Caesar: Politik og moral i det romerske imperium

Ganske vist af lidt ældre dato, men stadig en fantastisk bog. Den er udkommet i tre forskellige redigerede udgaver, 1994, 1998 og 2006. Det er 2006 versionen som omtales her.

At følge Cæsars liv og levned gennem Ørsteds øjne er meget fascinerende. Han sætter Cæsars levnedsforløb op imod "staten" og beskriver på baggrund af hans karriere opbygningen af den romerske stat og dens institutioner i  senrepublikkens fase, skridt for skridt. At læse bogen gør ikke blot een klogere på Cæsars liv, men også hvordan magtstrukturerne og det religiøse liv udfoldede sig i Rom, fra 13 juli år 100 til 15 marts år 44 fvt. 

Man får mange snapse foræret, via Peter Ørsteds fremragende setup. Han benytter samme greb som i sin tidligere bog "Romerne - dagligliv i det romerske imperium" (som stærkt kan anbefales), hvor den fiktive pensionerede legionær Saio foretager en rejse fra Hadrians mur til Syrien. Det bruger Ørsted til undervejs på "rejsen" at beskrive bystaten, vejene, det sociale liv, familien, provinsernes politiske system osv osv. 

I "Caesar ..." bruger Ørsted så den virkelige Cæsars liv og levned som ramme for at gå helt i dybden med det politiske og religiøse system i hovedstaden Rom. Og det er virkelig vellykket.  Vi føres skridt for skridt gennem (her kun få dele nævnt) kilderne, slægten, den politiske situation, Cæsars uddannelse, epikurisme, den romerske magtopfattelse, Cæsar som embedsmand - kvæstur, ædil, prætor - Cæsar i  provinsen, Cæsar i Spanien, gallerkrigene, Rubicon, borgerkrig, Cleopatra, død osv osv. 

Regner man med svælgen i Cæsars store slag og selvpraleri bliver man skuffet, men hvis man gerne vil have en tilbundsgående indførsel i begreber som kvæstor, ædil, prokonsul - og tænder på pompøse begreber som senatus populusque romanus, så er det bogen. Der findes (mig bekendt) ingen bedre på dansk. Naturligvis beskrives Cæsars liv udførligt, og både hans berømte clementia og grusomhed udmales i detaljer, men det er ikke formålet med bogen. Cæsar er et greb, en ramme, for at beskrive noget større. Og tak til Ørsted for det, for det er faktisk enormt vanskeligt at sætte sig ind i det romerske system; - og at "forstå" det i dybden er næsten umuligt uden en slags reference, eller netop ramme. Dette er formålet med bogen.

Cæsars liv bliver udfoldet med alt det, en dr.phil efter et langt livs studier kan fremvise og dokumentere omkring denne stærkt fascinerende person. Ørsted lægger både til og afmonterer myter. 

Til familiefrokost-bordet kan man til eksempel brilliere med den oplysning, at Cæsar temmelig sikkert ikke blev født ved kejsersnit. Ejheller en eller anden af hans forfædre, som myten ellers siger. Vi ved faktisk ingenting om Cæsars barndom, akkurat som vi intet ved om børn i Romerriget generelt. Begrebet barndom eller børn har været ikke-eksisterende. Det er en moderne nordeuropæisk, protestantisk opfindelse, som andre kulturer med tiden har taget til sig. 

Cæsar-navnet kommer formentlig fra det fønikiske caesar, som betyder elefant, direkte oversat, og ifølge overleveringen dræbte een af den julianske slægt egenhændigt en elefant fra Hannibals hær under den anden puniske krig, ca 100 år før Cæsar blev født. Romerne elskede den slags tilbageføringer i deres navngivning. Man kunne også - hvis man blev tildelt helt enorm meget ære og hæder - tage navn efter et særligt slag eller en hel egn eller "kontinent". Britannicus. Germanicus. Africanus ... Det er typisk for Ørsted, at den slags detaljer ikke bearbejdes i selve bogens tekst, men er en lakonisk billedbeskrivelse. Ørsted tager sig af det konkrete, det vi kan vide noget om, kildebaseret - han forholder sig ikke til myter, legender eller spekulation. 

