USA gjorde een undtagelse i forhold til Monroe-doktrinen, og det var Grønland

Hvis man vil forstå Donald Trumps fokus på Grønland, er man nødt til at forstå alle de historiske forudsætninger som ligger bag. Desværre virker danske medier til primært at basere deres skriverier på en blanding af remote viewing og damebladspsykologi, ikke et køligt blik på den faktiske baggrund. Her er et kvalificeret bud.

Retorikken er benhård, og der uddeles bevidst tvetydige budskaber og slet skjulte trusler. Det hele handler om at få et lettere fodslæbende Danmark til at handle, og handle nu - ikke komme med hensigtserklæringer og løfter som det tager årtier at indfri, hvis overhovedet nogen sinde.

Det er nemlig den erfaring Trump har, fra da han sidst adresserede Grønland i sin forrige embedsperiode.  Og den erfaring USA generelt har gjort sig gennem årene, med Danmark som "beskyttet kolonimagt" i deres egen baghave.

Og på trods af den skingre retorik samt danske politikere og ditto mediers absurde overdrivelser og misforståelser, er der indtil videre kun sket dette, at Trumps søn har besøgt Nuuk som "turist", samt at Vance har aflagt besøg på Thulebasen.  USA har nemlig ingen som helst særskilt interesse i at "eje Grønland", men de har interesse i at Danmark forvalter det enorme arktiske område på forsvarlig vis. 

Så hvorfor?

Læg for en stund den spekulative motivforskning til side; den der belærer os om, at årsagen til Trumps grønlandsinteresse skyldes uvidenhed, storhedsvanvid, at han er "narcissist", "fascist", "Hitler" eller blot ønsker at "gå over i historien" som en præsident der udvider det amerikanske territorium. 

Monroe-doktrinen

I 1823 fremsatte USA's præsident James Monroe en såkaldt doktrin (programerklæring) omkring landets fremadrettede sikkerhedspolitik i Syd, Mellem og Nord -amerika. Det skete under Monroes årlige tale til Kongressen, og det var dengang endda en relativ ny tradition.

Doktrinen fastslog, at de europæiske (koloni)magter ikke måtte blande sig i de uafhængige  (selvstændige) nationers affærer på begge de amerikanske kontinenter, og at enhver ny europæisk kolonisering eller indblanding ville blive betragtet som en direkte trussel mod USA. Det handlede ganske enkelt om at stække og ultimativt helt fjerne Europas magt og indflydelse i Amerika totalt.

Timingen var ikke tilfældig, 1823 lå midt i de verdenshistoriske år hvor en stor del af de syd og mellemamerikanske lande fik eller kæmpede sig til selvstændighed. Bolivia (1825), Brasilien (1822), Ecuador (1821), Mexico (1810), Argentina (1810) og så fremdeles. 

Nogle forestiller sig måske, at USA på dette tidspunkt opkastede sig til stormagt og pressede en urimelig magtpolitik igennem, men USA var selv en tidligere koloni (erklæret uafhængig 1776,  officielt 1783), og kunne som en slags storebror eller "førstefødt" give en hjælpende hånd til de øvrige kolonier/eks-kolonier. Europa var vitterlig forhadt og uønsket, også dengang, og for amerikanerne var det win-win: At garantere de øvrige nationers uafhængighed, og aktivt modarbejde europæisk indflydelse på kontinental basis, gjorde også deres egen kun 40-årige unge nation mere sikker. 

Som man kan se her på kortet ovenover til højre var USA stadig en "lilleput-nation", men stor nok til at man havde kunne smide briterne på porten. Det var dog næppe lykkedes uden spansk, hollandsk og især fransk hjælp. Men USA følte sig langt fra sikker, kunne europæerne finde på at rotte sig sammen og slå tilbage? Lige i 1822/1823 var de amerikanske kontinenter og mange europæiske lande i opbrud - Spanien, Portugal, Rusland oplevede revolution og optøjer, Italien tittede frem osv. USA tog ingen chancer, så hellere eliminere truslen een gang for alle. 

