Skrevet af REDAKTIONUdgivet 0 kommentarer

Dansk fodbold-eufori er også historien om et civilsamfund som gjorde oprør

Når fodbold-herrerne, og damerne, samt deres kollegaer på håndboldlandsholdene (og badmintonspillerne ditto) har så uforholdsmæssig stor succes, så skyldes det hverken det danske drikkevand eller noget som er faldet ned fra himlen

Håndboldkvinder i aktion
Creative Commons,  Ailura, CC BY-SA 3.0 AT. 3/8/2017, Breda, Netherlands, sports, soccer, UEFA Women's Euro 2017 - Semifinal - Denmark vs Austria.

For alle begejstrerede sportsinteresserede indvånere i dette land er der ingen tvivl: Danmark og danskerne er bare superdygtige til al den form for fin sport som giver rigtig mening; dvs. holdsport og storslåede kollektive sejre. Danmark overpræsterer i forhold til landets lidenhed og beskedne befolkning - alverden bliver slået bagover af forundring og begejstring. 

Men ikke blot dette - de danske sportshelte er også værdige tabere, beskedne vindere og prototypen på sportslig gentlemanship og fairness. Helt i modsætning til f.eks de skøre nordmænd, der jo altid tror de er verdens bedste - eller svenskerne, der som kølige maskiner "tonser derudaf". I hvert fald ifølge de naturligvis eksemplarisk neutrale kommentatorer og eksperter. 

Og det kan jo ikke skyldes andet end særlige danske værdier, det særlige danske sammenhold og ikke mindst alle dem uden for banen, som trodsigt bakker op i medgang og modgang, og dermed giver de sportslige koryfæer det sidste rygstød. For at citere første vers i Rap Nu! fra 1984, leveret på et bagtæppe med en lille havfrue på papsten og det hele (ingen sagsanlæg fra Edvard Eriksens lidende tip-oldebørn). Sexistisk ift. nutidens standarder? Overhovedet ikke:

Folket står stolt med Dannebrog
Og hilser med juble de fodboldsko
​Der sparker i mål og spiller en kamp
​Så selv de største hold får tabt
​Den danske ånd er stærk og strid
​Af fightermod og selvtillid
​La' Goliat bare komme an
​Han bank skal få af danske mand

Men er det nu monstro hele sandheden?

Lad os skrue tiden tilbage til året 1968. Her blev indført en ny lov, Lov om kommunernes styrelse, "Den nye kommunale styrelseslov", hvor staten (Indenrigsministeriet) fik bemyndigelse til at trække grænserne for de lokale administrationer. 

På dette tidspunkt var Danmark delt op i en myriade af lokale administrationer med vidt forskellige regler og lovgivning. Man havde amter, købsteder og sognekommuner, ca. 1.300 i alt, og loven betød at alle disse administrative enheder nu kom under een lov, og samtidig blev begreberne købstadskommune og landkommune indført istedet.  I 1970 kom så den endelige kommunalreform, hvor de 1.300 kommuner blev omdannet til 277 primærkommuner, det vi kender som "kommune" i dag. I 1974 kom der en mindre justering, så nogle kommuner blev slået sammen til i alt 275, og dette antal kommuner havde vi frem til 2007, hvor den seneste kommunalreform blev gennemført, og antallet af kommuner endte på de nuværende 98. 

Men kommunesammenlægningen var mildt sagt ikke populær i den brede danske befolkning. Ikke blot mistede mange samfundsspidser lokal politisk indflydelse og medbestemmelse, eksempelvis tabte forsamlingshusene i ca. 1.000 byer deres egentlige, praktiske værdi - det jævne folk mistede også en symbolik og forankring som visse steder gik flere hundrede år tilbage i tiden.  Husk at Danmark endnu dengang overvejende var et landbrugsland.

For at gøre ondt værre blev mange af de nye kommuner udstyret med en forloren historik. Eksempelvis er forbløffende mange kommuners "byvåben" eller symbol en moderne konstruktion. De ser bedagede og "middelalder-agtige" ud, men rigtig mange er dybest set konstruktioner som skal illudere en forankring til fortid, tradition og landskab. Det er lidt ligesom at kalde leverpostej for noget med "Herregaard" - det har lige så meget med herregårde at gøre, som f.eks Tårnbys tårn og klokker, der blev designet i 1940. Man må desværre ikke vise disse byvåben, de er som regel patenterede - akkurat som t.ex føromtalte leverpostejers logoer.  Pudsigt nok blev disse "falske" byvåben indædt forsvaret mange steder i forbindelse med kommunesammenlægningerne i 2007, nu var de pludselig blevet de rigtige ...

Det står vel klart, at ikke mange danskere sådan uden videre fandt afskaffelsen af deres stærkt traditionsprægede forsamlingshusdemokrati som et fremskridt, og heller ikke rigtig kunne leve sig ind i kunstige storkommuner udstyret med en designet historie og branding. 