Cæsar startede med at være Jupiter-præst.  Og blev senere både augur (præst der læser i indvolde) og ikke mindst pontifex maximus, dvs en slags overdommer indenfor Jupiterkulten, som var statens religion. Det er ret selvmodsigende, for en Jupiter-præst måtte ikke stige til hest eller se en fjende i øjnene. Men ret smart at være augur hvis man skal overbevise tvivlende officerer i felten. 

Diktatoren Sulla har nok en stor del af æren for at ændre Cæsars løbebane, som på den måde oprindelig var udstukket helt anderledes.  Cæsar blev som formentlig 15-årig gift med Sullas dødsfjende Marius datter, Cossutia (wikipedia-nørderne burde altså snart tage sig sammen). Og det så jo ret skidt ud, da Sulla begyndte sine proskriptioner, dvs. udrensninger af politiske modstandere. Sulla var opmærksom på Cæsar, og kaldte ham til sig - men Cæsar klarede åbenbart frisag, selvom han nægtede at lade sig skille fra sin unge hustru. Hvorfor og hvad dette indebar ved ingen.  Det giver romerske historikere som Plutark og Svetus i øvrigt heller ingen forklaring på. Anekdoterne går på, at Sulla skulle have sagt "Vogt jer for denne unge knøs med det løstsiddende bælte, der findes mange mariusser gemt i ham". Svetus første kapitler om lige præcis Cæsars ungdom er gået tabt. Men Cæsar blev frataget sit embede og sin arv, og måtte frygte for sit liv i et par år. Kilderne beskriver hvordan han måtte skifte fra hus til hus, blev opsøgt om natten, og flere gange kun klarede sig med bestikkelse. Men sådan var det romerske samfund. At klare frisag for Sulla var ikke det samme som at blive fredhellig.

Enten har Cæsar været ubetydelig i Sullas øjne, eller også har han alllerede som 17-årig været en helt formidabel ål, der kunne sno sig ud af alting. Denne anmelder tror det sidste, men faktisk ved vi ikke særlig meget om det. Ja, faktisk intet.  Det er vanskeligt at læse kærlighed ind i det, for Cæsar var netop uophørligt utro, bla. med Servilius, Brutus mor, måske hans eneste ægte kærlighed. Noget de fleste historikere forbigår er også hans homoseksualitet, eller måske mere korrekt biseksualitet. Det skal siges, at det er "moderne" italesættelser, for dengang fandtes et begreb som "utroskab", altså seksuelt, ikke. For mænd (!) Ejheller homoseksualitets-begrebet (her kan man med fordel læse dr.phil Allan A. Lunds "I seng med romerne"). Og han lod sig i øvrigt skille kort tid efter, og fandt et bedre parti i Culpurnia. Cæsar knyttede sig til meget få mennesker, og hans største nederlag var formentlig da hans mor og datter døde. Sulla var slet ikke bleg for at lade hele familiedynastier myrde, selv de fineste slægter, men nøjedes med at fratage Cæsar hans præstestatus, medgift og arv, når nu han nægtede at parere ordre. Og så måtte Cæsar jo gå ind i politik i stedet for at være præst. Det ændrede verdenshistorien.

Uanset hvad man tror, eller troede, så blev Cæsar nok blandt samtidens bedst uddannede. Han havde t.ex samme privatlærer som den i nutiden kendte store latinske tænker, Cicero. Og tog endda retorikerkursus på Rhodos, samme sted som Cicero.  Den fineste efteruddannelse man kunne få. Cæsar var ikke en kriger eller soldat som fik magten, som vi ser i filmene og t.ex Asterix. Han uddannede sig tålmodigt og steg i graderne i det politiske liv, akkurat som alle andre ambitiøse romere af overklassen, patricierne, og da han så endelig fik mulighed for at få kommando over et par legioner, greb han chancen. 