I løbet af de næste over 100 år blev Monroe-doktrinen så udgangspunkt for al amerikansk politisk (og militær) gøren og laden i Latinamerika, Caribien osv. Senere, under præsident Roosevelt, blev doktrinen endda udvidet med Roosevelt Corollary, som gav USA "ret" til at gribe ind i både nord og syd for at opretholde stabilitet. Samtidig opkøbte eller overtog USA systematisk alle de områder og øer man kunne komme til.

Dansk-Vestindien

De danske øer var i den sammenhæng meget lidt interessante. Man anså ikke Danmark for en trussel, vel end ikke som kolonimagt, og øernes værdi var uhyre beskeden. Amerikanerne havde også set hvordan Storbritannien i 1802–1803 og senere 1807–1815 kunne besætte øerne uden at Danmark kunne gøre fra eller til. Der var heller ingen dansk befolkning på øerne, de udgorde en forsvindende lille minoritet - på dette tidspunkt dominerede især briter og irere blandt plantageejerne. Danmark havde i 1823 ikke megen anden glæde af øerne end det årlige underskud.

St. Thomas er på størrelse med Romø (83 km²); St. Jan lidt mindre end Fanø (50 km²); St. Croix er på størrelse med Møn (218 km²). På St. Thomas var jorden udpint og de naturlige vandreserver opbrugt allerede i starten af 1700-tallet, det samme blev hurtigt tilfældet med St. Jan, men St. Croix havde en stabil produktion af afgrøder, dog hverken prangende eller noget der gav nævneværdigt overskud for den danske stat (kongen). Op igennem 1700-tallet og 1800-tallet nåede skiftende kommissioner frem til det samme resultat: Øerne var en underskudsforretning, det ansåes ikke realistisk at det kunne blive anderledes i nogen nær fremtid, så de burde sådan ses afhændes til højestbydende. Hvis altså man kunne finde en køber.

Tre forsøg på at sælge - første omgang

Så nemt gik det dog ikke, og der er mange mellemregninger - det var bestemt ikke fordi alle i moderlandet syntes det var en god idé. Tanken om et salg blev luftet første gang i 1846, og på alle tre øer var der stemning for at blive knyttet til USA (engelsk var officielt sprog, man brugte vestindiske dollar og cent og langt den meste [tusk]handel foregik med fastlandet) - men vi skal frem til 1864 før der blev fundet en åbning.

Den amerikanske borgerkrig 1861-1865 havde overbevist Abraham Lincoln om, at de vestindiske øer hørte ind under Monroe-doktrinen. Udover intern borgerkrig var man presset af et sidste spansk forsøg på magtovertagelse i San Domingo, man havde den besynderlige mexicanske kejser  Maximilian lurende syd for grænsen og man var ærlig talt temmelig nervøs for, at stormagten Østrig skulle erhverve sig øerne som kompensation for dets andel i erobringen af Sønderjylland. Af mere praktiske grunde var dybvandshavnen i St. Thomas hele Caribiens bedste, oplagt til kulstation og flådestation for en atlanterhavnsflåde. Og i øvrigt en slags Caribiens hovedstad - alt gik på en måde dengang gennem St. Thomas og enhver ø eller koloni i området kunne angribes fra St. Thomas. 

På dette tidspunkt drejede et salg sig udelukkende om St. Thomas og St. Jan. Ikke fordi Danmark ikke ønskede at sælge St. Croix også, men fordi man i forbindelse med købet af øen fra franskmændene i 1733 (overtagelse 1735) havde underskrevet en aftale om, at et eventuelt senere videresalg skulle godkendes af Frankrig først. 

Forhandlingerne foregik i dybeste hemmelighed, og i øvrigt i dybeste elskværdighed. Lincoln og hans chefforhandler William H. Seward  gjorde en dyd ud af et venligtssindet forhandlingsklima. "Danmark nærer uvilje mod England", som amerikanske diplomater kunne berette hjem fra København (naturligt efter begivenhederne i starten af århundredet og 1864-nederlaget), men ytrede sympati for det unge og stærke USA. Man anså altså at Danmark var på amerikaneres side og venligtsindede - problemet var England, som til gengæld havde en stærk mistanke om, at der foregik et eller andet i det skjulte. Englændernes egen infrastruktur i området var også baseret på St. Thomas, og som nævnt var en stor del af befolkningen på øerne britisk.

