Tilføjet af REDAKTIONUdgivet , redigeret for 0 kommentarer

Caesar: Politik og moral i det romerske imperium

Ganske vist af lidt ældre dato, men stadig en fantastisk bog. Den er udkommet i tre forskellige redigerede udgaver, 1994, 1998 og 2006. Det er 2006 versionen som omtales her.

Caesar ...Forsideillustration (indscannet biblioteksbog)
2006-udgaven, forsidescanning af indbundet biblioteksbog

At følge Cæsars liv og levned gennem Ørsteds øjne er meget fascinerende. Han sætter Cæsars levnedsforløb op imod "staten" og beskriver på baggrund af hans karriere opbygningen af den romerske stat og dens institutioner i  senrepublikkens fase, skridt for skridt. At læse bogen gør ikke blot een klogere på Cæsars liv, men også hvordan magtstrukturerne og det religiøse liv udfoldede sig i Rom, fra 13 juli år 100 fvt til 15 marts år 44 fvt. 

Man får mange snapse foræret, via Peter Ørsteds fremragende setup. Han benytter samme greb som i sin tidligere bog "Romerne - dagligliv i det romerske imperium" (som stærkt kan anbefales), hvor den fiktive pensionerede legionær Saio foretager en rejse fra Hadrians mur til Syrien. Det bruger Ørsted til undervejs på "rejsen" at beskrive bystaten, vejene, det sociale liv, familien, provinsernes politiske system osv osv. 

I "Caesar ..." bruger Ørsted så den virkelige Cæsars liv og levned som ramme for at gå helt i dybden med det politiske og religiøse system i hovedstaden Rom. Og det er virkelig vellykket.  Regner man med svælgen i Cæsars store slag og selvpraleri bliver man skuffet, men hvis man gerne vil have en tilbundsgående indførsel i begreber som kvæstorædil og prokonsul, så er det bogen. Det findes ingen bedre på dansk. Naturligvis beskrives Cæsars liv udførligt, og både hans berømte clementia og grusomhed udmales i detaljer, men det er ikke formålet med bogen. Cæsar er et greb, en ramme, for at beskrive noget større.

Cæsars liv bliver udfoldet med alt det, en dr.phil efter et langt livs studier kan fremvise og dokumentere omkring denne stærkt fascinerende person. Ørsted lægger både til og afmonterer myter. 

Til familiefrokost-bordet kan man til eksempel brilliere med den oplysning, at Cæsar temmelig sikkert ikke blev født ved kejsersnit. Ejheller en eller anden af hans forfædre, som myten ellers siger. Vi ved faktisk ingenting om Cæsars barndom, akkurat som vi intet ved om børn i Romerriget generelt. Begrebet barndom eller børn har været ikke-eksisterende. Det er en moderne nordeuropæisk, protestantisk opfindelse, som andre kulturer med tiden har taget til sig. 

Cæsar-navnet kommer formentlig fra det fønikiske caesar, der betyder elefant, direkte oversat, og ifølge overleveringern dræbte een fra den julianske slægt egenhændigt en elefant fra Hannibals hær under den anden puniske krig, ca 100 år før Cæsar blev født. Romerne elskede den slags tilbageføringer i deres navngivning. Man kunne også - hvis man blev tildelt helt enorm meget ære og hæder - tage navn efter et særligt slag eller en hel egn eller "kontinent". Britannicus. Germanicus. Africanus .... Det er typisk for Ørsted, at den slags detaljer ikke bearbejdes i selve bogens tekst, men er en lakonisk billedbeskrivelse. Ørsted tager sig af det konkrete, det vi kan vide noget om, kildebaseret - han forholder sig ikke til myter, legender eller spekulation. 