På det tidspunkt havde han forgældet sig til op over begge ører, så han havde faktisk brug for en hær og nogle krige, hvor han kunne høste guld (nok snarere sølv), og sende lidt hjem til sine mange långivere i Rom. Han skyldte så meget væk, at hans kreditorer faktisk spærrede porten ud af Rom, da han skulle drage ud til sit første rigtig givtige statholder-job i Spanien.

Hvor meget skyldte Cæsar væk? Det er vanskeligt at sige. Der er gjort mange forsøg, men det er jo æbler og pærer. Datidens romerske samfund havde ikke fladskærme og den slags, dvs "goder" eller privatforbrug i vores forstand. Prøver man at sammenligne med byg eller hvede bliver det endnu værre. Det virker ufatteligt, men denne skribent har prøvet at "oversætte" pengestørrelserne til nutidige forhold baseret på guld og -sølv kursen (som jo er ret stabil). Cæsar havde måske gæld hvad der svarer til 15 milliarder kroner i vore dages penge, inden han overhovedet fik sit første rigtig magtfulde embede. Hvordan kunne han slippe afsted med det? Det virker komplet utroligt.

Det var vist en katastrofe, da Cæsars første provins-statholderhverv blev for "de italiske skove". Det var der ikke mange penge i. Italiens skove var dengang en selvstændig provins, hvor mærkeligt det end lyder. At han fik dette hverv skyldtes lodtrækning. Lodtrækning blev hyppigt brugt i Rom, akkurat som i Athen og blandt den hellenske verdens politikere generelt. Ikke fordi man ville have tilfældighed eller upartiskhed, men fordi man anså udfaldet for at afspejle gudernes vilje. Så uanset hvor mange penge man havde brugt på bestikkelse og korruption, kunne man altså ende med at blive statholder for skovene.  Det er lige før man tænker, at lodtrækningskonceptet kunne gøre stor nytte i vore dage også.

Hvorfor lånte kreditorerne ham overhovedet pengene? Man gad godt at have en tidsmaskine. Men ikke alle tog det så tungt. Det kommende imperies rigeste mand på denne tid, Crassus, lånte ham bare endnu mere.  Crassus var en nedrig type der levede af boligspekulation og udlån. Han havde tjent mange penge på at købe eller forvalte de ejendomme, som føromtalte Sullas bødler havde gjort ejerløse. Men Cæsar brugte ikke pengene på luksus. Han brugte pengene på "folket", dvs. offentlige byggerier, cirkus og den slags. Ikke af uegennyttighed, men for at forberede sig på mulighederne for at blive valgt til konsul, og måske en dag få den totale magt. Og Crassus blev også senere en del af det første triumvirat. 

Det romerske samfund var i høj grad privatiseret, dvs stort set alt blev udliciteret. Selv det man i dag kunne kalde skattevæsenet; - her vandt den højestbydende. Handlede det om at drive latriner eller feje gader vandt den lavestbydende. Påtog man sig et hverv påtog man sig også udgifterne, men naturligvis også de indtægter der flød ovenpå.  I sin opstigen til magten påtog Cæsar sig mange forskellige prestigefyldte opgaver, og det har ikke været billigt; tværtimod ruinerende. Det var derfor han lånte så mange penge.

Hvis man skal sætte det i relief, ift. nutidens Danmark, skal man forestille sig at trafiklysregulering blev sat i udbud, kontanthjælpssystemet, sportsbegivenheder, politiet eller rigsrevisionen ...

Og nåja, Cæsar brugte også penge på sine elskerinder. Han forærede Servilia en sort perle der kostede ham 6 mio. sestertierer, det svarer til omtrent 10 mia kr. i nutidspriser ... Man kan vist dårlig kalde ham fedtet, men det er nok også her man kan få en slags forklaring på den tæft hvormed han har kunne holde sig i live, altså politisk set. Loyal, tilgivende og overmåde rundhåndet.

Ørsted har en ligefrem fascination for Cæsar, men ikke en næsegrus beundring. Han ser ham som menneske. Cæsar var et geni, det hersker der ingen tvivl om. Men som Ørsted skriver: "Cæsar var overbegavet, den mest intelligente i sin generation. Men klog var han ikke". 

