Tilføjet af REDAKTIONUdgivet , redigeret for 1 kommentar

Dansk håndbold-eufori er også historien om et civilsamfund som gjorde oprør

Når håndboldkvinderne, og mændene, samt deres kollegaer på fodboldlandsholdene (og badmintonspillerne ditto) har så uforholdsmæssig stor succes, skyldes det hverken drikkevandet eller noget som er faldet ned fra himlen

Håndboldkvinder i aktion
Creative Commons, (CC BY-SA 4.0)

For den begejstrerede sportsinteresserede dansker er der ingen tvivl: Danmark og danskerne er bare superdygtige til sport. Danskerne overpræsterer i forhold til landets lidenhed og beskedne befolkning - alverden bliver slået bagover af forundring og benovelse. 

Men ikke bare det, de danske sportshelte er også værdige tabere, beskedne vindere og prototypen på sportslig gentlemanship og fairness. Helt i modsætning til f.eks de skøre nordmænd, der jo altid tror de er verdens bedste

Og det kan jo ikke skyldes andet end særlige danske værdier, det særlige danske sammenhold og ikke mindst alle dem uden for banen, som trodsigt bakker op i medgang og modgang, og dermed giver koryfæerne det sidste rygstød. For at citere første vers i Rap Nu! fra 1984, leveret på et bagtæppe med havfrue på en sten og det hele :

Folket står stolt med Dannebrog
Og hilser med juble de fodboldsko
​Der sparker i mål og spiller en kamp
​Så selv de største hold får tabt
​Den danske ånd er stærk og strid
​Af fightermod og selvtillid
​La' Goliat bare komme an
​Han bank skal få af danske mand

Men er det nu monstro hele historien?

Lad os skrue tiden tilbage til året 1968. Her blev indført en ny lov, Lov om kommunernes styrelse, "Den nye kommunale styrelseslov", hvor staten (Indenrigsministeriet) fik bemyndigelse til at trække grænserne for de lokale administrationer. 

På dette tidspunkt var Danmark delt op i en myriade af lokale administrationer med vidt forskellige regler og lovgivning. Man havde amter, købsteder og sognekommuner, ca. 1.300 i alt, og loven betød at alle disse administrative enheder nu kom under een lov, og samtidig blev begreberne købstadskommune og landkommune indført istedet.  I 1970 kom så den endelige kommunalreform, hvor de 1.300 kommuner blev omdannet til 277 primærkommuner, det vi kender som "kommune" i dag. I 1974 kom der en mindre justering, så nogle kommuner blev slået sammen til ialt 275, og dette antal kommuner havde vi frem til 2007, med den seneste kommunalreform, der endte på de nuværende 98. 

Men kommunesammenlægningen var mildt sagt ikke populær i den brede danske befolkning. Ikke blot mistede mange samfundsspidser lokal politisk indflydelse og medbestemmelse, eksempelvis tabte forsamlingshusene 1.000 steder deres egentlige, praktiske værdi - det jævne folk mistede også en symbolik og forankring som visse steder gik flere hundrede år tilbage i tiden.  Husk at Danmark endnu dengang overvejende var et landbrugsland. T.ex er mange kommuners "Våben" eller symbol en moderne konstruktion. De ser bedagede og "middelalder-agtige" ud, men rigtig mange er dybest set forlorne konstruktioner, som skal illudere en forankring til fortid, tradition og landskab.

De nu mange overflødige civilsamfund orkestrerede derfor en modbevægelse, som i denne sammenhæng kan kaldes Det store Halbyggeri (klik på link downloader PDF, ca. 8mb, artikel fra tidsskrift.dk, Gunnar Lind Haase Svendsen, "Fortid og Nutid", 2003, s.186-204). Dette uddrag kan stærkt anbefales, her kan vi nøjes med at citere indledningen på afsnittet : 

For en udlænding må det forekomme forbløffende, hvor mange idræts- og svømmehaller, der findes i Danmark. Først fik hvert dansk sogn sin kirke, siden sit eget forsamlingshus, mejeri osv. Fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne er vi imidlertid vidner til Det store halbyggeri, hvor næsten hvert sogn fik sin egen idrætshal. Som denne artikel vil vise, var der simpelthen tale om en folkelig bevægelse - Idrætshalsbevægelsen — hvis store betydning for eftertiden ikke overskygges af forsamlingshusbevægelsen hundrede år tidligere. Mange af os husker disse idræts- og svømmehaller fra barneårene - vi benytter dem måske endnu, ligesom vore børn og børnebørn benytter dem. De kan således virke som en selvfølge. Men, som vi vil få at se, ligger der tusindvis af frivillige arbejdstimer bagved!

Rigtig mange kan sikkert genkende mønstret: Enhver flække med 500 indbyggere skulle have en idrætshal. Det var sådan en aflang bygning fabrikeret af træsøjler og eternit eller spånplader, hvorpå der hvilede et rundt paptag. I Hallen tegnede man en håndboldbane op, og på tværs kunne man indtegne 4 badmintonbaner. Ved siden af hallen købte man noget landbrugsjord op, så der kunne etableres 2, 3 eller måske endda 4 fodboldbaner. 

Og det var en anden tid. De fleste boede endnu på landet, der var ikke rigtig noget TV, intet internet, gik det højt hørte man Radio Luxemborg eller Hej P3, så for et barn eller ungt menneske var den eneste adspredelse den lokale idrætshal, som lå 2-5 km. fra hvor man boede.  Altså i cykelafstand, og på den tid begyndte man også at tænke i cykelstier. 

Og det betød at alt hvad der kunne krybe og gå af børn, unge og endda oldboys fik et mødested, og en sund interesse at gå op i. Det handlede nemlig ikke blot om at gøre op med det vi i dag ville kalde centralisering, eller det man dengang ville kalde socialdemokratismen, men også at forhindre at ungdommen blev fordærvet. Som GLH Svendsen morsomt bemærker: »Det drejer sig om narkomaner« kunne med næsten 100 procents sikkerhed udløse statstilskud.

Vi fik altså en ny virkelighed, hvor utallige danske unge fik deres liv i de små idrætshaller. Og det betød, at praktisk alt talent i Danmark blev opdyrket og forædlet. Man kan jo kun blive god til badminton, håndbold og fodbold hvis man træner. Resultatet udeblev ikke.  Det første store resultat kom med fodboldmiraklet i midten af 80'erne, 1984 og især 1986, hvor en hel generation af unge danske drenge havde spillet sammen og dygtiggjort sig i de lokale idrætshaller og tilstødende fodboldbaner. Det fortsatte med "metalpigerne" i 90'erne, og hele vejen igennem har uforholdsmæssigt mange danskere begået sig i badmintonens absolutte verdenstop. Der findes en 6-7 asiatiske lande, og så Danmark. 

Det er ulogisk og naturstridigt at et land som Danmark kan vinde EM i fodbold (lige 92' var dog på en lidt billig baggrund), have et af verdens bedste kvindelandshold, være blandt de bedste i håndbold med OL. VM og EM-medaljer, og altid have nogle med i badmintontoppen.  

Men det skyldes ikke noget i drikkevandet, specielle danske gener eller særlige værdier, men dybest set en bagstræberisk modvilje imod centralisering og tab af selvbestemmelse. Nu er det blevet tradition, vi forventer nærmest at de danske sportsfolk leverer på banen, og der er formentlig en kæmpe feedback-effekt, hvor nutidens unge spejler sig blandt andet i fortidens resultater og ønsker at eftergøre dem. 

Men det hele startede med en kommunalreform.

1 kommentar Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer

Array ( [site_status] => 3 )