Til sidst gik amerikanerne ind på alle danske krav, som bestod dels i en overdragelsessum, 7½ mio dollar i guld, som var noget større end amerikanerne ellers havde forestillet sig, dels et krav om en folkeafstemning, som amerikanerne ellers havde været imod (det var ikke sket ifb. andre områder eller øer som amerikanerne havde købt, og man ville helst ikke skabe præcedens). 

Der blev endda holdt folkeafstemning på St. Thomas og St. Jan, med i alt kun 22 som stemte imod et salg, og Danmark havde nærmest brugt salgssummen på forhånd (apropos til at styrke forsvaret!). Men den danske langsommelighed, og et meget uheldigt jordskælv og en tsunami der hærgede øerne i 1867, lige netop som den amerikanske gesandt var til stede for at danne sig et overblik, gjorde udslaget. USA droppede tanken om at købe øerne og købte i stedet Alaska af den russiske Zar for stort set den samme sum.

Hele denne lange smøre herover er for at tydeliggøre, hvor vanskelig og langtrukken processen egentlig har været, set fra et amerikansk synspunkt.  Ørkesløs diplomati og mærkværdige krav for at købe nogle øer til overpris, som man i grunden lige så godt kunne besætte. Og hvis man ikke selv gjorde det, ville andre formentlig kunne finde på det.  

Andet forsøg

Hvis vi fraser et uautoriseret forsøg op igennem 1890'erne på at sælge øerne først til England, så til Tyskland og sidst til USA, ført an af fantasten Walter Christmas (spøjst nok direkte slægtning til hende der i 2020 smed en Frederik V Buste i havnen), fik man år 1900 igen gang i reelle forhandlinger. 

Med dampskibenes indtog mistede St. Thomas i disse år langsomt sin helt centrale strategiske betydning, og selvom en amerikansk overtagelse nu drejede sig om alle tre øer var den foreslåede købssum reduceret til det halve. I Danmark var der meget lidt modstand imod et salg, til gengæld blev der skruet op for yderligere krav. Det handlede om statsborgerskab (indfødsret), om at Danmark skulle bevare ejerskab af et sukkerkogeri, en flydedok og telegraftjenesten. Blandt andre ting. 

For amerikanerne virkede det som om at historien gentog sig.  Danskerne pressede prisen op og fandt hele tiden på nye krav. Igen gik man med til en folkeafstemning, men det måtte være Danmarks eget problem at gennemføre en sådan mente amerikanerne, og til sidst blev der i 1902 formuleret en endelig salgstraktat. 

Salgstraktaten blev dog hurtigt et stort stridsemne i dansk politik og i den danske offentlighed. Hvor det havde interesseret amerikanske medier levende, også i 1860'erne, blev det i danske aviser og pamfletter først for alvor en historie, og noget man kritiserede, efter salgstraktaten var blevet officiel. Så kom der nye krav om folkeafstemning, og der rejste sig en modbevægelse som førte til, at handelen med USA ganske enkelt af to omgange blev stemt ned af Landstinget. Man hentede endda den 96-årige jyske godsejer Thyge Thygesen til København, så han kunne stemme imod traktaten - et tiltag der blev latterliggort i udenlandske aviser. Men så var salget af øerne for anden gang gået i vasken.

Hvor langt USA var til at strække sig, fornemmes af, at man (efter sigende) lokkede med toldfrihed for øerne og andre fordele; langt ind i 1903 forhørte man sig om hvorvidt det måske kunne blive anderledes hvis man forlængede ratifikationsperioden, og da fristen udløb 24 juli meddelte Washington at man gerne ville forlænge.  Lige meget hjalp det.

Grønland-deklarationen

Så kommer vi til 1915 og det forløb de fleste nok har hørt om i skolen. Nu var det en helt anderledes alvorlig sag for amerikanerne - vi er midt under første verdenskrig, og USA havde angst for at Danmark ville bytte de vestindiske øer for at få Slesvig-Holsten tilbage (foreslået i hemmelighed til Preussen allerede i 1865, men det blev pure afvist af Bismarck). Tyskland, endnu en ung nation dannet i 1871, var allerede en supermagt og stærkt interesserede i at få foden indenfor i Caribien også. Tyskland førte en slags kolonipolitik med et par hundrede års forsinkelse, og var på få årtier ud af det blå blevet den tredjestørste europæiske kolonimagt.