Det er formentlig en korrekt analyse. Og den er ikke fremmed, mange andre historikere og forskere er nået til samme konklusion før Ørsted.  Augustus, Cæsars adoptivsøn Octavian, han var klog men ikke specielt intelligent (siger nogle). Naturligvis langt mere intelligent end f.eks den moderne dansker, men han konsoliderede og forædlede, indførte morallove osv. Augustus var en excellent administrator, havde tålmodigheden og det lange træks flid over mange årtier, men havde ikke radikale nye ideer. Cæsar var hvirvelvinden der ud af det blå gennemskuede dybt strukturelle problematikker, og kunne levere holdbare løsninger - men dybest set havde han nok aldrig magtet det lange træk, som der jo skal til for at forandre et komplekst og dysfunktionelt samfund indefra. Og det er et åbent spørgsmål om han overhovedet havde en slags vision eller gennemtænkt politik. Det er i den slags detaljer Peter Ørsteds arv bliver mest markant. Ørsteds analysekraft er formidabel. Og det er derfor den her bog skal anbefales til alle.

Ja, juli er faktisk Gajus Julius Caesars egen opfindelse. Han ville ordne kalenderen også, som så mange andre ting, og havde som tidligere Pontifex Maximus faktisk haft ansvaret for kalenderen. Han indførte lex sumptuaria, en lov mod grådighed; love imod udlån og åger, han lancerede et prefectura morum-princip, et overopsyn med moralen. Cæsar havde enormt gå-på-mod, men spændte helt sikkert buen for hårdt.  Mange af de statsstyrende foranstaltninger Cæsar fandt på anser vi for helt naturlige eller indlysende i dag, men for datidens senatorer og godsejere har det virket som et stort indgreb i deres magt. Det var helt nyskabende at sætte den slags i system.

I dag kan vi t.ex ikke forestille os at der ikke findes lovgivning imod korruption eller snyd med valghandlinger. På den måde minder Cæsar om Graccherne, de to brødre der faktisk startede den lange romerske borgerkrig, som Cæsar havde ambition om at afslutte. De ville føre jord fra godsejerne tilbage til staten og bønderne, og indføre mere retfærdig lovgivning. I århundreder var romerriget nemlig stort set et såkaldt timokrati.  Hvordan romerretten har været under forandring kan læses t.ex i doktorafhandlingen "Det romerske slavesamfund under afvikling", Poul Nørlund, 1920) men Cæsar indførte naturligvis hverken kommunisme eller socialisme, men genindførte indirekte monarkiet, og udhulede det spinkle præg af demokrati som det romerske samfund havde haft. For almuen er en halvretfærdig enehersker - en rex - trods alt bedre end 300 tyranner. Og hvis man så giver dem brød og skuespil oveni ...

 
Ørsted spekulerer i, om Cæsar vidste at han skulle blive snigmyrdet, der den 15 marts. Mange har begjort sig i samme øvelse. Cæsar var træt. Han vidste han ikke kunne gennemføre mange af sine planer.

Det er også tydeligt, at hans republikanske modstandere (som senere konspirerede om mordet) først bevidst forsøgte at "smigre" ham ihjel. Hans fjender gav ham så mange æresbevisninger, og statuer og helte-tilkendegivelser, at det er åbenbart at hensigten var, at det skulle se ud som om, at for Cæsar selv havde magten steget ham til hovedet. At han var en diktator. Altså det vi i dag ville kalde "spin". Hvis ikke en mand er tyran, så kan du udstille ham som tyran, blot ved at italesætte ham som tyran. 