Cæsar startede med at være Jupiter-præst.  Og blev senere både augur (præst der læser i indvolde) og ikke mindst Pontifex Maximus, dvs en slags overdommer indenfor Jupiterkulten, som var statens religion. Det er ret selvmodsigende, for en Jupiter-præst måtte ikke stige til hest eller se en fjende i øjnene. Men ret smart at være augur hvis man skal overbevise tvivlende officerer i felten. 

Diktatoren Sulla har nok en stor del af æren for at ændre Cæsars løbebane, som på den måde oprindelig var udstukket helt anderledes.  Cæsar blev som formentlig 15-årig gift med Sullas dødsfjende Marius datter, Cossutia. Og det så jo ret skidt ud, da Sulla begyndte sine proskriptioner, dvs. udrensninger af politiske modstandere. Sulla var opmærksom på Cæsar, og kaldte ham til sig - men Cæsar klarede åbenbart frisag, selvom han nægtede at lade sig skille fra sin unge hustru. Hvorfor og hvad dette indebar ved ingen.  Det giver romerske historikere som Taticus og Svetus i øvrigt heller ingen forklaring på. Anekdoterne går på, at Sulla skulle have sagt "Vogt jer for denne unge knøs med det løstsiddende bælte". "Der findes mange mariusser gemt i ham". Svetus første kapitler om lige præcis Cæsars ungdom er gået tabt. Men han blev frataget sit embede og sin arv, og måtte frygte for sit liv i et par år. Kilderne beskriver hvordan han måtte skifte fra hus til hus, blev opsøgt om natten, og flere gange kun klarede sig med bestikkelse. Men sådan var det romerske samfund. At klare frisag for Sulla var ikke det samme som at blive fredhellig.

Enten har Cæsar været ubetydelig i Sullas øjne, eller også har han alllerede som 17-årig været en helt formidabel ål, der kunne sno sig ud af alting. Denne anmelder tror det sidste, men faktisk ved vi ikke særlig meget om det. ja, faktisk intet.  Det er vanskeligt at læse kærlighed ind i det, for Cæsar var netop uophørligt utro, bla. med Servilius, Brutus mor, måske hans eneste ægte kærlighed. Noget de fleste historikere forbigår er også hans homoseksualitet, eller måske mere korrekt biseksualitet. Det skal siges, at det er "moderne" italesættelser, for dengang fandtes et begreb som "utroskab", altså seksuelt, ikke. For mænd. Ejheller homoseksualitetsbegrebet (her kan man med fordel læse (dr.phil Allan A. Lunds "I seng med romerne"). Og han lod sig i øvrigt skille kort tid efter, og fandt et bedre parti i Culpurnia. Cæsar knyttede sig til meget få mennesker, og hans største nederlag var formentlig da hans mor og datter døde. Sulla var slet ikke bleg for at lade hele familiedynastier myrde, men nøjedes med at fratage Cæsar hans præstestatus, medgift og arv, når nu han nægtede at parere ordre. Og så måtte Cæsar jo gå ind i politik i stedet for at være præst. Det ændrede verdenshistorien.

Uanset hvad man tror, eller troede, så blev Cæsar nok blandt samtidens bedst uddannede. Han havde t.ex samme privatlærer som den i nutiden kendte store latinske tænker, Cicero. Og tog endda retorikerkursus på Rhodos, samme sted som Cicero.  Den fineste efteruddannelse man kunne få. Cæsar var ikke en kriger eller soldat som fik magten, som vi ser i filmene og t.ex Asterix. Han uddannede sig tålmodigt og steg i graderne i det politiske liv, akkurat som alle andre ambitiøse romere af overklassen, patricierne, og da han så endelig fik mulighed for at få kommando over et par legioner, greb han chancen. 

På det tidspunkt havde han forgældet sig til op over begge ører, så han havde faktisk brug for en hær og nogle krige, hvor han kunne høste guld (nok snarere sølv), og sende lidt hjem til sine mange långivere i Rom. Han skyldte så meget væk, at hans kreditorer faktisk spærrede porten ud af Rom, da han skulle drage ud til sit første rigtig givtige statholder-job i Spanien.