Så nu skulle det være. USA lagde et endnu større beløb på bordet, men ville stadig ikke acceptere en bestemmende eller afgørende folkeafstemning. Øerne skulle overtages kvit og frit uden mystiske fordringer, til gengæld ville amerikanerne give Danmark overhøjheden over Grønland! 

Dette mundede ud i en amerikansk deklaration, en erklæring som slet og ret gav Danmark retten til Grønland, samt det dertil hørende arktiske område, imod at afstå Dansk-Vestindien til USA:

In proceeding this day to the signature of the Convention respecting the cession of the Danish West-Indian Islands to the United States of America, the undersigned Secretary of State of the United States of America, duly authorized by his Government, has the honor to declare that the Government of the United States of America will not object to the Danish Government extending their political and economic interests to the whole of Greenland.

Helt undtagelsesvist, og som den eneste gang nogen sinde, afveg USA dermed fra Monroe-doktrinen, for på den måde een gang for alle at få Danmark til at sælge de vestindiske øer.  Og det virkede, nu kom der fremskridt i sagerne og handelen blev lukket til virkning fra 31 marts 1917.  Endda til en langt bedre pris end nogen kunne have drømt om.

USA hjalp Danmark til at få Grønland

Grønland-deklarationen er interessant især fordi Danmark jo slet ikke på dette tidspunkt rådede over Grønland. Som i slet ikke. Man var tilstede i Nuuk og omegn (dvs. Godthåb, tidligere Vesterbygd), men havde på dette tidspunkt knap udforsket det nordøstlige eller nordvestlige Grønland, og var ikke "tilstede" overhovedet. Grønland var så at sige ingenmandsland, dog omfattet af Monroe-doktrinen. 

Norge havde egentlig den naturlige overhøjhed over Grønland. Det var kun pga. en snarrådig diplomat i dansk tjeneste, i øvrigt en brite født på St. Croix af en rig plantageejer, at Grønland ikke blev tabt i forbindelse med afståelsen af Norge i 1814. For den eneste grund til at Grønland var "dansk" havde jo været erobringen af Norge der blev drevet som koloni gennem 400 år. Norge prøvede retmæssigt at få Grønland tilbage, og besatte endda dele af Østgrønland i 1932. Det endte med en retssag i Folkeforbundet, det vi kalder FN i dag, hvor USA på grund af deres deklaration fra 1916 stod last og brast om Danmark.

Hvis man skulle have glemt det, 1915 er kun to år efter Knud Rasmussens "første Thule-ekspedition" 1912-13. Hans syvende Thule-ekspedition foregik i 1932. Det uudforskede Grønland blev med andre ord udforsket på præcis samme tidspunkt som man i "Syddanmark" insisterede på dansk overhøjhed over området. 

​Det var med andre ord USA som sikrede den danske overhøjhed over Grønland gennem jura, ikke fordi Danmark rent faktisk besad Grønland, eller havde nogen større historisk interesse i området end f.eks Norge eller Island, som i enhver optik ville have været de naturlige arvtagere.

Så Danmark kan takke USA for at have formel ret eller suverænitet over det arktiske område, på bekostning af nationer som Norge, og også Rusland. Kig på et verdenskort og det står krystalklart.

Anden verdenskrig

Under WWII besatte USA så Grønland som forebyggende foranstaltning, og det skete igen med henvisning til Monroe-doktrinen. Det tyskbesatte Danmark kunne ikke håndhæve arktis på USA's vegne, og derfor blev området besat. 