Cæsar planlagde vist et togt mod partherne, som skulle have været realiseret en måneds tid efter hans død, foråret 44 fvt. Måske et forsøg på et endeligt opgør, eller nok snarere en flugt fra den giftige atmosfære i Rom. Måske hævn for Crassus, der havde lidt et kæmpe nederlag i en "ulovlig" krig (bellum justum var ikke på plads) mod netop partherne, og var blevet halshugget 10 år forinden. Partherne var Roms gamle konfliktven, stort set det vi kender som Persien (eller Iran) i dag, men et sådan eventyr ville have ruineret hele samfundet.  Romerne tabte (næsten) altid til partherne på udebane, bla. fordi geografien i området udgør en naturlig fysisk barriere. Men de var ikke dødsfjender, det skete at de hjalp hinanden imod andre, endnu værre fjender, og sendte troppeforstærkninger til hinanden. Konflikten mellem de to supermagter var intern og handlede primært om sikkerhed. I dag ville vi kalde det geopolitik. For at billedgøre forholdet kan man nævne, at da Caligula havde gakket lidt for meget ud (omtrent 100 år senere), sendte "kongernes konge" et venligt brev, hvor han opfordrede ham til at tage livet af sig selv, så romerfolket kunne få en bedre leder. Caligulas misregimente var vist pinligt at være vidne til for antikkens herskere, selv på rygtebasis for romernes på dette tidspunkt største konkurrent. 

Denne anmelders egen personlige teori er, at Cæsar valgte at blive slået ihjel, på netop denne dag. 15 marts var dagen, hvor der traditionelt blev skiftet embeder i Rom.  Igennem århundreder havde man skiftet konsulerne ud netop den 15 marts (marts var romernes første måned, eller "januar"). 

Cæsar var klog og fremadskuende, han skrev (eller dikterede) egenhændigt de første 7 bøger om gallerkrigene; han mestrede propagandaens kunst, som t.ex at opfinde Germania, eller "tyskerne", kun for at kunne bortforklare hvorfor han ikke erobrede hele Gallien, og det fik så ret kedelige konsekvenser omtrent 2.000 år senere. Han vidste, at en dag ville sådan een som denne anmelder skrive om ham og det snigmord der endte hans dage. Så han valgte selv den mest spektakulære dato (for samtiden) at dø på. Lidt ligesom folk foretager sensationelle ting eller kommer med stærke budskaber nytårsaften, juleaften eller andre mærkedage, i vore dages kulturkreds. Det kunne Ørsted godt have nævnt.

Det er Cæsar som er blevet berømt for at sige: "Hellere nummer et i Gallien end nummer to i Rom". Akkurat som mange andre citater, der i dag er blevet ordsprog (eller var, før internet-alderen og angliscismerne for alvor tog overhånd).  Cæsar var blandt sin tids største talere, største retorikere, største hærførere, bedste analytikere, en enestående propagandist og levede et helt afsindigt eventyrligt liv. Men hele livet igennem var han nok ensom, kun båndet til moren, søsteren og hans egen datter Julia havde virkelig betydning. Ørsted er psykologisk indfølende. Efter sit togt til England - Britannien, som egentlig mest var en recognisering - kom Cæsar hjem til sin lejr ovre på den anden side af kanalen, og der var to breve. Det ene fortalte at hans mor var død. Det andet fortalte at hans datter var død i barselssengen.  De eneste to han elskede, måske derfor han gik over Rubicon, og vi har myten om "terningerne er kastet". Der var intet at skue tilbage til.

Et andet fun fact: Cæsar blev nærmest skaldet, eller fik måne, allerede i midten af tyverne.  Og det er derfor vi kender hans berømte laurbær-krans. Han fik nemlig een af guld af senatet (mon ikke han selv har fundet på det?) og det blev vist hans kæreste eje. Så kunne hans hentehår blive holdt på plads.  Hvis man læser Svetus og Tacitus, er det klart at Cæsar var en forfængelig person, som gik utrolig meget op i sit udseende. Men han var også intellektuel.  Da det store bibliotek i Alexandria gik op i flammer under den romerske borgerkrig, og hans skib blev erobret, reddede han sig akkurat over på et andet skib, midt i en pileregn. Han dykkede under vandet men holdt de uerstattelige papyri han ville redde, tørre over vandoverfladen. Ved samme lejlighed skulle han også have mistet sin elskede røde krigskappe, som han havde haft siden gallerkrigenes dage.  Den intellektuelle Cæsar må have lidt store kvaler, da han fra sin båd kunne se hele oldtidens videnskab gå op i flammer.

