam melde at jeg aldrig har læst Cixin Liu, den prisvindende forfatter som skrev bogen der er forlægget til filmen. Det er ikke utænkeligt, at det kølnede forhold mellem vesten og Kina har ændret på adaptionen af roman-forlægget.

Måske i virkeligheden ikke nogen tåbelig fremskrivning af den virkelighed der hersker. NASA har ganske vist taget det lidt op igen med Artemis, og der er kommet et væld af private aktører med udgangspunkt i USA, altså i den virkelige verden. Men siden Obama skrottede rumfærgerne har man baseret rutedriften til ISS på de gode gamle russiske Sojus-raketter, og kineserne har imellemtiden taget et tigerspring (pun intended) ift. rumstation og rumfartsteknologi generelt. Det er ikke som f.eks nyere Moonfall (igen, Emmerich), hvor Helle Berry alene er jordens håb, sammen med en konspirationsteoretiker og en afdanket detroniseret astronaut.

En markant forskel på amerikanske katastrofe-film er fraværet af ikoniske bygninger, skulpturer eller monumenter som smadres eller braser sammen i en kæmpeeksplosion. Hvis Emmerich havde været kineser, og hvis han havde fået lov, ville den kinesiske mur blive ødelagt i halvdelen af hans film. I Kina er de langt mere følsomme, eksempelvis gik filmen Pixels først gennem nåleøjet, efter at en scene hvor der netop laves et stort hul i den kinesiske mur blev fjernet. De kinesiske versioner af udenlandske film har også ofte fået skåret de værste eller mest eksplicitte voldsscener ud. Nogle tolker dette som streng og unødig censur, jeg tror det primært har med en kulturforskel at gøre. At smadre Frihedsstatuen eller Eiffel-tårnet har naturligvis en dramatisk effekt, men det er også et lidt "billigt" kneb. Så kan man vise den slags scener og alle kan forstå, at det nok er ret alvorligt, med få enkle midler.

Her tænker nogle måske, hvad med John Woo's ikoniske Hong Kong-film? Såsom The Killer eller Hardboiled, frem til film som John Wick nok de vildeste action-film nogen sinde lavet, hvor det handler om at tælle om der nu bliver skudt 280 eller 310 mennesker. Men det er netop Hong Kong-film, ikke "fastlandskina"-film, godkendt af myndighederne.

Der er skam rigeligt der smadres og ødelægges i The Wandering Earth, men alt på jordens overflade er i forvejen ødelagt når filmen tager sin begyndelse, så at visualisere den totale undergang ved at ødelægge et kendt højhus virker lidt overflødigt. 

Svært at vurdere skuespillet, men virker OK

Når en film foregår udenfor ens eget sprogområde, dvs. i denne anmelders tilfælde dansk eller engelsk, kan det være lidt vanskeligt at vurdere dialogen og dermed også dele af skuespillet. Tag f.eks en film som Lilja 4 Ever, der kan virke ekstremt autentisk og rørende, men spørger du en russer er dialogen ubærlig gumpetung, kunstig og anakronistisk. Manuskriptet er skrevet på svensk, oversat til russisk og russiske debutanter instrueres af en svensker via tolk. Det er lidt nemmere når man kan fornemme plathedsniveauet hos Bruce Willis i Armageddon eller "Megastrukturisten" i Moonfall.

I 流浪地球, som filmen hedder på kinesisk, sidder man et par gange med følelsen af, at en hel del vrøvl er forsvundet i den danske eller engelske tekstning. Ikke en kritik imod filmen i sig selv, blot et vilkår. Danske serier og film som får succes i udlandet skal nok være glade for denne mekanisme. Tvivler på at t.ex Borgen ville blive mødt med samme fascination i fjerne lande, hvis seerne rent faktisk forstod det kunstige mumleri og politiske rævekager set gennem en teatralsk og stærkt forudsigelig centrum-venstre Østerbro-prisme.

Men filmen blev et gigantisk hit i Kina selv, og derfor købte Netflix rettighederne til at vise den internationalt. Har dog selv set den på en alternativ streaming-tjeneste. Den var oprindelig ikke planlagt til at blive vist for et internationalt publikum, i modsætning til amerikanske produktioner, der jo også kan have det potentielle kinesiske publikum i fokus, eller krampagtigt prøve at please de mere "woke" segmenter. 