Efter krigen fortsatte USA sin tilstedeværelse på Grønland, og brugte området som fremskudt atommissilbase i forsvaret mod Sovjet.  Det blev i årtier benægtet af den danske stat, men Thule-basen og den katastrofale nedstyrtning af et atombevæbnet B52-bombefly i 1965, som spredte radioaktivt nedfald over et stort område, står vel i frisk erindring.  Som Lars Løkke Rasmussen har været inde på, så har USA faktisk haft 150 "baser" eller fremskudte lokationer Grønland. I dag har de en (1). [skal vi tro]

Efter Den kolde krigs ophør

Nå, men da "Den Kolde Krig" ophørte, dvs Sovjets opløsning og Berlinmurens fald, tog amerikanerne hjem igen. Og alligevel ikke helt. Amerikanerne blev, men på den positive civilt orienterede måde. Det har siden været amerikanerne der varetog alt fra at måle dybderne i fjordene, højderne på fjeldene, havisens udbredelse osv osv. Altsammen helt gratis for Danmark. Når isborekerneforskere skal flyves ind på indlandsisen, så har Danmark draget nytte af amerikanske fly, for på trods af, at Danmark residerer over Grønland, har Danmark ikke Hercules-fly der kan lande på den grønlandske indlandsis.  Blot et lille eksempel.

For at sige det ligeud: Danmark har aldrig været i stand til at varetage rollen som Grønlands overnationale beskytter endsige administrator. Det er simpelhen for stor en opgave, dette med "to slædepatruljer" er faktuelt, og man har gennem alle årene nasset på den amerikanske velvillighed.  

USA har ikke blot "givet" Grønland til Danmark, Danmark har derefter indrettet sin politik på Grønland efter en model hvor amerikanerne tog det tunge slæb, som i praksis er forbundet med at varetage så stort et område. Danmark har demonstreret gang på gang, at det er et lille land som dybest set ikke er opgaven voksen.  Men USA har stillet kapacitet og ressourcer til rådighed, og det eneste man har forventet tilbage er en ansvarlig dansk tilgang, som honorerer ånden i Grønlands-deklarationen.

Dette er noget alle amerikanske præsidenter, siden anden verdenskrig, uden undtagelse, har adresseret til Danmark. Svaret har tilsyneladende hver gang været, "gør det selv, det er jeres problem hvis I ønsker Grønland forsvaret".

Trumps første periode, 2017-2021

Så kommer superexceptionalisten Donald Trump på banen i 2017. Han er forretningsmand, at spilde penge på at forsvare dybest set Danmarks interesser er "bad business".  Når man alligevel bruger så mange penge på så lidt, giver det meget mere mening helt at overtage området selv.  Så derfor foreslog han at købe Grønland.

Jeg tror, at han som politisk amatør ikke dengang var klar over Grønlands-deklarationen, men det er han med sikkerhed i dag. Og hans pointe kunne i øvrigt sagtens stå alene, det her handler ikke om dybsindig historisk erkendelse, men om de kolde geopolitiske realiteter.

Med sin sædvanlige bølleretorik fik Trump så Danmark til at love guld og grønne skove. Nu skulle Danmark tage ansvar selv, der blev lovet dit og dat og endda blev der formuleret en ny "arktis-strategi", eller "Arktis-kapacitetspakke" fra dansk side. Det var Lars Løkke Rasmussen der stod bag, og jeg tror han kender historien - men han gentog den desværre også. 

Danmark lover Grønland selvstændighed

Som den aller største fejl, blandt mange, har både Lars Løkke Rasmussen og senere Mette Frederiksen bøjet sig for populistiske grønlandske politikere, separatister, som ønsker selvstændighed fra Danmark:  "Det er op til grønlænderne selv", "det er Grønlands egen beslutning" osv, lyder refrænet igen og igen. 

I bedste fald er det mundsvejr.  I værste fald er det udtryk for en ekstraordinær uansvarlig naivitet. For det kan aldrig blive op til de 57.000 grønlændere om de skal kapre 99% af det danske landområde. Aldrig. Grønland er dansk, det er Danmark som har juridisk, anerkendt overhøjhed til området, og som har udviklet Grønland, og gjort Grønland til det, som det er i dag. Dette er et faktum som man ikke behøver at tage nationalistiske briller på, for at kunne indse. 

Og det strider naturligvis imod den støtte og opbakning Danmark har nydt fra USA's side gennem over 100 år, ved dels overhovedet at have garanteret og senere sikret dansk overhøjhed over arktis, dels ved at have fraveget Monroe-doktrinen og givet Danmark en unik særstatus indenfor USA's egen interessesfære.  