Det var først da Cæsars testamente blev åbnet, at det gik op for Roms borgere, at han havde adopteret Octavian(us), hans søsters datters søn, og testamenteret alt (2/3 del) til ham. Octavian blev den senere kejser Augustus, som over de næste 50 år formede det urolige romerrige, der egentlig slet ikke var forberedt på at være verdensrige, ind i en ny lykkelig opgangstid. Det blev et kejserrige, monarkiet blev så at sige genindført, men af dette opstod også pax augusta, forædlet gennem mange år til pax romana. At vælge den bedst egnede til posten, en værdig efterfølger, det var helt sikkert Cæsars allerstørste bedrift. Ingen efterfølgende kejsere gjorde ham kunsten efter. Der er adskillige eksempler på lykkelige overgange, kejserarvinger der rent faktisk lykkedes og gjorde det bedre end deres forgænger, Hadrian er nok det mest lysende eksempel... Men Cæsar fandt på det, og gjorde det bedst - men blev aldrig "kejser" selv.

Først senere blev Cæsar-navnet synonym med kejser, men faktisk først efter middelalderen, da europæerne begyndte at genopdage fortidens glamour. Kejser er som de fleste nok kan regne ud afledt af Caesar, akkurat som Zar. Men Augustus kaldte sig selv princeps, den første borger, heraf har vi stadig prins. Romerne selv kaldte herefter deres kejsere for Augustus af titel, og den udpegede efterfølger for Caesar, umiddelbart en pudsig bagvendthed. Det blev mest markant under Diocletian, den store kristenforfølger, i slutningen af 200-tallet - hvor man kaldte begge de to kejsere som havde ansvar for hhv. øst og vest for Augustus, og deres udpegede efterfølgere for Caesarer. Selve begrebet Augustus er også dobbeltydigt, et konstrueret navn, eftersom det refererer til føromtalte augur-præsteskab. På den måde fik adoptivsønnen Octavius koblet sit navn både til religiøs legetimitet og til adoptivfaderens gudestatus. Sådan lyder een af fortolkningerne ...

Nå, men det var rigelig med sniksnak. Peter Ørsteds Cæsar-bog er et hovedværk, og det får tankerne til at flyve. Ikke blot på dansk men også på den internationale scene. Der findes i skrivende stund ikke et mere tilbundsgående skriveri, hvor Cæsar og hans liv kobles sammen med den samfundsstruktur og ditto opløsning, som han var et produkt af. Egentlig lidt pudsigt. Der findes mere detaljerige biografier, og rigtig mange "fanboy"-værker skrevet af lærde mennesker, men de er som regel tømt for overvejelser omkring de strukturelle politiske forhold og er fulde af spekulation.  Og mangler altid rammen.  Som salig Palle Lauring sagde, så bliver det først svært når vi forlader sildepriserne og giver os til at tale om mennesker. Hvis man skal forstå mennesker, skal man forstå den situation og det system de er omsluttet af. Det er dette, som Peter Ørsted gør så fremragende her. Derfor er bogen unik ift. andre Cæsar-biografier. 

Peter Ørsted er ikke blandt os mere, men jeg gætter han går rundt i dødsriget, og er glad for, at "jorden er let" over hans manes. Ørsted blev efter mine oplysninger brændt, akkurat som de fineste romere, og så placeret i de ukendtes grav efter hans eget ønske. Så hæld bare lidt vin over jorden, og sig "Det er til dig, Peter Ørsted, dine venner sender dig en hilsen".  Han skal ikke gå urolig rundt i dødsriget.  

​

"Caesar: Politik og moral i det romerske imperium", Høst & Søn 2006. Baseret på udgaver fra 1994 og 1998. Omarbejdet forskningsartikel, hvilket bla. kan ses i det tospaltede format og noterne i siden, hvis man skulle være så heldig at at få fingre i førsteudgaven af 1994-versionen. Kan findes på mange biblioteker eller købes i flere danske nethandel-butikker.