Faktisk er det lidt befriende, at een af de gennemgående figurer har lyst hår, (helt tydeligt brintoveriltet)  fordi han har en kinesisk mor og en "australsk" far.  Han præsenterer vittigt sig selv som en "kinesisk-australsk co-produktion", og de "rigtige" kinesere synes vist at han er lige lovlig suspekt. Hovedpersonerne møder ham også først i fængselscellen, og han må bedyre at "pigen gjorde det frivilligt". Men han ender som een af de gode. Hvorfor skal alting også være så f****** politisk korrekt, i vore dage? Fortællemæssigt er skæve marginaliserede personer netop god verfremdung, man skal have meget lidt indhold i tilværelsen for at kunne blive provokeret over dette.

Som nævnt virkelig høj "production value". Der er ikke sparet på noget, også selvom der er meget CGI. Der er få tilbage som stadig bruger miniaturemodeller og den slags, Christopher Nolan er een af dem, derfor Interstellar virker så "ægte". Men det gør ikke noget i en katastrofefilm som The Wandering Earth. Screenshot fra filmen.

Her har vi nok en afgørende forskel på kinesisk og amerikansk / vestlig produktions-logik eller kultur. I Kina synes man ikke det er i orden at slå folk ihjel på opfindsomme og sofistikerede måder, såkaldt voldsæstetik er ikke et mål i sig selv - eller at smadre en ikonisk skulptur, eller verdenskunst. Men de mellemfolkelige relationer kan man måske udpensle lidt mere realistisk. Tag en anden amerikansk katastrofe-film, Battleship, hvor helten overlader kommandørskabet til en japaner, altimens WWII-veteraner fra Stillehavskrigen knokler i maskinrummet. Det er nærmest mere urealistisk end plottet selv.
Men så har man da gjort sit for det "multikulturelle", altimens Barbados-bumsen Rihanna gør den som hårdtslående marinesoldat. Det er skørt, fungerer endda, også en glimrende katastrofe-film, men det er altså mere realistisk at kinesere i højere grad stoler på andre kinesere. Hvis man da ikke ligefrem medtænker, at det er lidt skørt at forvente "realisme" i den slags film i det hele taget. "Vesterlændinge" (Dannebrog anes faktisk en enkelt gang) er umælende bifigurer i det store plot, og hvad så? Det gør ikke filmen dårligere. I en vestlig millimeterdemokratisk sammenhæng ville det blive kritiseret, også selvom der er færre europæere og amerikanere tilsammen, end kinesere.

Alt i alt: Er man fan af den slags film, så er det et must see. Det er et lidt anderledes take på genren end man ellers ser, men også generelt 10 gange vildere. Vi går ikke via en times idyl eller sniksnak til katastrofen, og derfra til løsningen eller de store eksplosioner; man starter sådan set midt i katastrofen, og derfra bliver det så bare lidt værre.

Personligt, som filmen skred frem havde jeg også regnet med en lidt anden slutning. Det er et stort plus at handlingen ikke er 100% forudsigelig. Den følger som sagt skabelonen meget fint, men hvor Bruce Willis blot skal trykke på en knap, er "løsningen" i den kinesiske udgave en lidt mere kompliceret flertrinsraket. 

Som katastrofefilm, 5 ud af 6 stjerner herfra.  Det vil sige, jeg mener virkelig høj underholdningsværdi. Vi kan aldrig komme op på t.ex Farewell My Concubine-niveau alligevel, genren er ikke til det - hvis jeg skulle vurdere ift. imdb's 10-skala, så 8 ud af 10. Slå hjernen fra, og nyd dette vanvittige og skøre eventyr.  Det vrimler i disse dage ikke ligefrem med genre-film der overrasker positivt, skulle man nævne en anden fra de sidste par år kunne det være Prey. Men nyd nu lige denne her lidt oversete perle ...

0 kommentarer. Skriv en kommentar som gæst eller opret dig som bruger. Gæstekommentarer godkendes før de vises.