USA ser Danmark svigte en uformel aftale. Ud af det blå ser USA det arktiske område potentielt blive overladt til russsere, kinesere og hvem der ellers kunne have interesse. For grønlænderne kan ikke magte opgaven selv - ikke engang Danmark kan jo magte opgaven - og dette anskues i Washington som en lige så stor risiko som iranske atomvåben.

Og så har vi balladen, Trump 2025-

For Danmark har aldrig holdt det som de lovede. Igen igen. Og nu er Trump ikke alene, han har hardlinere med som kender historien endnu bedre end ham. En type som JD Vance giver alle andre baghjul ift. en forståelse af dette geopolitiske skisma.

Og her har vi det kæmpeproblem, at hverken danske politikere eller medier tager det alvorligt. Eller vil tage det alvorligt, man gentager fraa dansk side blot den tåbelige messen, om at det arktiske område da kan få lov til at passe sig selv. Så amerikanerne må skrue bissen på. Men det er stadig en appel til en venligsindet stat fra en anden venligsindet stat.

Danmark tager det først alvorligt hvis den nuværende amerikanske administration tager op og nærmest planter et flag på Grønland. Så bliver alle forargede, "det er en provokation" osv, men det sker jo netop fordi det set fra amerikansk side er ganske umuligt at aktivere danskerne på en anden måde, eller bare få dem til at forstå - akkurat som det har været siden anden verdenskrig. 

Det er derfor Trump junior render rundt og deler pengesedler ud i Nuuk, det er derfor vi hører Vance rose grønlænderne, det er derfor vi hører om en "pris", en slags gave til grønlænderne hvis de frivilligt vil gå over på amerikansk side. Som nogle af de grønlandske politikere jo rent faktisk uden omsvøb har erklæret sig villig til. Den amerikanske administration appellerer til ikke blot Danmark, men også den grønlandske selvstændighedsbevægelse. Her er årsagen til den skingre retorik og truslerne. Danmark skal forstå, at nu er det alvor. 

Så hvorfor er det alvor nu?

Det er fordi uansvarlige danske politikere virker til at være ligeglad med hvem der hersker i Arktisområdet.  Altså set udefra, hvis ikke man er bekendt med danske politikeres ladhed og laissez faire-tilgang til politik.

Der findes 4 (fire) stormagter i verden: USA, EU, Rusland og Kina. Eller produktionsmarkeder / konsummarkeder, det er nok det væsentlige.

Og der findes lige så mange, nemlig 4, militærmagter i verden, altså af betydning. Danmark erklærer ligeud at hele det arktiske område sagtens igen kan blive ingenmandsland, som det var en gang - Grønland behøver ikke engang være en del af NATO.

Danmark er NATO's garant i det arktiske område, som jo bliver mere og mere interessant, men det kan 57.000 grønlændere åbenbart lave om på. Det er hvad skiftende danske regeringer stiller grønlænderne og omverdenen i udsigt, og det er naturligvis komplet uacceptabelt set fra et amerikansk synspunkt.  Især når de selv har overholdt deres del af aftalen gennem så mange år, og brugt så mange ressourcer og så megen indflydelse på at være en god allieret for Danmark, gennem snart 100 år.

Det er derfor Vance stiller sig op og hævder at Danmark har været en dårlig allieret. Det er ikke skinger retorik, men den skinbarlige sandhed. Altså set fra et amerikansk sikkerhedspolitisk og geopolitisk synspunkt.

Men de danske medier, og danske politikere, forstår det åbenbart ikke. De ignorerer fuldkommen når USA's forsvarsminister Marco Rubio under G7-topmødet i Canada utvetydigt generklærer USA's holdning til, og princippet om, alle nationers ret til at beskytte og bevare egne nationale interesser. Med særlig adresse til Danmark og Grønland. 

Vi bekræfter atter respekten for alle nationers suverænitet og territoriale integritet som en varig værdi

Det bliver komplet misforstået, og tolket som intern "uenighed", men intet kunne være mere forkert. 

Det eneste Trump og USA ønsker, er en garanti om, at Danmark ikke kaster det arktiske område i grams til andre stormagter. Thats it! Det kan ikke blive mere simpelt, eller mere logisk, men vi har dumme politikere og dumme medier, som er endnu mere kogt op end Trump er, selv på hans dårlige dage.