Hvor meget skyldte Cæsar væk? Det er vanskeligt at sige. Der er gjort mange forsøg, men det er jo æbler og pærer. Datidens romerske samfund havde ikke fladskærme og den slags, dvs "goder" eller privatforbrug i vores forstand. Prøver man at sammenligne med byg eller hvede bliver det endnu værre. Det virker ufatteligt, men denne skribent har prøvet at "oversætte" pengestørrelserne til nutidige forhold baseret på guldkursen. Cæsar havde måske gæld hvad der svarer til 15 milliarder kroner i vore dages penge, inden han overhovedet fik sit første rigtig magtfulde embede. Hvordan kunne han slippe afsted med det? Det virker komplet utroligt.

Det var vist en katastrofe, da hans første provins-statholderhverv blev for "de italiske skove". Det var der ikke mange penge i. Italiens skove var dengang en selvsændig provins, hvor mærkeligt det end lyder. At han fik dette hverv skyldtes lodtrækning. Lodtrækning blev hyppigt brugt i Rom, akkurat som i Athen og blandt den hellenske verdens politikere generelt. Ikke fordi man ville have tilfældighed eller upartiskhed, men fordi man anså udfaldet for at afspejle gudernes vilje. Så uanset hvor mange penge man havde brugt på bestikkelse og korruption, kunne man altså ende med at blive statholder for skovene.  Det er lige før man tænker, at lodtrækningskonceptet kunne gøre stor nytte i vore dage også.

Hvorfor lånte kreditorerne ham overhovedet pengene? Man gad godt at have en tidsmaskine. Men ikke alle tog det så tungt. Det kommende imperies rigeste mand på denne tid, Crassus, lånte ham bare endnu mere.  Crassus var en nedrig type der levede af boligspekulation og udlån. Han havde tjent mange penge på at købe eller forvalte de ejendomme, som føromtalte Sullas bødler havde gjort ejerløse. Men Cæsar brugte ikke pengene på luksus. Han brugte pengene på "folket", dvs. offentlige byggerier, cirkus og den slags. Ikke af uegennyttighed, men for at forberede sig på mulighederne for at blive valgt til konsul, og måske en dag få den totale magt. Og Crassus blev også senere en del af triumviratet.

Det romerske samfund var i høj grad privatiseret, dvs stort set alt blev udliciteret. Selv det man i dag kunne kalde skattevæsenet; - her vandt den højestbydende. Handlede det om at drive latriner eller feje gader vandt den lavestbydende. Påtog man sig et hverv påtog man sig også udgifterne, men naturligvis også de indtægter der flød ovenpå.  I sin opstigen til magten påtog Cæsar sig mange forskellige prestigefyldte opgaver, og det har ikke været billigt; tværtimod ruinerende. Det var derfor han lånte så mange penge.

Hvis man skal sætte det i relief, ift. nutidens Danmark, skal man forestille sig at trafiklysregulering blev sat i udbud, kontanthjælpssystemet, sportsbegivenheder, politiet eller rigsrevisionen ...

Ørsted har en ligefrem fascination for Cæsar, men ikke en næsegrus beundring. Han ser ham som menneske. Cæsar var et geni, det hersker der ingen tvivl om. Men som Ørsted skriver: "Cæsar var overbegavet, den mest intelligente i sin generation. Men klog var han ikke"

Det er formentlig en korrekt analyse. Og den er ikke fremmed, mange andre historikere og forskere er nået til samme konklusion før Ørsted.  Augustus, Cæsars adoptivsøn Octavian, han var klog men ikke specielt intelligent. Og det vover denne skribent at bejae på trods af  Augustus morallove osv. Augustus var en excellent administrator, men forfaldt også t.ex til terningespil, som Svetus biografi beskriver. Det ville Cæsar aldrig have gjort. Det er i den slags detaljer Peter Ørsteds arv bliver mest markant. Ørsteds analysekraft er formidabel. Og det er derfor den her bog skal anbefales til alle.