Modstand - Idrætshalsbevægelsen

De nu mange overflødige civilsamfund orkestrerede derfor en modbevægelse, som i denne sammenhæng kan kaldes Det store halbyggeri (klik på link downloader PDF, ca. 8mb, artikel fra tidsskrift.dk, Gunnar Lind Haase Svendsen, "Fortid og Nutid", 2003, s.186-204). Dette uddrag kan stærkt anbefales, her kan vi nøjes med at citere indledningen på afsnittet : 

For en udlænding må det forekomme forbløffende, hvor mange idræts- og svømmehaller, der findes i Danmark. Først fik hvert dansk sogn sin kirke, siden sit eget forsamlingshus, mejeri osv. Fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne er vi imidlertid vidner til Det store halbyggeri, hvor næsten hvert sogn fik sin egen idrætshal. Som denne artikel vil vise, var der simpelthen tale om en folkelig bevægelse - Idrætshalsbevægelsen — hvis store betydning for eftertiden ikke overskygges af forsamlingshusbevægelsen hundrede år tidligere. Mange af os husker disse idræts- og svømmehaller fra barneårene - vi benytter dem måske endnu, ligesom vore børn og børnebørn benytter dem. De kan således virke som en selvfølge. Men, som vi vil få at se, ligger der tusindvis af frivillige arbejdstimer bagved!

Mange læsere kan sikkert genkende mønstret: Enhver flække med 400 indbyggere skulle have en idrætshal. Det var sådan en aflang bygning fabrikeret af træsøjler og eternit eller spånplader, hvorpå der hvilede et rundt paptag. I Hallen tegnede man en håndboldbane op, og på tværs kunne man indtegne 4 badmintonbaner. Ved siden af hallen købte man noget landbrugsjord op, så der kunne etableres 2, 3 eller måske endda 4 fodboldbaner. 

Og det var en anden tid. De fleste boede endnu på landet, der var ikke rigtig noget TV, intet internet, gik det højt hørte man Radio Luxemborg eller Hej P3. Så for et barn eller ungt menneske var den eneste adspredelse den lokale idrætshal, som lå 2-5 km. fra hvor man boede.  Altså i cykelafstand, og netop på den tid begyndte man også at anlægge de store cykelsti-systemer. 

Og det betød at alt hvad der kunne krybe og gå af børn, unge og endda oldboys fik et mødested, og en sund interesse at gå op i. Det handlede nemlig ikke blot om at gøre op med det vi i dag ville kalde centralisering, eller det man dengang ville kalde socialdemokratismen, men også at forhindre at ungdommen blev fordærvet. Som GLH Svendsen morsomt bemærker: »Det drejer sig om narkomaner« kunne med næsten 100 procents sikkerhed udløse statstilskud til det lokale halbyggeri.

Vi fik altså en ny virkelighed, hvor utallige danske unge fik deres liv i de små idrætshaller. Og det betød, at praktisk alt talent i Danmark blev opdyrket og forædlet. Man kan jo kun blive god til badminton, håndbold og fodbold hvis man træner. Resultatet udeblev ikke.  Det første store resultat kom med fodboldmiraklet i midten af 80'erne, 1984 og især 1986, hvor en hel generation af unge danske drenge havde spillet sammen og dygtiggjort sig i de lokale idrætshaller og tilstødende fodboldbaner. Det fortsatte med "metalpigerne" i 90'erne, og hele vejen igennem har uforholdsmæssigt mange danskere begået sig i badmintonens absolutte verdenstop. Der findes en 6-7 asiatiske lande, og så Danmark. 

De billige Badminton-haller kom først

Som et slags proof of concept havde vi i Danmark et fænomen ved navn Poul Cadovius, en hypermoderne arkitekt som tænkte i kunstmaterialer samt billig og hurtig produktion. De fleste kender nok hans hvide busskure, eller læskure - de der "æggeskaller" fremstillet af kunstfiber som mange steder endnu har trodset tidens tand. Cadovius fandt i starten 1960'erne også på at bygge "boblehaller" efter et system han kaldte "abstracta",- og det førte til en opblomstring af udøvende badminton-spillere, som gav nærmest øjeblikkelige resultater. Danskere som Erland Kops og Svend Pri brød All England-turneringens traditionelle dominans af briter, amerikanere og indonesere, allerede fra starten af 60'erne.  I dag er kineserne altdominerende, men når stimen brydes sker det ofte i form af en dansker, formet af Det store halbyggeri. Læs mere om boblehallerne her

Det er ulogisk og naturstridigt at et land som Danmark kan vinde EM i fodbold (lige 92' var dog på en lidt billig baggrund), nå kvartfinaler og semifinaler - have et af verdens bedste kvindelandshold, være blandt de bedste i håndbold med OL, VM og EM-medaljer, og altid have nogle med i badmintonens' verdenselite.  

Men det skyldes ikke noget i drikkevandet, specielle danske gener eller særlige værdier - men dybest set en bagstræberisk modvilje imod centralisering og tab af selvbestemmelse. Nu er det blevet tradition, vi forventer nærmest at de danske sportsfolk leverer på banen. Nutidens unge kan nok dårligt forestille sig en tid med "hæderlige nederlag", som i denne skribents barndom var lige så sikre som amen i kirken. Og der er formentlig en kæmpe feedback-effekt, hvor den danske topidræt spejler sig blandt andet i fortidens resultater og ønsker at eftergøre eller overgøre dem - og derfor selv overpræsterer i jagten på trofæer.

Men det hele startede med en kommunalreform ...

0 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer