Skrevet af DavidK Udgivet  0 kommentarer

Donald Trump vil nedbringe Jordens temperatur!

- Naturligvis fup og svindel, men forestil jer, at Trump rent faktisk havde ytret noget så skørt? Han ville være blevet skammet ud som i bedste fald sindssyg megaloman. Det er SF, Socialistisk Folkeparti, som går til KV25-valg på at sænke klodens temperatur ...

Betragt nedenstående stationsreklamer, fotograferet på to forskellige togstationer, fredag den 29 august 2025 :

Danshøj Station kl 12.39
Haslev Station, kl 18.41

Det er vel omsonst at redegøre for, hvor idiotisk budskabet er, og det ville i øvrigt blive for langt - men djævlen ligger som bekendt i detaljen. 

SF er "grøn" på Danshøj station, og italesætter "vores fremtid";- hvorimod SF er "rød" på Haslev station, og her handler det om "vores børnebørn". SF's budskab er med andre ord ikke universielt, men designes målrettet forskelligt, i forhold til bestemte vælgergrupper. Demografisk set ret udspekuleret. Netop dette som Trumps kampagnestab blev så heftigt kritiseret for, tilbage i 2016.

Uanset hvad, er det dog alle landets skatteyderne som betaler for den målrettede annoncering, og det mildest talt tåbelige budskab.  Som man kan læse om i artiklen Hvad får partierne egentlig i partistøtte?, hiver SF omtrent 14 mio kr ud af statskassen hvert år i partistøtte.

Dette var i øvrigt 2023 tallet, så vi taler om endnu flere penge i dag - for i modsætning til andre offentlige ydelser og støtteordninger, så stiger partistøtte kontinuerligt år for år. 

Men hvad så med de lokale partiforeninger?

Man tænker måske så, at joh, jah - op imod et kommunalvalg og regionsrådsvalg må moderpartiet trække de store linier op, og så har de lokale SF'ere rundt omkring vel en mere detaljeret og pragmatisk politisk tilgang til lokale problemer?  

Betragt hvad jeg fik lagt i postkassen forleden. Selvom jeg har alle slags "reklamer nej tak" knyttet til min adresse, ser partiernes frivillige stik-i-rend-drenge stort og flot på dette, og fylder postkassen op med uønsket reklame, udgivet på glitrende forurenende papir, som man ikke engang må smide i pap eller papir-genbrug. Her igen SF :

En opskrift på gulerodskage!? Dette er horisonten for SF i Albertslund, her op til KV25. Og det er dette som fylder mest. Der er på bagsiden rent faktisk nogle politiske punkter, men de er nærmest endnu mere generelle og svævende end et ønske om at "nedbringe jordens temperatur", de adresserer end ikke velkendte problemer i kommunen: 

  • En glad hverdag i dagpleje, vuggestue og børnehave
  • Et aktivt liv for ældre
  • Naturen skal have plads

Thats it. Intet konkret. En "Vi bruger cookies"-popup er mere informativ og oplysende. Hvad er "en glad hverdag"?

Nid og nag i den såkaldte "røde blok"

Jeg kom til at tænke på det her, da jeg så at Pernille Rosenkrantz-Theil i dag (23 oktober 2025) langer ud efter SF, og beskylder partiet for at være "et yderfløjsparti, der ikke tager ansvar". 

Når krybben er tom bides hestene, som man siger, og Pernille har bestemt ikke ret i sin analyse. SF er ikke "yderligtgående", de er blot lige så tømte for indhold som hun selv og socialdemokratiet også er.

Men SF har vind i sejlene, altså popularitetsmæssigt - det er derfor socialdemokratiet befinder sig i en slags paniktilstand, hvor de søger at udgrænse konkurrenten med skældsord, frem for at have bedre politiske ideer.

Det burde ellers være nemt nok at opstille et alternativ til nogen som ikke har politik overhovedet. 

Og her er vi efter min mening ved sagens kerne: I den vestlige verden handler politik i dag om ord og dydssignalering, ikke om konkret politik. Det handler ikke om konkrete planer eller politik, hvor målet er at gøre livet bedre for borgerne, det handler udelukkende om at bære smukkere falske fjer end de øvrige nok-sagt'er. 

Det er derfor Danmark står i stampe, og derfor EU og Europa i dag er "verdens syge mand". I årtier har man blot skubbet en masse problemer foran sig, som er blevet værre og værre, for europas vedkommende i dag nærmest uoverkommelige. I stedet ender det op med groteske hensigtserklæringer, såsom at nedbringe klodens temperatur, eller at lægge en opsktift på gulerodskage ind i postkassen.

Rigtig politik er blevet et fy-ord

Og det er derfor man uværgerligt kommer til at tænke på Trump. For første gang i måske 40 år findes der på globalt plan en realpolitiker, som rent faktisk forsøger at løse de nære, praktiske problemer, som borgerne oplever som en stigende frustration i hverdagen.  Og som tilmed forsøger at løse internationale konflikter også. 

Og det er nok derfor hadet og afskyen til Trump er så stort. Ikke blot blandt f.eks hans egne landsmænd, demokratiske guvernører som har kørt deres egne stater i sænk, og derfor får udstillet deres egen uformåenhed og mangel på vilje;- men også blandt europæiske politikere og deres statsfinancierede medier, som er ved at gå til i raseri og frustration over en folkevalgt politiker, som sætter handling bag sine ord. 

For det kunne jo inspirere politiske bevægelser i Europa: Tænk sig, at dette at stemme kan gøre en forskel, og at problemer rent faktisk kan blive løst?

En nærmest uhyggelig tanke for både socialdemokratiet, SF og alle de øvrige partier uden undtagelse. Og det må virke decideret skræmmende for de statsfinancierede medier, som lever af at bakke dette reality-show som vi kalder "politik" op med lange analyser af ligegyldig proces, men med et totalt fravær af kritisk blik på indholdet. Og dermed har satset al deres integritet på at italesætte og forsvare et politisk teater, som de krampagtigt kalder for en "verdensorden", men som for borgerne blot er en nedadtgående spiral, der fører til krig, fattigdom og umyndiggørelse.  

Moralen er:

Hvis du overhovedet overvejer at stemme til KV25, så stem i det mindste blankt!

0 kommentarer. Skriv en kommentar som gæst eller opret dig som bruger. Gæstekommentarer godkendes før de vises.