Ja, juli er faktisk Gajus Julius Caesars egen opfindelse. Han ville ordne kalenderen også, som så mange andre ting, og havde som tidligere Pontifex Maximus faktisk haft ansvaret for kalenderen. Han indførte lex sumptuaria, en lov mod grådighed; love imod udlån og åger, han lancerede et prefectura morum-princip, et overopsyn med moralen. Cæsar havde enorme visioner, men spændte helt sikkert buen for hårdt.  Mange af de statsstyrende foranstaltninger Cæsar fandt på anser vi for helt naturlige i dag, men for datidens senatorer og godsejere har det virket som et stort indgreb i deres magt. Det var helt nyskabende at sætte den slags i system.

I dag kan vi t.ex ikke forestille os at der ikke findes lovgivning imod korruption eller snyd med valghandlinger. På den måde minder Cæsar om Graccherne, de to brødre der faktisk startede den lange romerske borgerkrig som Cæsar afsluttede. De ville føre jord fra godsejerne tilbage til staten og bønderne, og indføre mere retfærdig lovgivning. I århundreder var romerriget nemlig stort set et såkaldt timokrati.  Hvordan rommerretten har været under forandring kan læses t.ex i doktorafhandlingen "Det romerske slavesamfund under afvikling", Poul Nørlund, 1920) men Cæsar indførte naturligvis hverken kommunisme eller socialisme, men genindførte indirekte monarkiet, og udhulede det spinkle præg af demokrati som det romerske samfund havde haft. For almuen er en halvretfærdig enehersker trods alt bedre end 300 tyranner. Og hvis man så giver dem brød og skuespil oveni ...

Ørsted spekulerer i, om Cæsar vidste at han skulle blive snigmyrdet, der den 15 marts. Mange har begjort sig i samme øvelse. Cæsar var træt. Han vidste han ikke kunne gennemføre mange af sine planer. Han planlagde vist et togt mod partherne, Roms gamle konfliktven, stort set det vi kender som Persien (eller Iran) i dag, men det ville have ruineret hele samfundet.  Romerne tabte altid til perserne, bla. fordi geografien i området udgør en naturlig fysisk barriere. Men de var ikke dødsfjender, det skete at de hjalp hinanden imod andre, endnu værre fjender. Konflikten var intern og handlede primært om sikkerhed. En god parallel til i dag er, hvordan folk kan hidse sig op over Krim, og hvem der nu har råderet og hvilket flag der skal vejre fra Sevastapols tårn. 

Denne anmelders egen personlige teori er, at Cæsar valgte at blive slået ihjel, på netop denne dag. 15 marts var dagen, hvor der traditionelt blev skiftet embeder i Rom.  Igennem flere århundreder havde man skiftet konsulerne ud netop den 15 marts. Cæsar var klog og fremadskuende, han skrev (eller dikterede) egenhændigt de første 7 bøger om gallerkrigene, han mestrede propagandaens kunst. Han vidste, at en dag ville sådan een som denne anmelder skrive om ham og det snigmord der endte hans dage. Så han valgte selv den mest spektakulære dato (for samtiden) at dø på. Lidt ligesom folk foretager sensationelle ting nytårsaften eller juleaften, i vore dages kulturkreds.

Det er Cæsar som er blevet berømt for at sige: "Hellere nummer et i Gallien end nummer to i Rom". Akkurat som mange andre citater, der i dag er blevet ordsprog.  Cæsar var blandt sin tids største talere, største retorikere, største hærførere, bedste analytikere, og levede et helt afsindigt eventyrligt liv. Men hele livet igennem var han nok ensom, kun båndet til moren, søsteren og hans egen datter Julia havde virkelig betydning. Ørsted er psykologisk indfølende. Efter sit togt til England, britannien, kom Cæsar hjem til sin lejr ovre på den anden side af kanalen, og der var to breve. Det ene fortalte at hans mor var død. Det andet fortalte at hans datter var død i barselssengen.  De eneste to han elskede, måske derfor han gik over Rubicon, og vi har myten om "terningerne er kastet". Der var intet at skue tilbage til.

Et andet fun fact: Cæsar blev nærmest skaldet, eller fik måne, allerede i midten af tyverne.  Og det er derfor vi kender hans berømte laurbær-krans. Han fik nemlig een af guld af senatet (mon ikke han selv har fundet på det?) og det blev vist hans kæreste eje. Så kunne hans hentehår blive holdt på plads.  Men han var også intellektuel.  Da det store bibliotek i Alexandria gik op i flammer under den romerske borgerkrig, og hans skib blev erobret, reddede han sig akkurat over på et andet skib, midt i en pileregn. Han dykkede under vandet men holdt de uerstattelige papyri han ville redde over vandoverfladen. Ved samme lejlighed skulle han også have mistet sin elskede røde krigskappe, som han havde haft siden gallerkrigenes dage.  Den intellektuelle Cæsar må have lidt store kvaler, da han fra sin båd kunne se hele oldtidens videnskab gå op i flammer.

Det var først da Cæsars testamente blev åbnet, at det gik op for Roms borgere, at han havde adopteret Octavian, hans søsters søn, og testamenteret alt (næsten) til ham. Octavian blev den senere kejser Augustus, som over de næste 50 år formede det urolige romerrige, der egentlig slet ikke var forberedt på at være verdensrige, ind i en ny lykkelig opgangstid. Det blev et kejserrige, monarkiet blev så at sige genindført, men af dette opstod også pax romana. At vælge den bedst egnede til posten, en værdig efterfølger, det var helt sikkert Cæsars allerstørste bedrift. Ingen efterfølgende kejsere gjorde ham kunsten efter. Der er adskillige eksempler på lykkelige overgange, kejserarvinger der rent faktisk lykkedes og gjorde det bedre end deres forgænger.  Men Cæsar fandt på det, og gjorde det bedst.  

Peter Ørsteds Cæsar-bog er et hovedværk. Ikke blot på dansk men også på den internationale scene. Der findes i skrivende stund ikke et mere tilbundsgående skriveri, hvor Cæsar og hans liv kobles sammen med den samfundsstruktur han var et produkt af. Egentlig lidt pudsigt. Der findes mere detaljerige biografier, og rigtig mange "fanboy"-værker skrevet af lærde mennesker, men de er som regel tømt for kildekritik og er fulde af spekulation.  Og mangler altid rammen.  Hvis man skal forstå mennesker, skal man forstå den situation og det system de er i. Det er dette, som Peter Ørsted gør så fremragende her. Derfor er bogen unik ift. alle andre Cæsar-biografier. 

Peter Ørsted er ikke blandt os mere, men jeg gætter han går rundt i dødsriget, og er glad for, at "jorden er let" over hans afkødede legeme. Ørsted blev efter mine oplysninger brændt, akkurat som de fineste romere, og så placeret i de ukendtes grav efter hans eget ønske. Så hæld bare lidt vin over jorden, og sig "Det er til dig, Peter Ørsted, dine venner sender dig en hilsen".  Han skal ikke gå urolig rundt i dødsriget.  

"Caesar: Politik og moral i det romerske imperium", Høst & Søn 2006. Baseret på udgaver fra 1994 og 1998. Omarbejdet forskningsartikel, hvilket bla. kan ses i det tospaltede format og noterne i siden, hvis man skulle være så heldig at at få fingre i førsteudgaven af 1994-versionen. Kan findes på mange biblioteker eller købes i flere danske nethandel-butikker. 

0 kommentarer Du skal være logget ind for kunne skrive kommentarer

Array ( [site_status] => 3 )